Xing Yi, sjette træning og gode nyheder

Jeg har nu været til min sjette træning i Xing Yi, og det føles mere rigtigt for hver gang. Det passer mig godt, og jeg har en klar fornemmelse af at min kendobaggrund støtter mig langt mere end den begrænser mig. For nogle er den slags selvfølgeligt, men jeg har nu selv set folk i Kendo som brugte meget lang tid på at modarbejde gamle vaner fra andre systemer. Indtil videre lader mine gamle vaner altså til primært at arbejde med mig.

For første gang var jeg en del af den generelle opstilling, og lavede øvelser side om side med de andre i stedet for at stå i mit eget hjørne og slås med min imaginære ven (som jeg i øvrigt har stor respekt for, selv om han altid taber og slet ikke er lige så sej som de andre jeg prøver kræfter med – han er trods alt min gode ven gennem mange år, og han er ganske trofast og utrættelig).

Det siger sig selv at jeg troligt lavede min egen ene øvelse imens de andre gik til den med slangestil og armene i alle retninger. Meget kraftfuldt og inspirerende. Og jeg var endnu engang en rigtig begynder, selvbevidst og (irriterende) forfængelig, men dog fokuseret. Jeg tror de fleste der har prøvet det genkender følelsen. Folk omkring en er meget bedre, og nu er man endelig med i ilden og vil gerne vise at man har forstået hvad det handler om, at man har lært noget. Efter at have tæsket rundt i overgearet og anstrengt tempo, mindede jeg mig selv om at jeg ikke skulle bevise noget for nogen, satte farten femten procent ned og fokuserede. Pludselig var der kraft og timing og retning. Der var rytme og en følelse af at jeg gjorde noget rigtigt, at jeg var i det. Det er enormt befriende at lukke resten af verden ude og på den måde koncentrere sig om, og hellige, det man er i. I periferien er der andre der gør det samme, og det bidrager til ens eget fokus. Det er en følelse af samhørig individualitet jeg sjældent ser i andre sammenhænge, og det har en stærk effekt på min evne til at forblive skarp.
 – Og så er der nu heller ikke noget der kan kvæle egoets følelse af at man ser åndssvag ud når man slår huller i luften, som at befinde sig blandt ligesindede i et forum der har stor respekt for den slags. Det hører med. De fleste ved at kamptræning er noget man investerer i fordi man tager sig selv alvorligt, men de færreste er nok klar over at man ikke kan gøre det hvis man tager sig selv for alvorligt. Og med den bemærkning tror jeg faktisk lige det lykkedes mig at presse en af de Store Pointer(tm) ned i en observation om mennesker der ser fjollede ud på kommando. Tænk engang.

Så der gik vi, og fedt var det, at slå huller i luften. Anden halvdel af træningen var partræning, igen en førstegangsoplevelse for mig. Igen lavede jeg den samme øvelse hele vejen igennem, men denne gang både med angreb og forsvar, og pludselig var der en klar fornemmelse af hvad det var jeg havde øvet mig på indtil nu. Igen må jeg springe over den detaljerede tekstbeskrivelse men i korte træk handler det om at den angribende part trækker i forsvarerens forreste arm for at bringe ham i ubalance, og følger op med et slag mod halsen. Svaret på dette er at træde baglæns og afværge slaget. Dette bringer begge parter tilbage til udgangspunktet (blot spejlet), og øvelsen gentages.

Jeg genkendte en observation jeg har gjort mange gange før, nemlig at træning mellem øvede parter er nemmere og mere flydende end træning med en begynder. I nærværende tilfælde lykkedes det mig adskillige gange at bringe min makker langt ud af balance eller slå ind over hans forsvar, fordi jeg ikke bevægede mig “som forventet”. Det er den slags begge parter forhåbentligt lærer en del af, og det ses i mange sammenhænge. Et andet klassisk eksempel er strategi i f.eks. poker, hvor en øvet spiller risikerer at fejlvurdere begynderens hånd fuldstændigt fordi begynderen tager uventede (uinformerede) beslutninger. Tilbage i kampsammenhæng er det også den slags hændelser der gør det tydeligt, at krydstræning mod andre stilarter er uvurderlig til at udvikle teknisk erfaring med modstand der ikke følger ens eget system. Firkantet sagt, fordi andre stilarter – ligesom begynderen – ikke opfører sig efter den forventning man uforvarende kan have opbygget gennem vedvarende eksklusiv træning indenfor et system.

