Systema henne om hjørnet, nede i kælderen

“Oh, look at that” sagde den lille asiatiske pige med samme glæde i stemmen hver gang hun fik mig en ny umulig lås, typisk med en arm på min hals og ofte en fri til slå med. I fredags kom jeg endelig til Systema igen.

12-15 mennesker i et kælderlokale på Imperial College. Hvis man leder efter The Holland Club i en kælder så kan man godt finde den, men det anbefales at have kigget et kort (eller i mit tilfælde at medbringe en GPS). Man opdager så at klubben er en bar for studerende og at ingen tilsyneladende ved noget om at der skulle være træning der. Sådan gik forrige fredag med at jeg ikke kom til træning. Jeg ved nu at man skal gennem The Holland Club, til venstre nede ved endevæggen, ad en gang forbi toiletterne, gennem dobbeltdørene med grønne nødudgangsskilte, ned ad trappen til en dybere kælderetage, forbi snookerrummet, og der finder man så et lokale med folk der træner Systema.

Der er en lidt doven stemning i lokalet. Et par stykker står og strækker lidt, men de fleste ligger på gulvet og flader ud. Den dovne stemning har jeg lagt mærke til er udbredt hos Systemafolkene. Jeg tror ikke de er dvaske som sådan, men det er som om en del af kampfilosofien smitter af, og trænet afslapning kan snildt forveksles med slap dvaskhed for den uindviede observatør. Og hvem ved hvad sandheden er? Jeg gør endnu ikke.

Træneren er Sam Benson, en afslappet og tillidsvækkende fyr med en selvsikker udstråling. Fuldstændig som til min første træning viser det sig at være en klar fordel at jeg føler mig tryg ved ham, da vi også denne gang starter med at bryde kropslige grænser. Først er der dog opvarmning.

Vi starter med at jogge rundt i lokalet, og for hver gang vi tager et skridt, trækker vi skiftevis vejret ind gennem næsen eller puster ud gennem munden. Systema handler meget om vejrtrækning og om at bevæge sig hele tiden. Vi skifter et trin op, så vi trækker luft ind over to skridt og puster ud over to skridt, og sådan trinvis frem til vi er oppe på at løbe otte skridt hver vej, og albuerne i skulderhøjde til hver sin side og hænderne i vejret. Så igen trinvist ned, og da vi er nede på et går vi kun, og har hænderne nede igen. Mens vi går rundt sænker vi kroppen – stadig med ret ryg, så vi bøjer knæene – først et par centimeter, så et par stykker mere, og til sidst er vi nede så vi næsten sidder på fødderne, og hvert “skridt” fremad får kroppen til at rokke. Så ned på gulvet og kravle frem som salamandre på hænder og fødder, med kroppen i samme højde hele tiden. Og til sidst op igen.

Efter opvarmningen finder alle en makker og går til første øvelse. Den ene part ligger på ryggen og slapper af, mens makkeren sparker til den liggende person. Øvelsen for den liggende er at slappe af og give en smule efter for sparkene, og øvelsen for den stående person er at nedbryde den barriere der gør det svært at sparke folk (der ligger ned). Jeg har ikke så meget kontrol over hvor hårdt jeg sparker, så Sam kommer lige over og demonstrerer et par solide hug på min makker, så jeg ved hvordan niveauet skal være. Makkeren siger også et par gange at jeg godt kan give den et nøk opad, så det gør jeg efter bedste evne. Så har man prøvet det med. Nåja, og efter et stykke tid ruller man om på maven og får en tur der også.
Efter at have sparket en del tid i siden, på benene, lidt til armene, og trådt lidt på maven og brystet og igen benene bliver det min tur til at ligge på gulvet. Fyren er meget flink, både til ikke at være for god mod mig bare fordi jeg er ny, men også til at spørge engang imellem om alt er i orden. Det er det. Der er selvfølgelig nogle hug som jeg godt kunne have undværet, og det bliver især ubehageligt når jeg ligger på maven og ikke kan se dem komme, men øvelsen virker og det er meget rart at mærke at jeg er skrøbelig men ikke kontaktsky.

Det er lidt en omvendt tillidsøvelse. I stedet for den hvor man lader sig falde og bliver grebet af en anden, så lægger man sig ned og lader sig sparke på af et menneske man kun lige har hilst på minuttet forinden. Men det virker, og det harmonerer meget godt med min følelse af at der ikke er nogen i lokalet der føler sig specielle eller bedre end andre. Vi skal allesammen derfra med skoaftryk på tøjet.

Efter den indledende øvelse tager vi ti armbøjninger på knoerne, i eget tempo men helst langsomt, for at få kroppen under kontrol igen. Det slår mig at det volder mig mere smerte at tage armbøjninger på knoerne end den øvelse jeg lige har været igennem gjorde.

