At Kende Vejen

Jeg har aldrig været særligt begejstret for certificeringer, men den her er nu meget tilfredsstillende selv om den næppe indgår i et eneste jobopslag ude i verden. Jeg var til graduering i lørdags og gik derfra med et fint “certificate”, så jeg konkluderer at jeg er Xing Yi-certificeret på første niveau.

Det er Paul Whitrod hamsjælv som står for gradueringen, men han havde en fyr ved siden af som bistod – en sifu indenfor Chow Gar Tong Long (Southern Praying Mantis).

Første skulle jeg demonstrere de opvarmningsøvelser jeg har lært. Det gik glat. Dernæst var det Pi Quan, hvor jeg fik jeg bemærkning med på vejen om mit fodarbejde. Det var godt at få styr på den detalje, men det var lidt irriterende at det han rettede var noget jeg oprindeligt havde gjort helt korrekt, indtil en af de andre havde “rettet” mig. Nu er jeg ikke længere i tvivl. Den samme person har også en uvane i Pao Quans fodarbejde som jeg er styret udenom. Godt at vide.

Efter Pi Quan blev det lidt spændende. Jeg har tidligere undret mig over at min undervisning gik direkte fra Pi Quan (metal) til Pao Quan (ild), men ikke fundet anledning til at spørge yderligere til det. Det typiske næste skridt ville have været Beng Quan (træ). Min underviser – til hvis forsvar det skal siges at han træner mange mennesker hver uge, eftersom det er hans fuldtidsjob – kunne vist ikke helt huske hvad han havde lært mig og bad mig som det næste om at lave
– Beng Quan.
– Sorry?
– Beng Quan … wood.
– I haven’t learnt that one.
– Oh, ehm, Pao Quan then, fire.

Så lavede jeg Pao Quan og fik en rettelse til mit fodarbejde. Ingen overraskelse der – jeg kendte godt fejlen. Jeg troede vi var færdige efter det, men han stillede op ved siden af mig, sagde jeg skulle gøre som ham, og demonstrerede Beng Quan. Efter en tur frem og tilbage over gulvet sagde han fint, bliv ved med det, og satte sig igen. Mens de to sad og snakkede og kiggede nogle papirer igennem havde jeg fornøjelsen af at øve min nylærte teknik i nogle minutter. Det er klart at jeg ikke gjorde det særligt godt endnu, men det var bekræftende at opdage at jeg kunne kombinere enkeltdele af det jeg allerede havde lært (Pi Quan, Pao Quan og Dragon Step) på en måde som gjorde den nye teknik relativt let at samle op.

Efter et stykke tid blev jeg afbrudt og fik at vide at jeg havde bestået. Som afsluttende kommentar sagde han at jeg har gjort fremskridt. At det sværeste i Xing Yi er kropsholdning (stance), hvor hofter, brystkasse, arme og så videre skal holdes korrekt, men at han kan se at jeg har arbejdet med det og er blevet dygtigere. Det var en rar anerkendelse at få.

Som en glædelig bonus er mit navn stavet helt rigtigt. Det er en sjælden luksus, selv i Danmark, og en kunst svenskerne ikke formåede på hverken på mit første dan eller anden dan gradueringsbevis.