At Kende Vejen

For nogle måneder siden købte jeg et par bøger mere om kampkunst. Det var min hensigt at skrive lidt om dem, eventuelt en anmeldelse af den ene. Det er det ikke blevet til, og nu har jeg i mellemtiden købt endnu en bog, som jeg godt kan se vil tage mig noget tid at komme igennem.

De tre bøger er

Kenji Tokitsu:
Ki and the Way of the Martial Arts
ISBN: 1-57062-998-6
Bogen på amazon.co.uk

Jess O’Brien:
Nei Jia Quan: Internal Martial Arts
ISBN: 1-58394-199-1
Bogen på amazon.co.uk

Bruce Kumar Frantzis:
The Power of Internal Martial Arts and Chi:
Combat and Energy Secrets of Ba Gua, Tai Chi and Hsing-i
ISBN: 1-58394-190-8
Bogen på amazon.co.uk

Den første bog er en hurtigt læst lille sag. Den vil muligvis være drilsk for begyndere, og en del af den handler om ki og energistrømme, som i sig selv kan være god eller dårlig snak afhængig af modtageren. Kapitlerne i bogen er korte men med masser af indhold. Der er en del at tænke over efterhånden som man kommer igennem den. Noget af snakken handler om at kultivere en fornemmelse for den kommunikation der foregår mellem kæmpende, og hvilken tilstand man selv er i. Her argumenterer forfatteren blandt andet ud fra erfaringer og observationer i Karate og Kendo. Noget af energisnakken er lidt spildt på mig – uanset om man så mener at der faktisk er en magisk kraft i kroppen eller om man opfatter det som et sprog omkring kraftfuld brug af åndedræt, muskler, motorik, vinkler, etc. Andet af energisnakken giver mening for mig, men muligvis ikke på den måde forfatteren havde til hensigt. Jeg vil gerne skrive en mindre anmeldelse eller diskussion af bogen. Indtil videre er det endnu en til bunken af uskrevne indlæg. Alt i alt er det en god bog, som jeg kan anbefale til at sætte nogle tanker i gang om ens indstilling til kamp og træning.

Bog nummer to er en fascinerende sag på godt 400 sider. Forfatteren har interviewet et antal mestre indenfor forskellige stilarter, og de bidrager hver især i interviewform eller med anekdoter eller detaljer de lægger vægt på i træning og undervisning. Der er så mange små og store guldkorn i den bog at det er tankevækkende og en fryd hver gang jeg læser i den. I lang tid åbnede jeg blot bogen et tilfældigt sted hver gang jeg samlede den op, men nu prøver jeg at arbejde mig igennem den fra ende til anden. Den giver en rigtig interessant vinkel på mange ting i kampkunstsammenhæng, ikke mindst fordi mestrene absolut ikke er enige. Den siger noget om forskellige stilarter, kulturer, generationer og særlige mennesker indenfor kampkunst verden over. Det, og så er jeg vild med afsnittet hvor den mavesure gamle kineser brokker sig over Bruce Lees uduelighed, og hvordan de lige måtte se hinanden an i sin tid inden Bruce Lee pænt bakkede ud af situationen.

Den tredje bog købte jeg i aftes. Jeg har haft den mellem hænderne en fire-fem gange tidligere og bladret lidt igennem den. Jeg var noget skeptisk over en bog der dels ser ud til at handle rigtig meget om chi, og hvor afsnittet om Xing Yi er så kort. Efter at have fået den anbefalet af Mike vendte jeg tilbage til bogen og tog et ordentligt kig. Mike er en af dem jeg træner med herovre, og han er lige så skeptisk overfor fusk og hokus-pokus som jeg er. Måske endda mere, eftersom han er tryllekunstner med fokus på close up og tankelæsning. Det skærper den skeptiske sans en smule at vide hvor nemme folk er at narre.
Efter en del tid i en blød lænestol i boghandelen i aftes, havde jeg læst mig varm nok på bogen til at købe den. Knap 400 sider, tætpakkede med information. Den skal også nok tage noget tid at absorbere.