Herfra ændrer øvelserne sig gradvist efter samme tema, og vi skifter makker hver gang. Til næste øvelse træder man et sted på sin liggende makker, som så skal prøve at finde en god retning at bevæge sig ud af det tryk. Man prøver her at bruge hele kroppen til det, så man ikke bare for eksempel hiver sin arm til sig, men flytter hele kroppen på gulvet, så den trækker armen fri, og i en retning som er væk fra trykket og ikke bare ind gennem angriberen. Eftersom jeg ikke er så erfaren viser det sig hurtigt også at blive en øvelse i at holde hovedet koldt. Det kan være svært at mærke efter hvilken retning man nemmest kommer væk fra en fyr der står på ens håndled, når det samtidig gør ondt.

Nu skal der igen sparkes, men denne gang hårdere, og den liggende makker må så til gengæld rulle væk for at undvige. Man telegraferer sit spark eller tramp så den anden part kan se det komme, men man sørger til gengæld også for at ramme hvis ikke makkeren flytter sig. Det er ofte svært at undgå at blive ramt – ikke mindst fordi der er begrænset gulvplads – men man lærer at sætte pris på at selv en lille bevægelse i samme retning som sparket gør en stor forskel.

Hele vejen igennem øvelserne er man begrænset af at der er folk rundt om som også tumler, og for Systema er det bare en belejlig del af træningen. Her undervises der ikke kun i en-mod-en, og man må forholde sig til at der er kaos på kamppladsen. Det er underforstået at de stående parter sørger for at der ikke sker nogen uheld, men der er til gengæld flere af dem på gulvet som i de senere øvelser nu og da bruger hinanden til at hive i for at skifte retning.

Næste trin er at sidde op, og igen rulle eller på anden måde undvige de indkommende spark. Herefter samme øvelse, men nu med så lidt bevægelse som muligt. På det her tidspunkt bliver jeg hurtigt træt, og jeg kan tydeligt mærke hvordan jeg spænder. Det hjælper at tænke på min vejrtrækning. Jeg bemærker en tendens til at holde vejret og spænde i mellemgulvet, og det gør kroppen stiv og besværlig. Hvis jeg husker at få luft ind og ud når jeg bevæger mig slapper jeg også mere af, og bliver ikke så hurtigt træt og spændt. Den ændring giver mig lidt flere kræfter, men det er med stor glæde at jeg rejser mig op og giver mig til at sparke den anden fyr rundt i nogle minutter.

Nu går vi videre til afværgende bevægelser. Det er frit hvordan man gør, men grundideen er at lave bevægelser der i nogen grad harmonerer med det indkommende angreb, og gerne på en måde så man kommer i kontakt med den angribende part. Det anbefales at vi kun bruger kropsdele der kan tåle hvis vi fejlbedømmer (der kunne nemt forstuves en finger).

Når man så fra siddende position har øvet sig i at afværge på en måde der skaber kontakt til angriberen er det nærliggende at øve sig i at trække kampen ned på gulvet. Igen sparkes der, man afværger typisk med arme eller ben, og prøver så at udnytte situationen til at bringe makkeren ud af balance, og gerne på en måde så man fortsat har kontakt efter landing. Det nytter ikke noget at tage den anden ned, hvis man så får en fod i hovedet straks bagefter.

Nu kommer forsvareren op på knæ og øvelsen er igen et angreb som skal afværges, og derefter forsøger man at tage angriberen ned og prøve at låse vedkommende. Der er ingen instruktion yderligere, så der improviseres en masse, og min makker viser mig et par tricks da han opdager at jeg har meget lidt styr på ham. I det hele taget er alle flinke til at tilpasse niveauet men samtidig presse. Det er en sand fornøjelse.

I den sidste øvelse står begge parter op, og man skiftes nu til at lave et udfald, som den anden part så afværger og prøver at følge op med at få angriberen til gulvet. Min makker er en lille asiatisk pige, hvis angreb jeg snildt kommer omkring, men som næsten hver gang får krammet på mig så snart vi er på gulvet. Jeg er utroligt stædig, men det er desværre ikke nok til at komme fri, og eftertænksomhed vinder sjældent over erfaring i den situation. De gange jeg får overtaget er hun dog hurtig til at klappe ud af kampen, eftersom erfaring ikke altid er nok til at redde situationen når der er en markant forskel i størrelse og styrke. Det er da også med nogen fornøjelse at jeg et par gange slår ud efter hende (her prøver jeg nogle basale slag fra Xing Yi), hvorefter hun afværger og slider rundt et stykke tid uden at rokke mig, og giver op med et næsten skuffet “you’re quite stable”.

