Videoopdatering og en første dyreform

Udover fem-timers seminaret for et par søndage siden har jeg over de sidste tre uger haft seks timers privatundervisning i Xing Yi, ved siden af de to ugentlige gruppeundervisningstimer. For at sikre mig at mest muligt sidder fast (og til dels at retfærdiggøre privatundervisning til 400 kroner i timen) har jeg trænet en del mere på egen hånd også, og jeg har lært rigtigt meget på kort tid.

Fra jeg lærer noget nyt med øjnene og hovedet skal der træning til før kroppen nogenlunde kan det. Derefter er der en masse småting som man kan rette til og samtidig tager det tid før bevægelserne bliver naturlige eller hjemmevante. Selv når alt det er på plads skal der træning med andre mennesker til før jeg kan bruge det effektivt, og masser af træning og erfaring for at kunne improvisere når det går stærkt.

Selv om jeg har trænet en smule let sparring de sidste uger er der meget lang vej til jeg kan bruge mine teknikker ordentligt, og det vil i særdeleshed tage lang tid før jeg har absorberet de nyligst lærte.

Udover diverse øvelser til fleksibilitet og styrke og diverse makkerøvelser, har jeg lært de fem elementer og så småt spejlsiden af de fem elementer. Pointen med at spejle ting er groft sagt at gøre hændernes stilling uafhængig af benenes. Benene er motor for hele kroppen, men man skal gerne kunne bruge sine teknikker uagtet at man ikke lige står som man ønsker eller har sin primærhånd til rådighed. Jeg har også trænet et par af elementerne med albueangreb i stedet for hænder. Formålet med den øvelse skulle være indlysende for de fleste.

I mandags optog jeg lidt af hvert. Jeg har uploadet de fem elementer og Five Element Linking Chain, en øvelse der binder teknikker sammen, samt min første dyreform, Swallow Form (se dem på videosiden, 24 uger). Jeg har i mellemtiden også lært Falcon Form og prøver nu at gøre dem begge til noget af mit eget.

Når man ser sådan en dyreform er det meget nærliggende at tænke “man kan da ikke bare gøre sådan der midt i en slåskamp – man ville aldrig slippe afsted med sådan en omgang”, og det er der ikke noget at sige til, for det ligner en slagserie fra Tekken eller et lignende spil. Dyreformerne er ligesom de fleste kata bygget op over et antal mulige situationer og sammentrukket til en enkelt slags dans som repræsenterer dem. Det er ikke tanken at man lige kan fyre sådan en af i en presset situation, men derimod meningen at man gennem træning lærer kroppen de forskellige bevægelser og samtidig dermed også fremavler en fornemmelse for hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Alt dette skal selvfølgelig parres med en eller anden form for sparring hvor man kan prøve tingene af, ellers er det ikke sandsynligt at man formår at bruge det i en rigtig kampsituation.

I vores tidsalder kommer der flere og flere bøger og videoer om kampkunst, men selv da er det et felt der kan være svært at finde rundt i. Gennem tiden har kata eller formtræning sandsynligvis ikke blot været en undervisningsmetode, men også en måde hvorpå man videregav og fastholdt lærdommen. På den måde har grundstenen i de gamle stilarter været en slags historie der har kunnet vandre fra generation til generation. Med grundig træning og sans for detaljer – samt en forståelse for hvad de forskellige bevægelser gør godt for og hvordan de skal udføres – kan man på den måde videregive systemerne relativt præcist. Det siger sig selv at der sker små ændringer fra generation til generation, enten fordi man finder en forbedring et sted eller noget glemmes eller bare fordi en mester simpelthen har et andet fokus end den foregående. Den slags ændringer er for det meste en sund udvikling, for så vidt at man er bevidst om i hvert fald tre pointer. For det første er menneskekroppen den samme gennem tiden, så det meste kamperfaring indenfor et paradigme skulle gerne fastholde sig selv nogenlunde, uden at der pludseligt opstår vilde ideer om manøvrer der ikke lader sig gøre i praksis. Det andet man skal holde sig for øje er at udøverne af et system rent faktisk anvender det og gør sig erfaringer baseret på det. Hvis man bare videregiver bevægelser uden at de implicerede parter ved hvorfor de gør det, så ender man med en død kampkunst. Givetvis en fin dans og et smukt stykke historie, men uden anvendelse bliver det værdiløst. I forlængelse deraf ligger den tredje pointe, nemlig at bevidstløs fastholdelse af et system for at holde det rent er en god kunsthistorisk disciplin, men sjældent i sig selv fordrende for at gøre folk til dygtige kæmpere. Det er naturligvis fornuftigt og værdifuldt at holde sig til den slagne vej, og man skal ikke underkende århundreders erfaring. Omvendt er den lange erfaring netop opstået ved at dreje og skubbe lidt hist og pist, efterhånden som hver mester i rækken lærte mere. Det er vigtig at gå til rødderne og fastholde den stilart man har valgt, men man skal ikke være bange for at det hele falder fra hinanden når andre vinkler hænderne lidt anderledes eller står bredere end man selv har lært.

I Xing Yis dyreformer ligger der også en undertone af temperament eller stil. Svalen er flyvsk, let og behændig, mens falken er hurtig, hård og direkte. Nogle mener at man antager dyrets temperament i udøvelsen af formen (og at man kan udøve en dyreform med et andet dyrs temperament), andre mener at dyrets navn er beskrivende for typen af teknikker eller det billede man skaber ved at udføre formen, og andre igen mener at det bare er fine navne. Jeg ved ikke endnu hvad jeg synes. Den mening må jeg danne mig med tiden. Jeg tror nu nok der kan være noget at hente i at tænke over sin indstilling imens man gør de her bevægelser. Billeder og fornemmelser er nogle gange en genvej til at få kroppen til at forstå materialet.

Post a Comment