At Kende Vejen

Jeg har netop uploadet de første optagelser af min træning. De er under video i menuen til venstre.

Det er en uge siden jeg optog dem, men jeg skulle lige lære noget om deinterlacing, skærmformater (widescreen er ikke optaget i 16:9, det ved jeg nu), videokompression, DivxPlayer og javascript og hvordan man får det til at køre på WordPress, og endnu flere spændende ting, før jeg var tilfreds. Sådan går det gerne for mig, i hvert fald når computere er involveret.

Hensigten med at optage mig selv er dels at se mine egne teknikker udefra, da det kan gøre det meget tydeligt når der er noget at arbejde med, og dels at kunne se min udvikling efterhånden som tiden er gået.

Hensigten med at lægge dem online er at have dem samlet og tilgængelige, og derudover også at vise hvad det er jeg er taget herover for. En af optagelserne er Dragon Step, som Anders Wegge efterlyste en uddybende forklaring på (strækmarch? tjo…), og jeg skal med det samme advare om at det ikke er det hele der er lige interessant. Det tager omtrent tre minutter at gå ti skridt, så nogen actionfilm kan man dårligt kalde det.

Jeg kan i øvrigt tilføje at jeg allerede nu kan se ting i alle fire optagelser jeg gerne vil rette. Dejligt, men hårdt!

Jeg har aldrig været særligt begejstret for certificeringer, men den her er nu meget tilfredsstillende selv om den næppe indgår i et eneste jobopslag ude i verden. Jeg var til graduering i lørdags og gik derfra med et fint “certificate”, så jeg konkluderer at jeg er Xing Yi-certificeret på første niveau.

Det er Paul Whitrod hamsjælv som står for gradueringen, men han havde en fyr ved siden af som bistod – en sifu indenfor Chow Gar Tong Long (Southern Praying Mantis).

Første skulle jeg demonstrere de opvarmningsøvelser jeg har lært. Det gik glat. Dernæst var det Pi Quan, hvor jeg fik jeg bemærkning med på vejen om mit fodarbejde. Det var godt at få styr på den detalje, men det var lidt irriterende at det han rettede var noget jeg oprindeligt havde gjort helt korrekt, indtil en af de andre havde “rettet” mig. Nu er jeg ikke længere i tvivl. Den samme person har også en uvane i Pao Quans fodarbejde som jeg er styret udenom. Godt at vide.

Efter Pi Quan blev det lidt spændende. Jeg har tidligere undret mig over at min undervisning gik direkte fra Pi Quan (metal) til Pao Quan (ild), men ikke fundet anledning til at spørge yderligere til det. Det typiske næste skridt ville have været Beng Quan (træ). Min underviser – til hvis forsvar det skal siges at han træner mange mennesker hver uge, eftersom det er hans fuldtidsjob – kunne vist ikke helt huske hvad han havde lært mig og bad mig som det næste om at lave
– Beng Quan.
– Sorry?
– Beng Quan … wood.
– I haven’t learnt that one.
– Oh, ehm, Pao Quan then, fire.

Så lavede jeg Pao Quan og fik en rettelse til mit fodarbejde. Ingen overraskelse der – jeg kendte godt fejlen. Jeg troede vi var færdige efter det, men han stillede op ved siden af mig, sagde jeg skulle gøre som ham, og demonstrerede Beng Quan. Efter en tur frem og tilbage over gulvet sagde han fint, bliv ved med det, og satte sig igen. Mens de to sad og snakkede og kiggede nogle papirer igennem havde jeg fornøjelsen af at øve min nylærte teknik i nogle minutter. Det er klart at jeg ikke gjorde det særligt godt endnu, men det var bekræftende at opdage at jeg kunne kombinere enkeltdele af det jeg allerede havde lært (Pi Quan, Pao Quan og Dragon Step) på en måde som gjorde den nye teknik relativt let at samle op.

Efter et stykke tid blev jeg afbrudt og fik at vide at jeg havde bestået. Som afsluttende kommentar sagde han at jeg har gjort fremskridt. At det sværeste i Xing Yi er kropsholdning (stance), hvor hofter, brystkasse, arme og så videre skal holdes korrekt, men at han kan se at jeg har arbejdet med det og er blevet dygtigere. Det var en rar anerkendelse at få.

Som en glædelig bonus er mit navn stavet helt rigtigt. Det er en sjælden luksus, selv i Danmark, og en kunst svenskerne ikke formåede på hverken på mit første dan eller anden dan gradueringsbevis.

Under nyligt besøg i Danmark spurgte min familie mig hvad jeg får at spise herovre. I en sådan situation er det fristende at finde på absurde egnsretter, men sandt at sige kan det være meget svært på kort varsel at opdigte en passende kreation uden at den enten er langt kedeligere end faktiske, virkelige egnsretter, eller at nogen siger “det har jeg prøvet, det er lækkert, selv om man ikke skulle tro det”, så jeg bekendte at jeg skam spiser det samme som i Danmark.