Efter øvelserne løber vi lidt rundt igen og til sidst lægger vi os på ryggen og Sam dæmper lyset og taler os igennem en afslapnings- og åndedrætsøvelse. En af den slags hvor man ligger lidt fladere bagefter end man gjorde forinden. Da vi rejser os ser jeg et dusin svedige menneskeaftryk i en fin cirkel på gulvet. Jeg er ikke den eneste der har fået gang i kroppen.

Undervejs i øvelserne fik jeg rig lejlighed til at betragte instruktøren, Sam, og det var en fornøjelse. Han har en pudsig opførsel og minder mig på mange måder om en stor menneskeabe, dels fordi han virker afslappet og stærk, men også fordi han har lidt af den kvalitet i sine bevægelser som dyr har, når de ser ud som om hele kroppen samarbejder om alt hvad den foretager sig. Når han sidder på gulvet for at demonstrere er han rolig og passiv, helt afslappet også i ansigtet. Når så der kommer en angriber imod ham vender han hovedet i den retning og kigger nærmest nysgerrigt – hans øjenbryn hæver sig lidt – som om han først lige opdager faren, men mest af alt er afventende og spændt på hvad der skal ske. Så krøller han behændigt og afslappet sin modstander, med flydende og stærke bevægelser, og til sidst lyser hans ansigt op i et veltilfredst smil, måske fordi det gik fint, eller måske bare fordi han hygger sig, men absolut ikke fordi han vil vise sig. Meget sympatisk.

Jeg fik også et par huskekager med derfra. Under en af øvelserne fik jeg en løbsk næve i brystkassen og det gav et højt knæk. Det var dog efter nærmere inspektion nok fra hans fingre, men jeg har et ømt ribben som jeg sikkert får glæde af i en del uger endnu. Det er værst om morgenen, og det gør egentligt ikke særligt ondt, det er der bare som et lille stik nu og da. Den første uge var værst. Nåja, og så lagde jeg også mærke til det da jeg ramlede sammen med en anden fyr til Kendo i tirsdags, men brystpladen tog heldigvis sin del.

Den anden ting jeg fik med mig derfra var en masse øm hud i bunden af lænden. Der hvor jeg havde rullet ned på ryggen og op at sidde og til alle mulige retninger i de mange øvelser hvor vi sad på gulvet. Den ømme hud har rent faktisk kastet et par sårskorper af sig. Der har jeg ligegodt aldrig haft hudafskrabninger før.

I aften skal jeg afsted igen. Jeg må lige huske at beskytte mit ømme ribben.

Om Systema, blå mærker og inspiration

“I første øvelse skal I slå jeres makker i solar plexus i to-tre minutter, og så bytter vi. Det er vigtigt at I ikke gør modstand.”

Når jeg før i tiden er kommet fra kendotræning med blå mærker eller blodige vabler har jeg altid været lidt stolt af mig selv inden i, sådan på en drenget måde. På den der Mel Gibson i Dødbringende Våben vil-du-se-mit-ar måde, hvor det også er lidt fedt. Ens indre drengerøv viser skaderne (som jo sjældent er særligt svære) frem for de andre rødder, og det gør lissom totalt herre-meget nas. Der er naturligvis ekstra point for at træne videre i flere timer selv om det gør ondt seks forskellige steder lige så snart man lader kroppen få ro i et halvt minut. Videre, videre, hold alting varmt, pulsen oppe og adrenalinen støt flydende. Sådan ja. Så er vi på sommerlejr igen.

Det er ikke ligesom de gange det har været alvorligt. Som da jeg mistede en storetånegl, eller dengang jeg blev stukket i halsen så jeg med det samme fik dundrende hovedpine i hele den ene side af hovedet. Når man fortæller om den slags hændelser gør det tit også lidt ondt på dem der hører om det, og der er ikke noget jovialt over det. Det er ikke den slags man samler på som gode minder, men når man leger vildt går det nu og da galt. Den slags tager man med som en del af pakken – uden nag og forhåbentligt uden fortrydelser – og når kroppen er helet er det da muligt at man på Nietzschesk vis er blevet lidt stærkere, hvem ved.