Noget af den dejlige uskyld i begyndereksemplet er også at jeg jo ikke bevidst prøvede at snyde min makker. Det skete bare fordi jeg handlede ude af timing, mod bedre vidende. Det vil utvivlsomt tage mange års træning at være lige så uforudsigelig som da man lige var startet.

Udover veloplagt træning er den seneste gode nyhed at der, efter jeg spurgte træneren om det, er undervisning om mandagen også. Det er samtidig med et “grappling”-hold (jeg savner et godt dansk ord for det), men der er et andet lokale til rådighed, så der er plads til det. To gange om ugen er mere end dobbelt så godt som en gang, og selv med den smule træning jeg har haft er jeg overrasket over hvor hurtigt jeg får bygget oven på, så endnu mere undervisning glæder jeg mig meget til.

Xing Yi, anden træning.

Jeg var til min anden træning hos Paul Whitrod i torsdags. Der var tre eller fire opmødte jeg ikke havde set før, samt nogle stykker fra sidste gang. En af de nye var en fyr der hedder Ian. Han lader til at være en af dem der har trænet længst.

Allerede under de indledende øvelser gik det op for mig at der var et par ting jeg havde glemt fra sidste gang. Det er en underfundig fornemmelse at være en komplet begynder igen. Jeg startede Kendo i 1999 og selv om der stadig er masser at lære har jeg forlængst bygget et fundament som gør mig i stand til bedre at forstå ny lærdom. Det fundament er meget småt i min nuværende træning.

Jeg fik lov at passe mig selv det meste af tiden, undtagen lige til sidst hvor Ian gennemgik det jeg indtil videre har lært og sikrede at jeg gør det bare nogenlunde rigtigt. Han kom også med nogle rettelser til min Pi Quan (“Splitting Fist”), så nu har jeg lidt flere nuancer at arbejde med der.

Så vidt jeg har forstået er det sædvane at man først lærer de fem elementer – metal, vand, træ, ild og jord – svarende til Pi Quan (Splitting Fist), Beng Quan (Smashing Fist), Zuan Quan (Drilling Fist), Pao Quan (Pounding Fist) og Heng Quan (Crossing Fist).

Det føles helt naturligt at beskæftige sig med teknikkernes kinesiske navne, men besværligt ikke at vide hvilke nuancer i den tilsvarende engelske betegnelse der er vigtige. Det er fristende at oversætte de forskellige “næver” eller “hænder” til dansk, men ord skaber opfattelse, og opfattelse skaber handling. Jeg vil hellere vente med at tænke dem ind i mit danske sprog til jeg har en bedre kropslig forståelse for teknikkernes indhold. Eller aldrig. Jeg har trods alt aldrig haft brug for danske betegnelser for de sværdteknikker jeg kender.

Hvad træningen angår er jeg stadig meget tilfreds. Der er en god og venskabelig stemning uden tab af seriøsitet. Med lidt held starter der også en mandagstræning om et par uger. Jeg prikkede lidt til det og underviseren spurgte sig for i lokalet om der var interesse for det. Nu ser vi om et par uger om det bliver til noget. Jeg håber det.

I stedet for at forsøge at beskrive teknikkerne har jeg besluttet i stedet at filme dem. Jeg har mit kamera herovre, så jeg skal bare skaffe et par bånd og eventuelt en trefod. Udover at det er særdeles lærerigt at se sine egne teknikker udefra, giver det mig også mulighed for at se min egen udvikling over længere tid. Den slags er rart at have når man en dag rammer muren og ikke synes man kommer videre.

Bøger om Xing Yi

Inden jeg tog til London skrev jeg et par bogtitler ned.