I al sandhed spiser jeg ganske godt for tiden. Meget bedre end for et halvt år siden. Det skyldes nok til dels at jeg har tid til at lave fornuftig mad alle de dage jeg gider, men ikke mindst også at jeg ikke længere må nøjes med udvalget i een eneste sølle lille Fakta som på Trillegårdsvej. Nu har jeg i stedet en fin Sainsbury’s Local, en Tesco, adskillige grønthandler-kiosker, og hvis jeg gider har jeg Angel inden for rækkevidde, med en stor Sainsbury’s som både har alt hvad jeg skal bruge og åbent til klokken 23. Ikke nok med det, så har de et fint udvalg af økologiske varer.

Forleden spiste jeg spejlæg til sen morgenmad. Æggene smagte godt på dansk rugbrød (tak, mormor), men virkede lidt vrede over det der med at blive fortæret. Det starter med et face-off allerede inden jeg har fat i bestikket.

Efter et par mundfulde optrappes konflikten, og det udøde spejlæg truer mig med alskens forbandelser.

Jeg spiste det nu alligevel. Mums. Bare rolig, ingen laptops fik mad på sig under denne optagelse.

Efter træningen torsdag aften fik jeg en rib eye (svarer vist til entrecôte) krydret med salt og godt med peber, samt lidt timian og nok chili til at det var varmt uden at rykke i tårekanalerne. Dertil babykartofler kogt med skræl – for det kan jeg godt lide, og det er nemt – og efterfølgende vendt i smør i wokken, med en hel del oregano. Den alt for lille wok er min altmuligpande, da de andre stegeflader er bulne og ridsede. Mens jeg var i gang med blusset stegte jeg to halve tomater godt mættet i den samme krydderiblanding som kødet fik. Resultatet ses her.

Til sådan en ret er der sikkert en passende kraftig rødvin der matcher, men jeg tog det sikre valg med en køleskabskold Châteuneuf-du-Coca-Cola. Sådan noget chili vil gerne skylles ned med syre. Det siger min læge selv er godt for maven. Agtigt.

Ja, og denne fredag har jeg så fået kuller. I fryseren fandt jeg en fisk som jeg mente var min, så jeg lavede mig en eftermiddagsret med den. I mangel af fløde varmede jeg noget sødmælk (whole milk, 3.9% fedt) og lod kulleren iklæde sig peber og salvie og soppe behersket i det indtil en del af mælken var fordampet. Dertil et par æg i rørende samspil med lidt rød peberfrugt af den søde variant.

Og hvad koster det så? Jeg har ikke rigtigt sammenlignet med derhjemme, men det føles som om det koster det samme, måske endda lidt billigere. Det baserer jeg mest af alt på mængden af varer jeg får i favnen for omtrent 300 kroner, og ikke så meget på at jeg lægger mærke til de faktiske priser. Her er et par indkøb fra juli.

2 liter sødmælk
2 pakker oksekød i tern (400g/pakke)
2 pakker hakket oksekød (magert, 400g/pakke)
1.5kg røde kartofler
750g gulerødder
3 dåser hakkede tomater
6 æbler
En pakke te (80 breve)
1 agurk
1 pakke brune champignon
3 peberfrugter
5 mellemstore tomater på stilk
Alt sammen økologisk, bortset fra teen som dog var fairtrade, til en samlet pris af 280 kroner.

12 ruller toiletpapir
1 liter sødmælk
3 peberfrugter
750g små kartofler
1.5 kg røde kartofler
3 courgetter
6 æbler
2 breve oregano (2 x 7g)
6 store æg
2 pakker oksekød i tern (400g/pakke)
1 bøf (240g rib eye)
Alt sammen økologisk, bortset fra toiletpapiret som dog var 100% genbrugspapir, til en samlet pris af 275 kroner.

Nu er det ikke alt jeg køber der er økologisk, og jeg fortærer typisk heller ikke 1600g oksekød til 2250g kartofler, men når jeg er i den store Sainsbury’s ved Angel køber jeg gerne lidt kød til fryseren også. Dels er der ofte tilbud ved køb af flere pakker, og dels har de et godt udvalg. Jeg får f.eks. en del mere lam end jeg er vant til, og de har også en fin fiskedisk som jeg nu og da plukker fra.

Så vidt madrapporten herfra. Jeg spiser i perioder også en del wokmad med blandede grøntsager og kød i tern, med nudler og masser af soya og eventuelt teriyaki eller sukiyaki. Spises gerne med pinde og fra en skål eller dyb tallerken.

Forløsning!