Den første af de to bøger jeg nævnte i slutningen af maj mangler jeg stadig i min samling, så der er en gaveide hvis man kan finde den et sted hvor portoen ikke er latterligt høj.

Jeg skulle have sovet nu, men der var nogle tanker som blev med at presse sig på, og da jeg endelig havde søvnen inden for rækkevidde følte jeg at det ville være en skam ikke at skrive dem ned.

For at starte det her indlæg rigtigt må jeg hellere skynde mig at udvise lidt ydmyghed og sige at jeg godt ved jeg ikke er perfekt, og at jeg stadig har meget at lære, og at jeg til tider kan være doven og uopmærksom, måske en sjælden gang imellem endda respektløs.

MEN…

Jeg må have luft for nogle tanker jeg gjorde mig under og efter aftenens kendotræning.

Til at starte med trænede vi den helt grundlæggende skæreteknik fremadrettet, mod hovedet. Mange af dem. Formålet med sådan en øvelse er at arbejde på basale ting som fodarbejde, koordination, åndedræt, afstand, kropsholdning, etc.
Der kom i den forbindelse en del rettelser både til de nye og til de gamle (en håndfuld af dem vel nok 3. dan eller mere). Det slog mig at ingen af rettelserne passede på mig, så måske var jeg ekstra god i aftes, eller måske faldt mine teknikmangler ikke ind under aftenens pulje af fællesnævnere. Pånær en, og så alligevel ikke. Vi fik at vide at vi skulle tilpasse vores fodarbejde således at højre fod først bevæger sig fremad når man er gået i gang med at føre sværdet fremad, og således at sværd og fod ankommer samtidigt. Ved samme lejlighed blev det påtalt at der var mange som var alt for slappe i deres teknik, idet de løftede samtidig med at de gik frem på højre fod, og skar når venstre fulgte efter. Det irriterede mig, og undrede mig også lidt, at det blev påtalt, for der hvor jeg kommer fra er de to ting hver sin skæreteknik. Den instruktør som vi havde fulgt (det var ikke ham der rettede os) gjorde det sådan, og jeg observerede hans valg af teknik og gjorde det samme. Efter rettelsen holdt jeg selvfølgelig bare min mund og brugte den anden teknik som anvist, men en nidkær del af mig bryder sig ikke om at blive rettet når jeg faktisk har styr på hvad jeg laver og i øvrigt bare gør som demonstreret.

Nå, men vi kom videre og skulle så have resten af udstyret på. Jeg har lært at det er god tone at få sin hjelm på i en fart, både så man kan komme i gang med træningen, men især også så man ikke lader sensei/instruktører vente. Jeg har endda lært at det kan være god tone for instruktørsiden at være lidt langsom, så alle har en chance for at nå at opføre sig pænt uden at skulle kaste udstyret på.

Da der her til aften blev kaldt men tsuke (tag hjelm på) var jeg færdig og stående omtrent 20-30 sekunder før den næste. Og det var instruktøren, så der stod vi. Resten kom roligt dryssende sådan hen ad vejen. Nåja, det er jeg vel egentligt vant til. Der gik jo sport i det mellem Jens og mig da vi i sin tid fik den besked, så vi kan godt binde sådan en hjelm ordentligt og temmeligt tjept, og uden løse eller sammenviklede snore, eller en løs klud i toppen. Faktisk føler jeg mig lidt slagen hvis jeg ikke er blandt de første oppe at stå, men sådan har vi jo hver især vores små neuroser at arbejde med. Skulle jeg nu ske at komme hjem til egen klub og opdage at jeg er den langsomste på hjemmebanen, så vil det da glæde mig trods alt. Desuden er det faktisk lidt sværere på grund af mit lange hår, så jeg har en god undskyldning parat, forstås.

