For en uge siden stod jeg i træningssalen og smilte saligt imens sveden dryppede af mig af anstrengelse, til trods for at jeg næsten ikke bevægede mig. Faktisk var det primært mine lår der bevægede sig. De sitrede af opspændthed og føltes som om de brændte indefra, imens de bar det meste af min vægt på tredje minut. I den omgang. Smilet var mit mentale angreb på en fysisk udfordring, og det virkede!
Vi var vel omkring femten personer i lokalet; træneren, tre til Xing Yi og resten til instruktørkursus i Chow Gar Tong Long. Alle stod vi lavt og bredt, som om vi sad på hver sin usynlige stol med knæ bøjet næsten i en ret vinkel og benene spredt i nogenlunde samme grad. Eller det vil sige ikke alle, for der var flere som svajede lidt eller stod højere og også enkelte som rejste sig op for at købe nogle sekunders hvile til lårmusklerne (til lyden af en skuffet træner der straks talte dem på plads igen). På det her tidspunkt havde vi stået der nogle gange af et par minutter, så 30 sekunders hvil og så et par minutter mere. Alt det imens træneren gik rundt med en træstok som så vidt jeg kunne se havde tre anvendelser. Han stillede den på jorden og målte at folk havde ryggen ret og han lagde den henover lårene på folk for at se om de stod lavt nok. Hvis stokken rullede af måtte de dybere ned. Den tredje brug af stokken fik mig næsten til at grine (muligvis også fordi enhver undskyldning for at aflede mig selv fra brændende muskler var velkommen): de folk der stod med bagenden strittende bagud fik tålmodigt en række lette dask over lænden indtil de trak den ind under kroppen. Hvis man ikke har tænkt over det kan det faktisk godt være lidt svært, for de fleste vil prøve at bøje i ryggen (hvad man jo ikke må), men det rigtige at gøre er at vippe hoften fremad. Med tålmodige dask skal den visdom nok indfinde sig under pres. For mit eget vedkommende spændte jeg meget i skuldrene. Det er en generel uvane som jeg arbejder med at slippe. Muligvis gør jeg det som kompensation for overdrevne forsøg på at være afslappet andre steder. Nå, men der var jeg så i et brændende, stillestående kapløb mellem kroppen, hovedet og tiden. Mellem muskler der ikke ville mere, et hoved der nægtede at give op, og et ukendt antal resterende sekunder før øvelsen var ovre.
Hvad gjorde det godt for, og var der noget at smile af?
De træningsmæssige fordele ved at stå sådan er noget der af en eller anden grund debatteres til hudløshed, men det er ikke så spændende synes jeg. Det siger sig selv at det i en eller anden grad er kropsbyggende, men i den konkrete situation var det noget andet jeg mærkede klart og fik med mig derfra. For at blive ved med at stå der må man fokusere på at slappe af de rigtige steder og lade resten spænde sig selv. Efter et stykke tid bliver det nemmere end lige i starten når man har masser af energi, for kroppen finder efterhånden ud af at spare på ressourcerne, og så kan man kun blive stående ved at bruge de rigtige muskler i tilstrækkelig grad. For ikke at sætte ud midtvejs måtte jeg fjerne mit fokus fra musklerne og tænke på noget andet. Der er mange måder at gøre det på, og forskellige discipliner bruger forskellige tanketricks til at få kroppen til at gøre det rigtige i forskellige situationer (læg ikke bare din arm på den anden parts skulder men forestil dig at du rækker ud efter noget bag ham / lad sværdet flyve frem gennem luften og hold fast i det og følg efter / forestil dig at dit hoved hænger i en snor fra loftet). Som regel handler det om at give udøveren et fokuspunkt som modvirker ens egen forestilling om hvilke muskler man bør spænde eller kræfter man skal modarbejde. I andre tilfælde er det et spørgsmål om at forlænge udholdenhed ved at få kroppen til at slappe af (spare ressourcer), til ikke at blokere det naturlige flow (sikre at ressourcer fortsat kommer til) eller til at flytte belastning mellem områder (optimere forbruget gennem variation). De forskellige discipliner hænger sammen og overlapper, og en dygtig kæmper – eller atlet – kan drage fordel af dem alle. Slutproduktet skulle gerne være god brug af hele kroppen og de her tricks er altså en måde at lære noget af det på. Det kan ofte være nemmere at forklare noget ved en følelse og en retning, snarere end ved at gå i detaljer med hver enkelt muskel, hvilket måske til dels forklarer hvorfor nogle teknikker har utroligt poetiske beskrivelser, mens andre bare hedder “slå på tværs” eller lignende.