Li Tanji:
(The) Skill of Xingyiquan
ISBN: 0-9687517-1-7
Oversat af Andrea Falk
Bogen på chiflow.com

Sun Lu Tang:
Xing Yi Quan Xue: The Study of Form-Mind Boxing
ISBN: 0-8656818-5-6
Oversat af Albert Liu
Bogen på plumflower.com

Bog nummer to har jeg netop bestilt og glæder mig meget til at modtage. Jeg forventer at lidt af den siger mig noget, at noget af det taler til mig på et plan hvor jeg kan glæde mig til at lære mere om det, samt at hovedparten ikke siger mig en døjt. Endnu.

Og sådan skal det også være. Det kan undre mig når jeg læser anmeldelserne på amazon, at der blandt alle de rosende anmeldere er et par stykker som dels konstaterer at bogen er stort set ubrugelig for folk som ikke kender kampkunsten i forvejen, og dels giver lav karakter for den. En ting er, at de er skuffede over ikke at få det ud af den de havde håbet (naivt, men okay), men en anden ting er at give bogen en dårlig anmeldelse uden at komme med nogen brugbar grund. Det er da lidt ligesom at give et anatomileksikon dårlig karakter fordi det mangler en spændingskurve, eller at give Poes samlede værker dårlig karakter fordi hans sprog er mærkeligt. Sære mennesker.

En af de mere saglige, omend kortfattede anmeldere, pointerede nogle af de større mangler i bogen, men gav den dog alligevel fire stjerner ud af fem mulige. De fleste andre var nogle femstjernede fandrenge, men de lod også til at have deres gode grunde til at synes om værket. Jeg tænker det her bliver en af de bedre hundredekronesedler jeg har investeret i mit liv.

Xing Yi, første træning

Jeg har netop overstået min første træning i Xing Yi Quan (staves også Hsing I Chuan, afhængigt af lydsystemet), og det var alt hvad jeg har håbet det ville være.

Underviseren hedder Paul Whitrod, og han er tilsyneladende en særdeles dygtig fyr. Han har lavet mange forskellige ting, herunder Southern Chow Gar Praying Mantis Kung Fu (Kina), Krabi Krabong (Thailand), Southern Kalarippayattu (Indien), Ba Gua Zhang (Kina), samt naturligvis Xing Yi Quan (Kina).

Træningssalen er cirka på størrelse med en halv dansk folkeskolegymnastiksal, og vi var vist seks elever i salen. Der er en times undervisning i Xing Yi og Ba Gua, hver torsdag, så jeg tænker at jeg må træne selv i de mellemliggende dage, så jeg kan få mest muligt ud af det. Det var nu også tanken under alle omstændigheder, men jeg havde forventet mindst to timers undervisning om ugen.

Mine knæ var ikke begejstrede undervejs, men de brokkede sig ikke bagefter. Jeg håber det er begyndervokseværk og forsvinder med træning af de omkringliggende benmuskler og med bedre teknik. Ellers bliver jeg ærgerlig.

I aftenens træning blev jeg introduceret til et par opvarmningsteknikker, samt et første slag, som hører til en teknik der kaldes “splitting”. Jeg mangler desværre ord til fyldestgørende at beskrive, hvad jeg foretog, men jeg vil prøve at skrive det godt nok til at jeg som minimum selv kan genkende det senere, så jeg husker rækkefølgen af min træning, samt hvad den indeholder.

1: Allerførst en hilsen (højre næve på flad venstre hånd, som set på film).

2: Lad hænderne mødes ved fingerspidserne, foran brystet, tommelfingerspids mod tommelfingerspids, og så fremdeles, så alle fem er parret. Spred fingrene. Jeg er usikker på om fingerspidserne skal hvile mod hinanden eller trykkes mod hinanden. Bring albuerne op i højde med hænderne. Jeg antager at man skal slappe af i skuldrene. Hold kontakten mellem fingerspidserne og drej underarmene frem og tilbage så fingrene peger skiftevis ned mod gulvet og op med loftet. Undgå at lave en bue med underarmen, drej den blot.

