Oh smerte, dit navn er Kendo!

Oh av og ak og ve og plage. Manglende hud på hænderne, en vabel på foden, en øm hæl og muskler der skriger af smerte øverst i ryggen. Og en øm plet lige over panden efter et par uheldige dask.

Jeg tog til kendotræning i Wakaba Kendo Club i dag og det var jeg næsten ved at fortryde. Ikke på grund af folkene eller træningen, men fordi jeg var ved at falde fra hinanden af træthed. Det var ren stædighed og en lille smule stolthed på hjemlandets vegne der gjorde at jeg hang i fra start til slut. Der faldt også en bemærkning bagefter om at tre timers træning var en del, men det er jeg jo vant til hjemmefra, og da den første del var kata og den sidste del ji-geiko (frikamp) syntes jeg jo ikke jeg kunne tillade mig at gå glip af nogen af enderne. Nåja, det var så en halv times kata, halvanden times tekniktræning og til sidst en times kamp. Vel at mærke uden at man stod i kø for at komme til. Pauser var når man bukkede ud hos en, gik en plads til højre, og bukkede ind hos den næste.

Jeg har lyst til frikamp, men jeg trænger mest til kata. Jeg tænker løsningen må være at jeg lærer at slappe mere af undervejs. Jeg har har ikke energi til at understøtte min kampånd så længe.

Det var en ny oplevelse at træne igen efter så lang tids pause. Jeg nikkede goddag til nogle gamle uvaner, men vil tro at jeg også har smidt nogle af mig. Det føles som om min holdning er blevet bedre, og det har været tiltrængt. Sådan må det gerne fortsætte. Jeg fik også nogle ord med på vejen om at udnytte min højde, holde afstand, og angribe folk så snart de prøver at komme tæt på. Det vidste jeg jo godt, men det var alligevel inspirerende at få det forklaret en gang til. Nogle gange er det vigtigt at andre minder en om at tænke på nogle af de ting man bør arbejde med.

Det var faktisk en dybt frustrerende træning på flere punkter. Starten var god. Jeg var positivt overrasket over hvor godt jeg kunne de første fem kata (jeg fik ikke lejlighed til at prøve flere). Tekniktræning var stort set lige ud ad landevejen, men på et tidspunkt omkring halvvejs i træningen var jeg så træt at jeg kan huske jeg overvejede hvorfor det lige var jeg gad det her, og om det måske bare skulle være min sidste træning lige foreløbig. Jeg havde sådan lidt en første-dag-på-sommerlejr-oplevelse men uden en masse kammerater at dele smerten og konkurrencen med. Jeg kendte ikke nogen, og de andre var jo ikke trætte endnu.

Den dårlige følelse gik heldigvis hurtigt over, og da vi kom til den sidste time var der ikke tid til at stå og overveje den slags. På det tidspunkt var min eneste overvejelse om jeg ikke lige skulle smutte ud og tage et hvil, og om jeg mon var ved at få en kæmpe blodvabel under min fod. Det lykkedes mig hele tiden at udsætte det med en kamp mere, og på den måde kom jeg igennem. De sidste fem kampe var meget rolige fra min side. Der blev ikke angrebet meget, men til gengæld effektivt. Det er i hvert fald min historie, og den holder jeg mig til!
Der var dog lige ham den ene som uanset hvad jeg gjorde bare fandt en måde at afværge angrebet og skære mig hen over maven hver gang. Jeg prøvede forsøgsvis at starte et angreb og derefter bare gå efter at forpurre hans, men selv det klarede han sig fint imod. Til sidst konkluderede jeg at for at slippe ud af den pine måtte jeg enten udvise utrolig dårlig teknik (som næppe ville føre til andet end at udsætte nederlaget) eller forbedre min timing.

Generelt følte jeg mig meget låst og klodset. Jeg kunne godt mærke en stigende trang til at lukke afstanden og begynde at rykke folk rundt. Det er bare så uhyggeligt svært når den anden makker har et våben og i øvrigt har aftalt med dig at du ikke begynder at gribe fat i hans arme for at kontrollere det. Dødbringende arrangement. Det mest konkrete råd jeg fik med derfra var at jeg skulle træne min men-teknik (angreb mod hovedet) mere, mere og så lidt igen. Jeg har længe haft en følelse af at jeg skulle øve mig på at skære folks håndled i stedet, for det har altid været en teknik jeg har været lidt uvenner med, men det gik faktisk fint i dag. Mine to fokuspunkter fremover må være at skære mere mod hovedet (i min egen afstand) og at få bedre fodteknik så jeg kan holde op med at smadre min højre hæl.

Det var lidt akavet i starten ikke at kende nogen, til dels fordi alle de andre tilsyneladende vidste hvad der skulle foregå, og der var lidt en walk-in kultur omkring det, så der var ikke nogen der sådan tog hånd om min deltagelse. Det var jeg nu også forberedt på, og hvis der er noget kære Yukio har banket på plads i sådan en sammenhæng så er det at observere hvad der foregår og handle derefter. Det gik i det store hele vist fint nok. Der var selvfølgelig et par små misforståelser og lidt tøven her og der, sjovest da fyren foran mig prøvede at lave alt muligt og jeg ikke gav ham de åbninger han forventede. Det gik nu fint.

Da træningen var ovre fik jeg udvekslet tak med en masse forskellige folk og de sprugte hvor længe jeg var i London og sagde at jeg endelig måtte komme igen. Det var rigtig rart. Jeg blev også anbefalet at kigge forbi Tora Kendo Dojo og Hizen Kendo Club. Jeg havde i forvejen aftalt at komme forbi Hizen om tirsdagen, men det kan tænkes at jeg aflægger Tora en visit på et tidspunkt også. I øvrigt blev jeg spurgt de første fem gange mindst om jeg kender Jakob Schmidt. Jeg har ikke mødt fyren (tror jeg), men han er en populær dansker i London og har blandt andet undervist i Wakaba, men er nu i et sted i Canada. Jeg søgte lidt på ham og fandt en anbefalelsesværdig tekst om fodarbejde på Hizens hjemmeside. Jeg snakkede også med nogle af de folk der besøgte Odense i februar, så nu er jeg ved at have kædet nogle mennesker, steder og begivenheder sammen.

Mine fødder er ømme, mine lægge er stive og min højre tommelfinger synes at jeg skulle have husket at lappe hullet i min handske med læder i stedet for den hud der nu mangler på fingeren. Lige nu har min krop overhovedet ikke lyst til at træne igen, men mit hoved synes der er nogle ting som skal øves og afprøves.

Post a Comment