At Kende Vejen

Jeg er ved at nå et niveau af repetition i min daglige træning som er stærkt frustrerende. Jeg har ikke noget imod at foretage de samme øvelser mange gange, hvis jeg ved hvad jeg stræber efter. Desværre mangler jeg nogle konkrete mål for hvornår jeg er på rette spor og hvornår jeg spilder tiden.

Der er dem som siger at hvis din basistræning er utilstrækkelig, så vil det skabe et dårligt fundament og dermed skade kvaliteten af din videre træning. Samtidig siger andre, at det vigtigste er at du træner og får de brede linier indlært. Så kan du altid pudse det til senere. I grunden er begge dele vel sandt, i et eller andet mål.

Mit problem er at jeg i øjeblikket ikke aner hvad de brede linier er. Det betyder at jeg i min daglige træning øver mig en masse på noget som måske er god basis eller måske skal tilpasses senere. Jeg aner det ikke, og dermed har jeg ingen mulighed for bevidst at forbedre det jeg gør. Når jeg bevæger mig på bestemte måder føles det bedre end når jeg gør det på andre måder, men når jeg ikke kender baggrunden for en specifik bevægelse, og ikke har set den demonstreret på et menneske, så er det svært at vide om jeg gør noget værre eller bedre ved at tillægge mit bestemte vaner. Det som føles bedre er ikke nødvendigvis det som virker. Det er jo en af grundene til at træne kroppen stærkere og mere fleksibel.

Det er populært at bruge børn som eksempler på mennesker som bevæger sig rigtigt. De ved hvordan man trækker vejret og hvordan man sidder korrekt, indtil de bliver voksne og spolerer det. Men så er det jeg husker hvordan det var at gå i børnehave, dengang man diskuterede med de andre drenge om man kunne løbe hurtigst med hænderne åbne eller lukkede. Når jeg står og slår huller i luften og prøver at mærke hvor i kroppen jeg skal bevæge mig lidt anderledes for at få en bedre teknik, uden at det koster balance eller fleksibilitet i forhold til videre bevægelser, så ved jeg ikke om jeg er et informeret voksent menneske som er i gang med at lære noget eller om jeg er et barn der vurderer forskellen mellem åben og lukket hånd på en løber.

Og det er utroligt frustrerende.

“Kig i en bog” – desværre ikke så nemt. Nuanceforskelle fra gren til gren gør at jeg allerede nu kan se detaljer som er anderledes fra for eksempel Sun Lu Tangs stil til det jeg lærer. For Pao Quan er det forskellen på om den blokerende arm vender oversiden eller undersiden væk fra kroppen, hvilket igen har indflydelse på hele armens vinkel. Lige præcis på det punkt har jeg fået besked på hvordan jeg skal holde den arm og hvorfor det er en god ide at gøre det sådan. Så kan man selvfølgelig lege “hvem har mest ret”, men dels er min lærer bredt respekteret for at have styr på det der med at slås, dels er han selv undervist af en fyr som er associate professor of martial arts på Zhejiang universitet i Hangzhou, Kina, og slutteligt er det selvfølgelig bare en dårlig ide (og dårlig stil) at gøre ting anderledes end man får besked på, hvis man gerne vil lære noget af nogen.

Så der.

Jeg tror de to ting jeg har behov for er mere makkertræning og gerne også nogle enetimer. De koster dog lige 500 kroner stykket, så det er ikke så nemt. Jeg tror sørme det er på tide at søge arbejde.

Når jeg sådan går rundt her i London, så bemærker jeg nu og da nogle sjove skilte, som f.eks. det halvsmadrede “diversion ends”-skilt, som nogen åbenbart havde overset, selv om det var stort og gult.
Her er tre jeg lige vil dele.

Først er der skiltet som høfligt angiver at her må man ikke parkere. Enhver som er i tvivl om høfligheden i dette forbud kan selv læse efter, det står jo lige der, hvidt på blåt.

Lidt længere væk, ovre i Highbury Park, ser man følgende skilt.

Ja, vi kender det selvfølgelig allesammen. De forbandede cricketspillere dukker jo op i tide og utide med deres bat og deres handsker og gærder, og det er ligemeget hvor man flygter hen. De er sportsverdenens svar på dræbersnegle og gadebander. Men IKKE i Highbury Park. Der sætter vi grænsen.
Gad vide om de bliver sure hvis man kigger forbi med et rugbyhold og en flok vaskebjørne?

Til sidst har jeg her et billede af en pub lige ved Highbury & Islington undergrundsstation. Her er det navnet på pubben man skal lægge mærke til. Jeg er helt sikker på at de kunne tjene gode penge på at sælge boksershorts med logo – jeg forestiller mig sorte bukser med navnet i guldtryk på forsiden.