(Jeg kan allerede mærke at det er temmeligt omstændeligt at beskrive handlingerne, og jeg gætter på det allerede er gjort i litteraturen, så de næste vil være mindre detaljerede, bare nok til at jeg husker dem. Så må mere følge senere.)

3: Bøj let i knæene. Før en hånd bagud, tæt på kroppen, før den vandret væk fra kroppen og tilbage igen, så den beskriver en bue. Når hånden føres væk, stræk da modsatte ben, så kroppen lænes til den hånds side, og knæet bøjer tilsvarende. Sørg for at hovedet er i samme højde hele tiden. Fortsæt bevægelsen over til modsatte hånd, som gør det samme (og kroppen læner til den side). Lad hænderne på den måde beskrive et ottetal. Når en hånd føres bagud langs kroppen, drejes hoften til den side og håndfladen vender bagud, med fingrene pegende nedad. Når hånden strækkes ud fra kroppen er håndfladen fremad og fingrene peger vandret væk fra kroppen. Når hånden bringes tilbage mod centeret, er fingrene stadig vandrette, og håndfladen peger mod maven.

4: Beskrivelse for højre hånd (spejles blot for venstre). Hele øvelsen laves (ser det ud til) med håndfladen op, eller så tæt på som muligt. Start med hånden i mavehøjde, fingrene samlet, pegende fremad. Roter hånden (stadig horisontal) venstre om, 270 grader. For at gøre dette, kommer albuen naturligt opad og fremad. Fortsæt nu rotationen således at hånden beskriver en større bue udad, og fortsætter op, henover venstre skulder (husk at holde håndfladen opad), henover hovedet (bøj bagover, så hånden forbliver horisontal) og til sidst slutter buen nede i startpositionen.
Samme øvelse foretages også den modsatte vej, så håndfladen går ud i en bue fremad og til højre, fortsætter væk fra kroppen mod højre, kommer tilbage, ind over højre skulder, over hovedet, over venstre, ned, hånden ind under albuen (som nu er fremad og opad), de sidste 270 grader, hvor hånden bringes fra at pege mod venstre, til at pege fremad, mens albuen finder tilbage på plads ved siden.

5: En hånd fremme (lad os sige højre), i hovedhøjde, åben, håndfladen mod venstre. Venstre hånd er ved mellemgulvet, åben, håndfladen mod højre. Luk højre hånd, som om den griber om noget. Træk den tilbage til hoften. Lav et slag således at den knyttede næve i een bevægelse bringes op foran brystet, med håndryggen væk fra kroppen, og derfra ud mod modstanderens hoved, med håndryggen nedad. Der beskrives altså en bue, hvor næven holdes relativt tæt mod kroppen et stykke ad vejen. Når slaget er fuldført, føres venstre hånd ind over højre håndled, og højre hånd trækkes ned til mellemgulvet, således at hænderne nu er i udgangspositionen, men byttet. Denne krydsning eller bytning af hænder, kaldes “splitting”. Fra udgangspositionen kan venstre hånd nu gribe, trække, slå, og splitte med højre.

6: Afslutningsvis lavede vi 3 og 4, og stod derefter bredt, i “horse stance” (jeg savner et dansk fagord for det), med albuerne i skulderhøjde og omtrent ud for hver sit knæ og med hænderne rakt opad og lidt længere ude end albuerne.

7: Fra samme position lægges en håndflade mod maven, og den anden arm strækkes ud fra kroppen, til siden, så hånden kan ses fra øjenkrogen, uden at dreje hovedet.

Til sidst en hilsen, og ord fra underviseren i retning af: “Let’s remember where we come from.”

Så langt så godt. Det var en storartet træning. Meget “wax on, wax off”, men det gjorde mig kun gladere. Jeg ville være betænkelig ved at træne et sted, hvor jeg fik halvdelen af repertoiret serveret ved første træning, og jeg har absolut nok at træne bare fra den ene time jeg fik. Samtidig fik jeg lejlighed til at få et glimt af den mere avancerede træning, og det så absolut spændende ud. Jeg glæder mig til næste torsdag, og torsdagen efter, og …

« Previous Page « Previous Page Next entries »