Under makkerøvelserne slog det mig (endnu en gang) at der var utroligt mange med masser af erfaring, som var dårlige motodachi (modtagere). Når man øver teknikker på skift er det motodachis opgave at tilpasse afstanden, at yde et passende pres, at lukke øvelsen når et passende antal teknikker er udført, og flere ting af den slags. Og det var der bare ikke tre af dem der kunne. I samtlige de øvelser hvor motodachi ikke skulle lave en aktiv teknik kunne jeg stort set lige så godt have skåret efter en dukke, eller en tilfældig mand fra gaden pakket i noget kendogrej. Der var masser af kommunikation i ansigt og til tider med sprog, men for de flestes vedkommende manglede den kropslige simpelthen. Det synes jeg de skal øve sig i.
At stå motodachi er også en del af træningen. Man lærer om afstand, timing, pres, at læse den anden part, og man udvider sin forståelse for hvornår man er åben og hvordan man kan gøre sig selv til et sværere mål at ramme. Samtidig lærer man at observere andres teknik og andres behov. Det er altsammen vigtigt. Der er enkelte mennesker som er dårlige motodachi fordi de i bund og grund slår hjernen fra indtil de føler at det bliver deres tur igen, og ser den mellemliggende tid som noget der skal overstås. I det her tilfælde tror jeg dog mest det var et spørgsmål om at man ikke havde lært de her mennesker hvordan man gør. Det håber jeg da i hvert fald for ellers er det i den grad en skam.

Fra min egen vinkel som motodachi slog det mig også at der var meget få der brugte eller kunne finde ud af taiatari. Det er en fundamental del af kiri kaeshi og noget man kan lære inden man overhovedet får en hjelm på!
Det drejer sig i al sin simpelhed om at man efter et angreb lukker afstanden til sin modstander, og bruger sin egen fremadgående kraft til at bryde modstanderens holdning, ved at løbe ind i ham med sværd og handsker forrest i en stærk position. Kraften kommer fra fødderne og kan snildt vælte en uforberedt modstander (og til tider en forberedt en) hvis man gør det korrekt. Hvis man ikke gør det overhovedet, så mangler man en del af sin basale kendopakke. Derudover betyder det også i en øvelse som kiri kaeshi, at der hvor man skulle have drevet sin energi ind i den velforberedte modtager ligger der i stedet bare en død luft. Ingen dynamik, og modtageren står i øvrigt fint til at skære løs som han lyster. Ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt!

(Jeg kan høre Onkel Danny for mit indre øre sige “men ikke nok med det”, for der kommer lige en bid mere nu jeg er i gang.)

Da vi til sidst sad ned igen (i øvrigt efter nogle rettelser i opstillingen som var i direkte konflikt med hvad vi havde fået besked på ugen forinden, men fred nu være med det) blev vi mindet om at sørge for at lægge vores hjelm fint på række med de andres. Det havde jeg selvfølgelig allerede gjort, men når nu vi er ved det ville jeg godt have haft at vi fik besked på at have knæene på række også. Det er trods alt halvdelen af billedet.

Nå. Godt så. Og hvorfor så alt det flueknepperi med opstillinger og etikette og basal teknik?

Fordi det er vigtigt. Personligt er jeg meget imod formålsløse regler og stivstikkeri, så man må spørge mig hvad formålet så er i den her sammenhæng.