Ja – men – vabbehar! Hva’?

“The Famous Cock – perfekt til en halvstiv stodder.” (pun intended)

Og nu vi er ved undertøj er der et par trusser jeg skal have et billede af også, men det må blive en overraskelse til senere.

Jeg har haft besøg i den forgangne uge. Det er faktisk anden gang jeg har besøg, men jeg glemte at tage billeder af den søde Laura, da vi for tre uger siden gik rundt på må og få (og forbi St. Paul’s Cathedral et par gange) og spiste mint humbugs og snakkede om vores fælles ven Orlando B, som Laura næsten helt sikkert havde set på bussen – så hermed de første billeder af besøg i min hybel.
Terese ses her i en vinkelret form for afslapning, med en bog i hånden. Faktisk fik hun købt en hel del bøger mens hun var her, for som jeg før har nævnt er der glimrende muligheder for at agere bogpusher her hvor priserne er lave og udvalget stort, og hun var da også udstyret med en fyldig liste fra diverse venner. Efter en tur forbi den store Borders ved Angel station, adskillige butikker på Charing Cross Road, samt en lokal second hand fantasy/sci-fi boghandel, var hun godt læsset op. Der var desværre hverken Bujold eller Mage-bøger til Pelle, men ellers tror jeg resten af flokken fik en eller flere bestillinger opfyldt.

På Leicester Square fandt vi en plads i solen i en halv times tid, inden vi så Wanted i biografen. De er ikke blege for at tage 120 kroner for en biografbillet til en ganske uimponerende sal, men fred være med det. Filmen var selvfølgelig en let actionsag, som vi morede os godt over. Blodige slåskampe, bullet-time, skør teknologi og et mystisk bagland, kombineret med soundtrack af Danny Elfman og en god portion attitude, alt i alt en glimrende oplevelse. Angelina Jolie ser ud som om hun har tabt nogle kilo for meget, men til gengæld har hun lært at svinge en pistol så hun kan skyde rundt om forhindringer (“curve the bullet!”) – i sig selv et glimrende gimmick som fik mig til at grine flere gange, og det blev da også brugt flittigt i de knap to timer jagten på skæbnen stod på. Se den, men husk ikke at tage den alvorligt.

Efter en tur i Fortnum & Mason (“we are still at 181 Piccadilly, just as we have been for nearly 300 years.”) havde vi både vanillete til Maria, en lillebitte marengs med masser af smag i, og et par dåser te til Terese. Her vil jeg med det samme anbefale Royal Blend, og selv om jeg ikke normalt bruger mælk i min te gør det sig godt i den her. Den bringer gode minder frem om “Loyal Milk Tea”, som Pernille og jeg drak i rå mængder da vi var i Japan forrige sommer. Lav en kop af det her, tilsæt lidt mælk og en del sukker, så har du den! Afkøl efter behag.
Hos Fortnum’s har de flere etager med spændende ting, og man bemærker at der på etageoversigten ikke er angivet toiletter, men dog et “gentlemens’ cloakroom” og et “ladies’ powder room”. Vi så kun stueetagen, for det kan sagtens lade sig gøre at bruge en rum tid på bare at kigge på te og bagværk og på de andre kunder, som er en blanding der spænder fra helt almindelige middelbemidlede mennesker til velklædte japanere i højt tempo og fin hatteføring – så vi kiggede! Det er nok også sundest for pengepungen hvis man kigger mest og køber med måde. Deres Food Hall er stor, med rødt gulvtæppe, møbler og diske og gelændere i træ, blankt metal og glas, stilfuld betjening og masser af plads mellem hylderne. Og så midt i London. Man er nok klar over at det ikke er discount, men omvendt fik jeg nu heller ikke fornemmelsen af at priserne var helt urimelige.
I en af de store glasdiske havde de et udvalg af kandiseret extravaganza. Adskillige spørgsmål trænger sig på, såsom: hvor tit sælger de sådan en anretning? Hvad koster den? Smager det godt? Hvad har I egentligt gang i? Er det økologisk? Kan jeg få den pakket ind? Kan det der faktisk spises, eller har I bare lamineret noget frugt på dåse? Og så videre.
Det smager velsagtens temmeligt godt og koster garanteret kassen, men jeg ved det ikke, for jeg efterlod frugtanretningerne hvor jeg fandt dem.

Det meste af ugen har været regnfyldt, men bøger, snak og madlavning kan også fylde en masse tid ud, og i et anfald af ren nostalgi så vi et afsnit af Star Trek: The Next Generation den ene aften. Det er en del år siden jeg har gjort det, og som en glædelig overraskelse var det et afsnit med Data og Lore. Ikke dårligt!

