Systema henne om hjørnet, nede i kælderen
October 24th, 2008 at 06:02:45 (Kampkunst, Londonliv, Systema)
“Oh, look at that” sagde den lille asiatiske pige med samme glæde i stemmen hver gang hun fik mig en ny umulig lås, typisk med en arm på min hals og ofte en fri til slå med. I fredags kom jeg endelig til Systema igen.
12-15 mennesker i et kælderlokale på Imperial College. Hvis man leder efter The Holland Club i en kælder så kan man godt finde den, men det anbefales at have kigget et kort (eller i mit tilfælde at medbringe en GPS). Man opdager så at klubben er en bar for studerende og at ingen tilsyneladende ved noget om at der skulle være træning der. Sådan gik forrige fredag med at jeg ikke kom til træning. Jeg ved nu at man skal gennem The Holland Club, til venstre nede ved endevæggen, ad en gang forbi toiletterne, gennem dobbeltdørene med grønne nødudgangsskilte, ned ad trappen til en dybere kælderetage, forbi snookerrummet, og der finder man så et lokale med folk der træner Systema.
Der er en lidt doven stemning i lokalet. Et par stykker står og strækker lidt, men de fleste ligger på gulvet og flader ud. Den dovne stemning har jeg lagt mærke til er udbredt hos Systemafolkene. Jeg tror ikke de er dvaske som sådan, men det er som om en del af kampfilosofien smitter af, og trænet afslapning kan snildt forveksles med slap dvaskhed for den uindviede observatør. Og hvem ved hvad sandheden er? Jeg gør endnu ikke.
Træneren er Sam Benson, en afslappet og tillidsvækkende fyr med en selvsikker udstråling. Fuldstændig som til min første træning viser det sig at være en klar fordel at jeg føler mig tryg ved ham, da vi også denne gang starter med at bryde kropslige grænser. Først er der dog opvarmning.
Vi starter med at jogge rundt i lokalet, og for hver gang vi tager et skridt, trækker vi skiftevis vejret ind gennem næsen eller puster ud gennem munden. Systema handler meget om vejrtrækning og om at bevæge sig hele tiden. Vi skifter et trin op, så vi trækker luft ind over to skridt og puster ud over to skridt, og sådan trinvis frem til vi er oppe på at løbe otte skridt hver vej, og albuerne i skulderhøjde til hver sin side og hænderne i vejret. Så igen trinvist ned, og da vi er nede på et går vi kun, og har hænderne nede igen. Mens vi går rundt sænker vi kroppen – stadig med ret ryg, så vi bøjer knæene – først et par centimeter, så et par stykker mere, og til sidst er vi nede så vi næsten sidder på fødderne, og hvert “skridt” fremad får kroppen til at rokke. Så ned på gulvet og kravle frem som salamandre på hænder og fødder, med kroppen i samme højde hele tiden. Og til sidst op igen.
Efter opvarmningen finder alle en makker og går til første øvelse. Den ene part ligger på ryggen og slapper af, mens makkeren sparker til den liggende person. Øvelsen for den liggende er at slappe af og give en smule efter for sparkene, og øvelsen for den stående person er at nedbryde den barriere der gør det svært at sparke folk (der ligger ned). Jeg har ikke så meget kontrol over hvor hårdt jeg sparker, så Sam kommer lige over og demonstrerer et par solide hug på min makker, så jeg ved hvordan niveauet skal være. Makkeren siger også et par gange at jeg godt kan give den et nøk opad, så det gør jeg efter bedste evne. Så har man prøvet det med. Nåja, og efter et stykke tid ruller man om på maven og får en tur der også.
Efter at have sparket en del tid i siden, på benene, lidt til armene, og trådt lidt på maven og brystet og igen benene bliver det min tur til at ligge på gulvet. Fyren er meget flink, både til ikke at være for god mod mig bare fordi jeg er ny, men også til at spørge engang imellem om alt er i orden. Det er det. Der er selvfølgelig nogle hug som jeg godt kunne have undværet, og det bliver især ubehageligt når jeg ligger på maven og ikke kan se dem komme, men øvelsen virker og det er meget rart at mærke at jeg er skrøbelig men ikke kontaktsky.