Fra mit perspektiv er der to hovedformål i etiketten. Den ene del er at Kendo kommer fra Japan, og japanerne er et folk som benytter etiketten til at holde styr på deres verden og deres situation. Det er en grundsten i deres sociale omgang. Dermed er det naturligt at finde det i Kendo. Fra japanernes perspektiv er det ene formål dermed at sikre sig at også denne aktivitet kan passes ind i deres sociale fundament. Fra mit eget perspektiv handler det mere om at få en lille smule indsigt i en anden kultur, og at møde verden fra en anden vinkel. Når det så er sagt er det også utroligt praktisk at man kan tage hvorsomhelst hen og begå sig nogenlunde uden at falde igennem.
Det andet formål med etiketten – og her er vi nok tættere på den faktiske kampkunst end på den bagvedliggende kultur – er fokus. At kæmpe kræver fokus. At tilegne sig nye teknikker kræver fokus. At modtage instruktion, at give det, at angribe, at modtage, alt hvad vi foretager os med udstyret på kræver fokus. Den mentale tilstand er let at fange når man er i ilden, men forsvinder lige så let når man ikke er. Mange af de sindsmæssige ting man træner under kamp har fællestræk med de sindsmæssige ting man træner når man udviser etikette. Det er blandt andet observans, holdning, åndskraft, overskud og respekt. Det at passe sit udstyr, at kunne finde sin plads, at gøre sit bedste overfor alle modstandere uanset niveau, at respektere fællesskabet, osv, kræver at man fokuserer på det man foretager sig, altså at man befinder sig i Kendo når man gør Kendo. Den tankegang kan man også drage fordel af uden for træningen. Ingen er perfekt og det må derfor være en stræben man søger at opretholde og gradvist forfine.

Sidst men absolut ikke mindst – ved siden af de kendomæssige formål – så er det ikke kun kvaliteten af ens teknik der falder tilbage til klub og træner. Det er også hvordan man opfører sig og hvad man bærer med sig til træningen. Når jeg gør mig umage i en fremmed klub, så føles det ikke kun godt for min egen fremtonings skyld. Jeg er også stolt ved at repræsentere folk derhjemme, og i særdeleshed de mennesker der har undervist mig og trænet med mig. Den respekt jeg viser ved at komme som gæst og tage min og andres stræben alvorligt reflekterer den holdning jeg selv er trænet med.

Når jeg så står i en fremmed klub med så mange medlemmer og ser adskillige mangler, så skal jeg øve mig i ikke at være en utilfreds og hellig stivstikker og i ikke at glemme at jeg også har fejl og mangler, både dem jeg ser og dem jeg ikke ser. – Men jeg tænker nu alligevel at vi er relativt velopdragne hjemme i Danmark.

For nu at afslutte med rosende ord vil jeg nævne at jeg følte mig godt modtaget, især anden gang jeg nu var der, at jeg lærte noget af nogle af de tilstedeværende, og at den ene kamp jeg fik var aldeles fornøjelig.

Jeg glæder mig til at komme igen.

Oh av og ak og ve og plage. Manglende hud på hænderne, en vabel på foden, en øm hæl og muskler der skriger af smerte øverst i ryggen. Og en øm plet lige over panden efter et par uheldige dask.

Jeg tog til kendotræning i Wakaba Kendo Club i dag og det var jeg næsten ved at fortryde. Ikke på grund af folkene eller træningen, men fordi jeg var ved at falde fra hinanden af træthed. Det var ren stædighed og en lille smule stolthed på hjemlandets vegne der gjorde at jeg hang i fra start til slut. Der faldt også en bemærkning bagefter om at tre timers træning var en del, men det er jeg jo vant til hjemmefra, og da den første del var kata og den sidste del ji-geiko (frikamp) syntes jeg jo ikke jeg kunne tillade mig at gå glip af nogen af enderne. Nåja, det var så en halv times kata, halvanden times tekniktræning og til sidst en times kamp. Vel at mærke uden at man stod i kø for at komme til. Pauser var når man bukkede ud hos en, gik en plads til højre, og bukkede ind hos den næste.

Jeg har lyst til frikamp, men jeg trænger mest til kata. Jeg tænker løsningen må være at jeg lærer at slappe mere af undervejs. Jeg har har ikke energi til at understøtte min kampånd så længe.

Det var en ny oplevelse at træne igen efter så lang tids pause. Jeg nikkede goddag til nogle gamle uvaner, men vil tro at jeg også har smidt nogle af mig. Det føles som om min holdning er blevet bedre, og det har været tiltrængt. Sådan må det gerne fortsætte. Jeg fik også nogle ord med på vejen om at udnytte min højde, holde afstand, og angribe folk så snart de prøver at komme tæt på. Det vidste jeg jo godt, men det var alligevel inspirerende at få det forklaret en gang til. Nogle gange er det vigtigt at andre minder en om at tænke på nogle af de ting man bør arbejde med.