Aftenens træning faldt på et tørt sted. Efter endt opvarmning trænede jeg Pao Quan med Phil. Han har baggrund i lidt af hvert og er altid god for en uddybende forklaring, og er derudover en meget behagelig person. Sådan en af de der gutter man tit graviterer imod for endnu en samtale om nuancerne i denne eller hin teknik, og som giver et nede-på-jorden svar uden dikkedarer, men gerne med lidt mere end man bad om. Han sikrede sig først at jeg havde styr på grundformen og jeg stillede ham undervejs et par spørgsmål og fik nogle gode svar på dem. Så gik vi videre til at træne anvendelse af teknikken med en makkerøvelse som vist lå ham lidt fjernt for i hukommelsen. Jeg forvirrede ham hjælpsomt ved at stille spørgsmål. Øvelser man har lavet masser af gange før kan pludseligt blive meget komplicerede når man bliver sat til at forklare dem til andre, og man kan blive i tvivl om hvordan det egentligt er man plejer at gøre. Nogle gange husker kroppen det bedre end hovedet. Under alle omstændigheder kom vi godt i gang, og jeg bemærkede hurtigt hvordan jeg følte det som om jeg bevægede mig en helt masse og han ikke så meget. Der er nok noget med balance og retning jeg kan lære der.

Efterfølgende trænede jeg lidt for mig selv. Jeg øvede min Pao Quan med de friske detaljer og jeg lavede også makkerøvelsen uden makker, for at huske den bedre.

Så blev det tid til at øve en af de teknikker vi bruger som opvarmning. Efterhånden som træningen er skredet frem har jeg fået forklaringen på hvordan flere af vores opvarmningsøvelser kan anvendes i kamp, men i dag var første gang jeg fik lejlighed til at træne en. Det er lidt svært at forklare, men i grove træk foregår det således at makkeren indleder med et slag. Svaret er så (valgfrit) at træde frem og til den side slaget kommer fra. Samtidig bruger man armen tættest på angriberen til at få kontakt med den arm han slår med. I samme bevægelse fører man sin egen arm under hans, rundt om hans brystkasse, og kan herfra forstyrre hans balance (og med sin frie hånd dele slag ud til ryggen eller benene hvis man vil, så længe man ikke bliver hængende for at se hvad der sker). Som en fodnote husker man at få sit hoved tæt og lavt ind til hans krop, ude af rækkevidde for en eventuelt kvitterende albue fra den arm man gik under.

Alt sammen meget simpelt når man ser det, og alt andet end simpelt når man ikke har prøvet det før. Endnu en gang mærker jeg hvordan der er et stort hul fra at have trænet våben mod våben til at træne krop mod krop. Jeg har en fin forståelse for vinkler og hele legen med sværdspidserne, men jeg har slet ikke den samme fintfølelse med nuancerne i armenes vinkler og bevægelser, eller de døde zoner i kroppens råderum. Meget spændende.

I den sidste del af træningen lavede vi noget der hedder “Dragon Step”. Det er en bestemt måde at bevæge sig på som træner balancen og musklerne i benene. Jeg formoder det også læner sig opad en kampanvendelig teknik. Det involverer en del tid hvor man befinder sig tæt på jorden med en benstilling som sætter musklerne under hårdt pres. Måden at skifte ben fra denne stilling er at rette sig op og løfte det bagerste ben fra jorden og op foran. Her holder man balancen i noget tid, indtil man igen finder vej til jorden og holder sig der lidt. Det med balancen ville være en del nemmere hvis ikke det var fordi ens muskler bliver godt brugte af den tid man sidder “stille” på jorden. Før den øvelse havde jeg det varmt, og var våd af sved på det meste af kroppen, men mens øvelsen stod på trillede sveden ned af mit ansigt som om jeg græd fra panden. Det er hårdt arbejde at gå på drageben.

I aften har været en meget givtig træning, og flere af os var enige om at vi først lige var blevet varme efter den første time, og nu var vi klar til en time mere. Bare ikke Dragon Step. Jeg er ikke den eneste der synes det er hårdt. Da Luke på vej derfra betroede mig at den øvelse kan få en voksen mand til at græde, var der energisk nikken og sigende blikke hele vejen rundt. Det lød lidt som det faktisk var sket til en tidligere træning.

Alt i alt har jeg nu tre detaljer ved min Pao Quan som jeg vil arbejde på, og dertil makkertræningen (dog uden makker). Ydermere har jeg nogle varianter af Pi Quan som jeg vil udforske lidt og ikke mindst dragetrinene som jeg forudser jeg vil lave en del af. Hvad angår anvendelsen af mine opvarmningsøvelser lader de sig dårligt træne uden makker, men jeg vil udforske benarbejdet lidt og ikke mindst træne dem oppe i hovedet (og det skal man ikke kimse ad, selv om det lyder fjollet).

Der er masser at øve sig på inden træning på mandag.