Det blev også til en halv times fægtetræning med shinai. Noget besværliggjort af at vi begge gerne vil udføre teknikker som er aldeles farlige selv med bambus, og at den ene rustning jeg har ikke kan dække os begge, og slet ikke på de rigtige steder. Jeg bliver til stadighed bekræftet i at en hybrid mellem Kenjutsus traditionelle kata-træning og Kendos frikamp er vejen frem. Tereses teknikker er glimrende til at komme rundt om en rustning med, og der er masser af sværdbrug som jeg ikke har brugt meget praktisk tid på (f.eks. alle skæreteknikker nedefra og op). Til gengæld har hun ikke mange svar på rede hånd overfor en modstander der nægter at tilpasse sin afstand, hele tiden flytter sig og i øvrigt bruger alskens ukurante kneb som ikke passer ind i de kendte danse.

Onsdag eftermiddag var Kroll i London til et møde, men vi nåede desværre ikke at ses, da han skulle nå sit fly hjem igen. Måske når vi det en anden gang. Jeg havde ellers mit kamera med, i håbet om at få et billede med smil og øl-i-hånd, men det skulle ikke være. Skidt også med det, vejret var alligevel elendigt, og vi når nok den øl senere. Her kommer i stedet et andet billede, denne gang af vores køkken, med Terese i gang med madlavningen.

Hvis man kan tage øjnene af modellen i forgrunden for en stund, vil jeg godt henlede opmærksomheden på gaskomfuret i baggrunden. Det er en fornøjelse at lave mad på. Hvis bare resten af køkkenet stod mål. Ovnen er ikke i særligt god stand, men den kan da varme fint nok. Der er to knapper, en er til temperatur (og lys, men det virker ikke, ligesom i emhætten) og en til tid. Altså, på den måde at man drejer den om på et antal minutter, og når de så er gået slukker ovnen igen, uanset hvilken temperatur man i øvrigt har stillet den på. Jeg tror ikke der er blevet uddelt designpriser for den ide. Skærebræt og wok er halv størrelse af hvad jeg kunne ønske mig, og kniven på brættet er “den skarpe”, desværre kun lidt bedre end en træske, men dog anvendelig. Det er selvfølgelig alt sammen meget charmerende når man kun bor midlertidigt, så jeg klarer mig nok i kollegiestemningen. Og jeg fremhæver igen: gaskomfuret vinder!

Det har været rigtigt dejligt med besøg, men det var en noget tom fornemmelse at sige farvel tidligt torsdag morgen. En uge er lige tid nok til at lave en lille fælles feriehverdag ud af det, og pludselig er jeg igen alene i England, langt fra hjem og folk jeg holder af. Efter et par dage med blå stemning går det allerede bedre, men det er nu rart at vide at der er en verden som kender mig og venter mig hjemme i Danmark.

Jeg sidder i min seng og lytter til The Fabulous Yard Dogs Road Show And The Black And Blue Burlesque. Tidligere i dag kom jeg hjem med et læs festivalramte ejendele; en bog med lidt fugtbølger i kanten, luftmadrassen som altid fylder mere på vej hjem end på vej ud, adskillige mudrede stykker tøj, og en del tøj fyldt med bålrøg. Plus det løse, naturligvis.

Festivalbilletten købte jeg lidt på impuls natten mellem mandag og tirsdag, da jeg fandt ud af at min bofælle Ben skulle afsted med en flok flinke mennesker. Festivallen er noget større end Roskilde Festival, men det føles af cirka det samme. Der er selvfølgelig en masse små forskelle, men overordnet er konceptet velkendt: tusindvis af mennesker og tonsvis af musik.

Lejren var en blandet flok af flinke mennesker, og vi havde det ganske sjovt sammen. En del af tiden pushede jeg dansk lakrids-vodka (Spunk) og White Russians på de skøre briter, som ikke kendte til nogen af delene, og en del af tiden drev jeg rundt på egen hånd og udforskede.

I den ene ende af festivallen fandt jeg Stencirklen, beliggende på et større græsareal, og med udsigt til en fin, træudskåret lindorm som med udstrakte kløer kastede sig mod himlen i et tavst skrig. Fin var den, og enORM lang.
I Stencirklen brænder et stort bål, og der er tradition for at folk siver derhen ud på natten. Selv fandt jeg vej derop natten mellem lørdag og søndag, til synet af nogle tusind mennesker samlet omkring hundredevis af lys og små bål. Klokken var vel tre, og jeg fulgte lyden af trommer hen mod en mur af mennesker, trådte ind i klumpen, satte mig på en ledig plads ved det store bål, og sugede til mig af den gode stemning.