Det var faktisk en dybt frustrerende træning på flere punkter. Starten var god. Jeg var positivt overrasket over hvor godt jeg kunne de første fem kata (jeg fik ikke lejlighed til at prøve flere). Tekniktræning var stort set lige ud ad landevejen, men på et tidspunkt omkring halvvejs i træningen var jeg så træt at jeg kan huske jeg overvejede hvorfor det lige var jeg gad det her, og om det måske bare skulle være min sidste træning lige foreløbig. Jeg havde sådan lidt en første-dag-på-sommerlejr-oplevelse men uden en masse kammerater at dele smerten og konkurrencen med. Jeg kendte ikke nogen, og de andre var jo ikke trætte endnu.

Den dårlige følelse gik heldigvis hurtigt over, og da vi kom til den sidste time var der ikke tid til at stå og overveje den slags. På det tidspunkt var min eneste overvejelse om jeg ikke lige skulle smutte ud og tage et hvil, og om jeg mon var ved at få en kæmpe blodvabel under min fod. Det lykkedes mig hele tiden at udsætte det med en kamp mere, og på den måde kom jeg igennem. De sidste fem kampe var meget rolige fra min side. Der blev ikke angrebet meget, men til gengæld effektivt. Det er i hvert fald min historie, og den holder jeg mig til!
Der var dog lige ham den ene som uanset hvad jeg gjorde bare fandt en måde at afværge angrebet og skære mig hen over maven hver gang. Jeg prøvede forsøgsvis at starte et angreb og derefter bare gå efter at forpurre hans, men selv det klarede han sig fint imod. Til sidst konkluderede jeg at for at slippe ud af den pine måtte jeg enten udvise utrolig dårlig teknik (som næppe ville føre til andet end at udsætte nederlaget) eller forbedre min timing.

Generelt følte jeg mig meget låst og klodset. Jeg kunne godt mærke en stigende trang til at lukke afstanden og begynde at rykke folk rundt. Det er bare så uhyggeligt svært når den anden makker har et våben og i øvrigt har aftalt med dig at du ikke begynder at gribe fat i hans arme for at kontrollere det. Dødbringende arrangement. Det mest konkrete råd jeg fik med derfra var at jeg skulle træne min men-teknik (angreb mod hovedet) mere, mere og så lidt igen. Jeg har længe haft en følelse af at jeg skulle øve mig på at skære folks håndled i stedet, for det har altid været en teknik jeg har været lidt uvenner med, men det gik faktisk fint i dag. Mine to fokuspunkter fremover må være at skære mere mod hovedet (i min egen afstand) og at få bedre fodteknik så jeg kan holde op med at smadre min højre hæl.

Det var lidt akavet i starten ikke at kende nogen, til dels fordi alle de andre tilsyneladende vidste hvad der skulle foregå, og der var lidt en walk-in kultur omkring det, så der var ikke nogen der sådan tog hånd om min deltagelse. Det var jeg nu også forberedt på, og hvis der er noget kære Yukio har banket på plads i sådan en sammenhæng så er det at observere hvad der foregår og handle derefter. Det gik i det store hele vist fint nok. Der var selvfølgelig et par små misforståelser og lidt tøven her og der, sjovest da fyren foran mig prøvede at lave alt muligt og jeg ikke gav ham de åbninger han forventede. Det gik nu fint.

Da træningen var ovre fik jeg udvekslet tak med en masse forskellige folk og de sprugte hvor længe jeg var i London og sagde at jeg endelig måtte komme igen. Det var rigtig rart. Jeg blev også anbefalet at kigge forbi Tora Kendo Dojo og Hizen Kendo Club. Jeg havde i forvejen aftalt at komme forbi Hizen om tirsdagen, men det kan tænkes at jeg aflægger Tora en visit på et tidspunkt også. I øvrigt blev jeg spurgt de første fem gange mindst om jeg kender Jakob Schmidt. Jeg har ikke mødt fyren (tror jeg), men han er en populær dansker i London og har blandt andet undervist i Wakaba, men er nu i et sted i Canada. Jeg søgte lidt på ham og fandt en anbefalelsesværdig tekst om fodarbejde på Hizens hjemmeside. Jeg snakkede også med nogle af de folk der besøgte Odense i februar, så nu er jeg ved at have kædet nogle mennesker, steder og begivenheder sammen.