Det er lidt en omvendt tillidsøvelse. I stedet for den hvor man lader sig falde og bliver grebet af en anden, så lægger man sig ned og lader sig sparke på af et menneske man kun lige har hilst på minuttet forinden. Men det virker, og det harmonerer meget godt med min følelse af at der ikke er nogen i lokalet der føler sig specielle eller bedre end andre. Vi skal allesammen derfra med skoaftryk på tøjet.
Efter den indledende øvelse tager vi ti armbøjninger på knoerne, i eget tempo men helst langsomt, for at få kroppen under kontrol igen. Det slår mig at det volder mig mere smerte at tage armbøjninger på knoerne end den øvelse jeg lige har været igennem gjorde.
Herfra ændrer øvelserne sig gradvist efter samme tema, og vi skifter makker hver gang. Til næste øvelse træder man et sted på sin liggende makker, som så skal prøve at finde en god retning at bevæge sig ud af det tryk. Man prøver her at bruge hele kroppen til det, så man ikke bare for eksempel hiver sin arm til sig, men flytter hele kroppen på gulvet, så den trækker armen fri, og i en retning som er væk fra trykket og ikke bare ind gennem angriberen. Eftersom jeg ikke er så erfaren viser det sig hurtigt også at blive en øvelse i at holde hovedet koldt. Det kan være svært at mærke efter hvilken retning man nemmest kommer væk fra en fyr der står på ens håndled, når det samtidig gør ondt.
Nu skal der igen sparkes, men denne gang hårdere, og den liggende makker må så til gengæld rulle væk for at undvige. Man telegraferer sit spark eller tramp så den anden part kan se det komme, men man sørger til gengæld også for at ramme hvis ikke makkeren flytter sig. Det er ofte svært at undgå at blive ramt – ikke mindst fordi der er begrænset gulvplads – men man lærer at sætte pris på at selv en lille bevægelse i samme retning som sparket gør en stor forskel.
Hele vejen igennem øvelserne er man begrænset af at der er folk rundt om som også tumler, og for Systema er det bare en belejlig del af træningen. Her undervises der ikke kun i en-mod-en, og man må forholde sig til at der er kaos på kamppladsen. Det er underforstået at de stående parter sørger for at der ikke sker nogen uheld, men der er til gengæld flere af dem på gulvet som i de senere øvelser nu og da bruger hinanden til at hive i for at skifte retning.
Næste trin er at sidde op, og igen rulle eller på anden måde undvige de indkommende spark. Herefter samme øvelse, men nu med så lidt bevægelse som muligt. På det her tidspunkt bliver jeg hurtigt træt, og jeg kan tydeligt mærke hvordan jeg spænder. Det hjælper at tænke på min vejrtrækning. Jeg bemærker en tendens til at holde vejret og spænde i mellemgulvet, og det gør kroppen stiv og besværlig. Hvis jeg husker at få luft ind og ud når jeg bevæger mig slapper jeg også mere af, og bliver ikke så hurtigt træt og spændt. Den ændring giver mig lidt flere kræfter, men det er med stor glæde at jeg rejser mig op og giver mig til at sparke den anden fyr rundt i nogle minutter.
Nu går vi videre til afværgende bevægelser. Det er frit hvordan man gør, men grundideen er at lave bevægelser der i nogen grad harmonerer med det indkommende angreb, og gerne på en måde så man kommer i kontakt med den angribende part. Det anbefales at vi kun bruger kropsdele der kan tåle hvis vi fejlbedømmer (der kunne nemt forstuves en finger).
Når man så fra siddende position har øvet sig i at afværge på en måde der skaber kontakt til angriberen er det nærliggende at øve sig i at trække kampen ned på gulvet. Igen sparkes der, man afværger typisk med arme eller ben, og prøver så at udnytte situationen til at bringe makkeren ud af balance, og gerne på en måde så man fortsat har kontakt efter landing. Det nytter ikke noget at tage den anden ned, hvis man så får en fod i hovedet straks bagefter.