Som jeg stod der begyndte jeg at fokusere på mit åndedræt. Der er nogle som påstår at et roligt og dybt åndedræt virker beroligende for kroppen, men min sparsomme erfaring på området siger mig at det kun er delvist sandt. Hvis man er anspændt kan dybe og rolige åndedrag sagtens gøre det hele værre. Der er en del usagte ting som skal være i orden, og jeg kender ikke opskriften. Måske er det derfor at jeg nogle gange føler mig iltfattig når jeg fokuserer på mit åndedræt, jeg ved det ikke. Det der for det meste virker for mig er at sørge for at slappe af i mellemgulvet, men ikke fuldstændigt. Det er svært at forklare, men de fleste der har øvet sig lidt (og sangere især vil jeg tro) ved at det har forskellige resultater om man lader brystkassen, solar plexus eller mellemgulvet føre an når man tager kontrol over sin vejrtrækning. En lille spænding i mellemgulvet tillader mig at trække luft helt derned og presse det ud igen i det tempo jeg ønsker, men selv da kan jeg godt føle at det er frugtesløst eller forværrende i forhold til slet ikke at styre det. Hvad der som regel virker for mig er at tage en bevidst beslutning om at det hjælper. Lige så snart jeg begynder kontrollen beslutter jeg mig for at det allerede føles bedre. De gange hvor det lykkes er det næsten som om der frigives en lille smule føle-godt-stoffer i mit hoved. Det er som om vejrtrækningen i sig selv er det der tillader at jeg kan fremkalde den følelse, men omvendt at følelsen ikke ville kunne komme af vejtrækningen alene. Hvis altså det giver mening. Det er i hvert fald svært at sætte ord på hvad det er jeg har fat i der, men en eller anden effekt har det, uanset om man kalder det psyke, ki, ilt, dopamin eller essens.
Udover at bruge vejrtrækningen som beroligende middel fik jeg utvivlsomt også mere ilt til de hårdtarbejdende muskler (pudsigt og dumt som man kan komme til at holde vejret når man prøver at gøre noget fysisk anstrengende) og det købte noget mere tid. Da jeg havde styr på vejrtrækningen kom jeg igen til at bemærke hvor meget mine lår var begyndt at sitre, og jeg havde endnu ikke hørt bippet fra den røde æske der annoncerede at det andet minut var gået. Jeg havde før haft held til at udholde de sidste sekunder ved at oparbejde lidt aggression, men den slags holder typisk kun effektivt i fem eller ti sekunder før den på det kraftigste ebber ud og får en til at føle sig endnu mere drænet, så der skulle andre midler til.
Jeg besluttede mig for at smile og fejre det kommende minuts smertende udfordring.
Der var da i hvert fald ingen grund til at give op nu, og det var jo lige så kammeratligt. Jeg følte mig meget taknemmelig og priviligeret over at blive stillet overfor sådan et pres. Det måtte jo betyde at jeg forventedes at kunne klare det, også selv om der var vaklende elementer i gruppen. Ja jeg kan faktisk ikke huske hvilke tanker jeg brugte, men tanken om at det var muligt at rejse sig op var ikke til stede overhovedet. Stillet overfor den situation var det jo tosset ikke at få det bedste ud af den visdom der fik en anerkendt mester til at tvinge os ud i det her. – Desuden slapper man af når man smiler, så jeg smilte bredt og med både mund og øjne. Jeg blev helt glad og for en stund passede min hoppende lårmuskler deres eget imens den brændende smerte blev til en intens varme og den sammenbidte stædighed blev til indre ro (og mit intellekt satte pris på ironien). Da øvelsen sluttede havde jeg det rigtigt godt med mig selv. Nåja, og mine lår var ømme mandag til fredag, måske på grund af de øvelser der, måske også fordi Xing Yi-folkene blev sat til at lave Dragon Step med det samme bagefter (se eventuelt videosektionen for en uerfaren demonstration af den øvelse).
Dagens program varede fem timer inklusiv pauser, og den tid blev brugt på cirka den samme mængde øvelser som en enkelt times træning, bare mere af hver. Det betød for eksempel at jeg brugte et kvarter eller mere på at stå i grundpositionen Santi og kigge på min egen fremstrakte arm imens jeg udforskede og rettede min stilling efter bedste evne. Opvarmningen var længere end sædvanligt og med vægte i hånden. Det var noget der satte sig i skuldrene og det var allerede her en udfordring at slappe ordentligt af og trække vejret korrekt.
Vi brugte lidt tid på Pi Quan (metal) og Pao Quan (ild), samt Linking Chain med modstander. En slags kata. Efter at have været lidt omkring i de forskellige øvelser blev jeg vist en bid mere af Svaleformen som jeg havde påbegyndt to dage forinden. Helt specifikt blev jeg vist et hop og fik besked på at øve det. Efter tyve minutters hoppen frem og tilbage (hop, hop, vend om, hop, hop, vend om – og da pladsen svandt – hop, vend om, hop, vend om, hop, vend om) var jeg godt træt i benene. Det var selvfølgelig heller ikke noget gadedrengehop jeg lavede, nænej, og da jeg selv synes jeg var blevet ret ferm kom han selvfølgelig og rettede en helt masse. Efter noget tid fik jeg resten af formen vist og vi trak Xing Yi-træningen ind i et andet rum, hvor de to andre øvede sværd og stav imens jeg svalede frem og tilbage i godt en time. Der blev holdt mange pauser den sidste time, og pludselig var der en masse teori der blev meget interessant at diskutere, ligesom det også var belejligt at hjælpe mig lidt med at rette min teknik til, i stedet for at øve sin egen. Jeg var nok ikke den eneste der var træt.
Det var en god oplevelse, men jeg er ikke sikker på om jeg ville gøre det igen eller ej. Det kostede mere per time end jeg giver for den almindelige undervisning, hvor der er færre folk til at deles om trænerens opmærksomhed, men til gengæld var det træning udover hvad jeg ellers kan få adgang til, med et andet fokus end man kan få på kun en time. Jeg tror fire timer med eventuelt 30-60 minutters snak efterfølgende ville have været mere givtigt, men der er ingen tvivl om at jeg lærte meget den søndag.