Mine fødder er ømme, mine lægge er stive og min højre tommelfinger synes at jeg skulle have husket at lappe hullet i min handske med læder i stedet for den hud der nu mangler på fingeren. Lige nu har min krop overhovedet ikke lyst til at træne igen, men mit hoved synes der er nogle ting som skal øves og afprøves.

Jeg har haft besøg i den forgangne uge. Det er faktisk anden gang jeg har besøg, men jeg glemte at tage billeder af den søde Laura, da vi for tre uger siden gik rundt på må og få (og forbi St. Paul’s Cathedral et par gange) og spiste mint humbugs og snakkede om vores fælles ven Orlando B, som Laura næsten helt sikkert havde set på bussen – så hermed de første billeder af besøg i min hybel.
Terese ses her i en vinkelret form for afslapning, med en bog i hånden. Faktisk fik hun købt en hel del bøger mens hun var her, for som jeg før har nævnt er der glimrende muligheder for at agere bogpusher her hvor priserne er lave og udvalget stort, og hun var da også udstyret med en fyldig liste fra diverse venner. Efter en tur forbi den store Borders ved Angel station, adskillige butikker på Charing Cross Road, samt en lokal second hand fantasy/sci-fi boghandel, var hun godt læsset op. Der var desværre hverken Bujold eller Mage-bøger til Pelle, men ellers tror jeg resten af flokken fik en eller flere bestillinger opfyldt.

På Leicester Square fandt vi en plads i solen i en halv times tid, inden vi så Wanted i biografen. De er ikke blege for at tage 120 kroner for en biografbillet til en ganske uimponerende sal, men fred være med det. Filmen var selvfølgelig en let actionsag, som vi morede os godt over. Blodige slåskampe, bullet-time, skør teknologi og et mystisk bagland, kombineret med soundtrack af Danny Elfman og en god portion attitude, alt i alt en glimrende oplevelse. Angelina Jolie ser ud som om hun har tabt nogle kilo for meget, men til gengæld har hun lært at svinge en pistol så hun kan skyde rundt om forhindringer (“curve the bullet!”) – i sig selv et glimrende gimmick som fik mig til at grine flere gange, og det blev da også brugt flittigt i de knap to timer jagten på skæbnen stod på. Se den, men husk ikke at tage den alvorligt.

Efter en tur i Fortnum & Mason (“we are still at 181 Piccadilly, just as we have been for nearly 300 years.”) havde vi både vanillete til Maria, en lillebitte marengs med masser af smag i, og et par dåser te til Terese. Her vil jeg med det samme anbefale Royal Blend, og selv om jeg ikke normalt bruger mælk i min te gør det sig godt i den her. Den bringer gode minder frem om “Loyal Milk Tea”, som Pernille og jeg drak i rå mængder da vi var i Japan forrige sommer. Lav en kop af det her, tilsæt lidt mælk og en del sukker, så har du den! Afkøl efter behag.
Hos Fortnum’s har de flere etager med spændende ting, og man bemærker at der på etageoversigten ikke er angivet toiletter, men dog et “gentlemens’ cloakroom” og et “ladies’ powder room”. Vi så kun stueetagen, for det kan sagtens lade sig gøre at bruge en rum tid på bare at kigge på te og bagværk og på de andre kunder, som er en blanding der spænder fra helt almindelige middelbemidlede mennesker til velklædte japanere i højt tempo og fin hatteføring – så vi kiggede! Det er nok også sundest for pengepungen hvis man kigger mest og køber med måde. Deres Food Hall er stor, med rødt gulvtæppe, møbler og diske og gelændere i træ, blankt metal og glas, stilfuld betjening og masser af plads mellem hylderne. Og så midt i London. Man er nok klar over at det ikke er discount, men omvendt fik jeg nu heller ikke fornemmelsen af at priserne var helt urimelige.
I en af de store glasdiske havde de et udvalg af kandiseret extravaganza. Adskillige spørgsmål trænger sig på, såsom: hvor tit sælger de sådan en anretning? Hvad koster den? Smager det godt? Hvad har I egentligt gang i? Er det økologisk? Kan jeg få den pakket ind? Kan det der faktisk spises, eller har I bare lamineret noget frugt på dåse? Og så videre.
Det smager velsagtens temmeligt godt og koster garanteret kassen, men jeg ved det ikke, for jeg efterlod frugtanretningerne hvor jeg fandt dem.