Nu kommer forsvareren op på knæ og øvelsen er igen et angreb som skal afværges, og derefter forsøger man at tage angriberen ned og prøve at låse vedkommende. Der er ingen instruktion yderligere, så der improviseres en masse, og min makker viser mig et par tricks da han opdager at jeg har meget lidt styr på ham. I det hele taget er alle flinke til at tilpasse niveauet men samtidig presse. Det er en sand fornøjelse.
I den sidste øvelse står begge parter op, og man skiftes nu til at lave et udfald, som den anden part så afværger og prøver at følge op med at få angriberen til gulvet. Min makker er en lille asiatisk pige, hvis angreb jeg snildt kommer omkring, men som næsten hver gang får krammet på mig så snart vi er på gulvet. Jeg er utroligt stædig, men det er desværre ikke nok til at komme fri, og eftertænksomhed vinder sjældent over erfaring i den situation. De gange jeg får overtaget er hun dog hurtig til at klappe ud af kampen, eftersom erfaring ikke altid er nok til at redde situationen når der er en markant forskel i størrelse og styrke. Det er da også med nogen fornøjelse at jeg et par gange slår ud efter hende (her prøver jeg nogle basale slag fra Xing Yi), hvorefter hun afværger og slider rundt et stykke tid uden at rokke mig, og giver op med et næsten skuffet “you’re quite stable”.
Efter øvelserne løber vi lidt rundt igen og til sidst lægger vi os på ryggen og Sam dæmper lyset og taler os igennem en afslapnings- og åndedrætsøvelse. En af den slags hvor man ligger lidt fladere bagefter end man gjorde forinden. Da vi rejser os ser jeg et dusin svedige menneskeaftryk i en fin cirkel på gulvet. Jeg er ikke den eneste der har fået gang i kroppen.
Undervejs i øvelserne fik jeg rig lejlighed til at betragte instruktøren, Sam, og det var en fornøjelse. Han har en pudsig opførsel og minder mig på mange måder om en stor menneskeabe, dels fordi han virker afslappet og stærk, men også fordi han har lidt af den kvalitet i sine bevægelser som dyr har, når de ser ud som om hele kroppen samarbejder om alt hvad den foretager sig. Når han sidder på gulvet for at demonstrere er han rolig og passiv, helt afslappet også i ansigtet. Når så der kommer en angriber imod ham vender han hovedet i den retning og kigger nærmest nysgerrigt – hans øjenbryn hæver sig lidt – som om han først lige opdager faren, men mest af alt er afventende og spændt på hvad der skal ske. Så krøller han behændigt og afslappet sin modstander, med flydende og stærke bevægelser, og til sidst lyser hans ansigt op i et veltilfredst smil, måske fordi det gik fint, eller måske bare fordi han hygger sig, men absolut ikke fordi han vil vise sig. Meget sympatisk.
Jeg fik også et par huskekager med derfra. Under en af øvelserne fik jeg en løbsk næve i brystkassen og det gav et højt knæk. Det var dog efter nærmere inspektion nok fra hans fingre, men jeg har et ømt ribben som jeg sikkert får glæde af i en del uger endnu. Det er værst om morgenen, og det gør egentligt ikke særligt ondt, det er der bare som et lille stik nu og da. Den første uge var værst. Nåja, og så lagde jeg også mærke til det da jeg ramlede sammen med en anden fyr til Kendo i tirsdags, men brystpladen tog heldigvis sin del.
Den anden ting jeg fik med mig derfra var en masse øm hud i bunden af lænden. Der hvor jeg havde rullet ned på ryggen og op at sidde og til alle mulige retninger i de mange øvelser hvor vi sad på gulvet. Den ømme hud har rent faktisk kastet et par sårskorper af sig. Der har jeg ligegodt aldrig haft hudafskrabninger før.
I aften skal jeg afsted igen. Jeg må lige huske at beskytte mit ømme ribben.