Som jeg sad der og lyttede til de mange trommer og mærkede den buldrende varme fra det mægtige stammebål kiggede jeg bag mig. Der så jeg lindormen strække sig mod himlen og jeg så seglmånen skære sig gennem de grå skyer med sit klare lys. Da jeg igen rejste mig  – et øjeblik efter min ankomst – var solen stået op, natten forsvundet, og mit tøj fyldt med duften af bålrøg. Natten efter vendte jeg tilbage efter mere og faldt i snak med nogle vældigt rare mennesker. Vi var vel et par hundrede da jeg satte mig kort før midnat, og et par tusind da jeg rejste mig tre timer senere. Denne gang var der, udover endnu flere trommer, også en fyr med sækkepibe som gav sit til musikken, og jeg selv og et par stykker andre lavede lyd ved at slå små blanke gaspatroner mod kanten af støvede øldåser.

Fredag aften bød på udforskning af festivalområdet og var samtidig også aftenen hvor jeg ikke så Fun Lovin’ Criminals og heller ikke så Fatboy Slim. Sidstnævnte så jeg dog for nylig på Roskilde og var kun halvvejs begejstret, så det var vel fair nok. Ben og jeg faldt også i snak med nogle walisere og det var vist ikke det samme musik vi var der for. Da jeg nævnte at jeg ville se Fun Lovin’ Criminals samme aften var svaret først adskillige sekunders tavshed, efterfulgt af “de har et lidt mærkeligt navn, de der”. Jow jow. Nåmen altså, efter ikke at have set de pågældende to bands, fandt jeg vej ind i Pussy Parlure, hvor Yard Dogs Road Show var i fuld gang med at give den gas med larm og letpåklædte dansere. Den slags forestilling man ville forvente at finde et sted i baggrunden af Carnivàle – jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke så den fra starten, for underholdende var det. Baseret på de sidste par numre og stemningen på scenen, og bakket op af min alt andet end ædru dømmekraft, antastede jeg straks efter koncerten et af bandmedlemmerne og aftvang ham et eksemplar af deres lyd, til evig arv og eje, for blot en lap papir med tal og billeder på. Et godt køb, hvis jeg selv skal sige det.

Lørdag aften spillede Massive Attack, og det var en mindeværdig koncert (spring 5 minutter ind for Teardrop og 24 minutter for Angel, med Horace Andy). De spillede en del fra Mezzanine, og et par numre inde trådte Stephanie Dosen på scenen, hvidklædt og blid som en lilje. Da hun slog tonerne an til Teardrop (nogle kender den som temaet fra House M.D.), var der ingen tvivl om at de havde publikum i deres hule hånd. Derfra gik det med lysshow og skiftende sangere støt og roligt mod sejr. Tak til Massive Attack for den oplevelse.

Søndag stavrede jeg ud af mit telt lidt i to om eftermiddagen og begav mig mod Jazz World-scenen. På bestilling leverede Balkan Beat Box en energisk og tempofyldt koncert, ganske som på Roskilde 2006, og der blev danset og hoppet og hujet til lyden af beats, overanstrengte blæseinstrumenter og forsangeren som i vanlig stil tæskede rundt på scenen og nød livet – måske bedst illustreret da han sprang op på trommesættet mens Tamir Muskat var i fuld gang med at spille på det. Efter koncerten købte jeg et par skiver med rytmer og remixes og fik dem sågar signeret af de kære mennesker selv. De var meget behagelige og glade.

Efterfølgende begav jeg mig over mod Stencirklen og tipierne og hippierne. Her betalte jeg en beskeden sum for adgang til “varmt” bad og en sauna. Sidstnævnte var et lille telt med trægulv, bænke og brændeovn med sten på. Der kunne vel være omtrent ti mennesker derinde. Jeg brugte godt halvanden time i saunaen, kun afbrudt af lejlighedsvise ture over til den lunkne bruser, og gik derfra med fornyet energi til en sidste aften i vælten.

Søndag var også dagen hvor Leonard Cohen spillede. Jeg har aldrig været særligt interesseret i hans musik, men Pernille pushede mig et par numre inden jeg tog på festival, og det var vel gjort, tak for det! Han leverede en sublim koncert, og mellem hvert nummer hujede og klappede de ufatteligt mange mennesker så den gamle gentleman tog hatten af og lyste op i charmerende smil og ydmyg glæde.
It’s a great honour to play for these angels, born of the mud.
Jeg kommer til at høre mere Leonard Cohen i den nærmeste fremtid.

Glastonbury Festival har været en god oplevelse, og jeg kunne finde på at tage afsted igen, om end jeg stadig foretrækker Roskilde. Bare lidt.