Det meste af ugen har været regnfyldt, men bøger, snak og madlavning kan også fylde en masse tid ud, og i et anfald af ren nostalgi så vi et afsnit af Star Trek: The Next Generation den ene aften. Det er en del år siden jeg har gjort det, og som en glædelig overraskelse var det et afsnit med Data og Lore. Ikke dårligt!

Det blev også til en halv times fægtetræning med shinai. Noget besværliggjort af at vi begge gerne vil udføre teknikker som er aldeles farlige selv med bambus, og at den ene rustning jeg har ikke kan dække os begge, og slet ikke på de rigtige steder. Jeg bliver til stadighed bekræftet i at en hybrid mellem Kenjutsus traditionelle kata-træning og Kendos frikamp er vejen frem. Tereses teknikker er glimrende til at komme rundt om en rustning med, og der er masser af sværdbrug som jeg ikke har brugt meget praktisk tid på (f.eks. alle skæreteknikker nedefra og op). Til gengæld har hun ikke mange svar på rede hånd overfor en modstander der nægter at tilpasse sin afstand, hele tiden flytter sig og i øvrigt bruger alskens ukurante kneb som ikke passer ind i de kendte danse.

Onsdag eftermiddag var Kroll i London til et møde, men vi nåede desværre ikke at ses, da han skulle nå sit fly hjem igen. Måske når vi det en anden gang. Jeg havde ellers mit kamera med, i håbet om at få et billede med smil og øl-i-hånd, men det skulle ikke være. Skidt også med det, vejret var alligevel elendigt, og vi når nok den øl senere. Her kommer i stedet et andet billede, denne gang af vores køkken, med Terese i gang med madlavningen.

Hvis man kan tage øjnene af modellen i forgrunden for en stund, vil jeg godt henlede opmærksomheden på gaskomfuret i baggrunden. Det er en fornøjelse at lave mad på. Hvis bare resten af køkkenet stod mål. Ovnen er ikke i særligt god stand, men den kan da varme fint nok. Der er to knapper, en er til temperatur (og lys, men det virker ikke, ligesom i emhætten) og en til tid. Altså, på den måde at man drejer den om på et antal minutter, og når de så er gået slukker ovnen igen, uanset hvilken temperatur man i øvrigt har stillet den på. Jeg tror ikke der er blevet uddelt designpriser for den ide. Skærebræt og wok er halv størrelse af hvad jeg kunne ønske mig, og kniven på brættet er “den skarpe”, desværre kun lidt bedre end en træske, men dog anvendelig. Det er selvfølgelig alt sammen meget charmerende når man kun bor midlertidigt, så jeg klarer mig nok i kollegiestemningen. Og jeg fremhæver igen: gaskomfuret vinder!

Det har været rigtigt dejligt med besøg, men det var en noget tom fornemmelse at sige farvel tidligt torsdag morgen. En uge er lige tid nok til at lave en lille fælles feriehverdag ud af det, og pludselig er jeg igen alene i England, langt fra hjem og folk jeg holder af. Efter et par dage med blå stemning går det allerede bedre, men det er nu rart at vide at der er en verden som kender mig og venter mig hjemme i Danmark.