Men altså – de blå mærker og de ømme muskler – jeg tror en del af mine kendokammerater kender følelsen. Det gør jo godt når det gør ondt, fordi man mærker presset og man mærker at man kan rykke sine grænser en lille smule mere hver gang. Selv om det ultimative mål er at undgå at komme til skade, så gør det ikke noget at man kan mærke man har været der, også selv om det er småskrammer der ikke gør halvt så ondt som de ser farlige ud. I virkeligheden handler det ikke om at vise hvor hård man er (der er ikke meget respekt at hente i at stille frivilligt op til skrammer) men om den der følelse af at der er foregået noget som har sat sig i kroppen på en helt speciel måde.
En af de ting jeg husker fra træningsweekenderne i 2002-2003, hvor vi var 8-10 stykker til træning på et noget højere plan end man var vant til hjemmefra, var at det var nemmere at holde presset når vi var flere om det. Det gælder utvivlsomt i mange sammenhænge, hvad end det er fysisk eller psykisk man er presset. I den her sammenhæng var det som regel et spørgsmål om ikke at give op, ikke at bryde kæden, men at holde sin del af træningen. Der var både en personlig investering i at få det hele med, men også en følelse (for mig i hvert fald) af, at hvis een bukker under, så svækker det også de andre. Enkelte gange var det også rent ego (“hvis han kan blive ved, så skal jeg fandme også”) eller stædighed og arrigskab, men det skal der også være plads til noget af tiden.

Jeg nyder virkelig når jeg kan mærke at musklerne har været brugt – når jeg mærker præcis hvor de sidder og hvornår de kommer i brug – men det er en anden tilfredsstillelse end de blå mærker. Begge dele gode på hver deres måde, som om de små huskekager fra nervesystemet minder en om noget godt man har gjort for sig selv.

En del af aftenens træning (min første) i Systema handlede om at slappe af mens andre folk gjorde ubehagelige ting ved en. Leveret sådan uden yderligere forklaring er det ikke en træningsform der tiltaler mig, men i konteksten var det både meget givende og ganske trygt. Altså på den der måde man er tryg når en eller anden makker bruger begge arme til at holde en fast i et kvælertag og man minder sig selv om at det bare er en øvelse.

Når jeg så alligevel stiller op til slag er der selvfølgelig en god grund. Flere, faktisk. To af de absolut vigtigste faktorer for mig i forbindelse med kamptræning, er underviseren og de andre udøvere. Selv om vi kamptræner imod hinanden skal det gerne være en samarbejdende proces, og især ved øvelser hvor man lægger mere eller mindre moderat fysisk pres på hinanden må vi godt kunne smile bagefter. Så kan vi altid tage kanindræberkurset en anden gang. En god underviser forstår at forklare og demonstrere øvelserne så alle ved hvad det går ud på og gerne også hvorfor vi gør det. En rigtig god underviser vinder min tillid og hjælper mig ud, hvor jeg ikke kan bunde, på en måde så jeg prøver at svømme i stedet for at gå i panik eller give op. Når underviseren tilmed brænder for det han laver og nyder at give det videre er det inspirerende. Man kan sagtens komme til træning uden inspiration, men det er nu engang meget bedre når der er den slags til at løfte stemningen.

Aftenens underviser var særdeles god, meget opmærksom og involveret. Ham vil jeg gerne undervises af igen. Som indledning til første øvelse forklarede han formålet, hvordan vi skulle gøre og ikke gøre, hvad vi skulle forvente, samt at vi selvfølgelig bare sprang øvelser over vi ikke brød os om. Alt sammen ting som gør at jeg nemmere kan acceptere ideen om at blive slået i solar plexus gentagne gange. Åbenbart.

Ideen med den her øvelse er at gøre sindet bekendt med kroppens chokreaktion. Det er en øvelse for begge parter. Den der giver slagene skal hele tiden være opmærksom på modtagerens reaktion og tilstand, og den der modtager slagene skal forsøge at slappe af i sindet og undlade at spænde musklerne imod de indkommende slag. Den dybere mening er ikke at man skal være rigtigt god til at blive ramt, men derimod at man skal være rigtigt god til at give efter (næste øvelse er at flytte sig) og holde hovedet koldt når kroppen panikker. Den som udfører slagene forsøger det meste af tiden at holde modtageren lige omkring kanten af komfort-zonen (hvis man kan tale om en sådan). Nu og da lader han så et slag falde som går dybere ind og bliver rigtigt ubehageligt. Måske endda to, men ikke flere. Derefter er det straks tilbage indenfor grænsen. Her er det vigtigt at give makkeren tid til at sunde sig hvis man fornemmer at det er nødvendigt. Som underviseren også sagde er det meget ubehageligt for begge parter, og der opstår hurtigt et behov for at snakke, neutralisere situationen, gå en tur, kramme, hvad ved jeg. Men man prøver at lade være og i stedet acceptere rammerne og fokusere.
Og lad mig sige med det samme, det er pisseubehageligt. De fleste (drenge i hvert fald) har prøvet at få et hug lige der i maven hvor det virkelig kan mærkes. Men, det er nok de færreste der husker hvordan det føles, mest bare at det er et af de steder man ikke har lyst til at blive ramt igen. En eneste gang. Jeg ved ikke hvor mange slag jeg fik, om det var halvtreds, hundrede eller tohundrede, men det tog heller ikke mere end de første få stykker før jeg blev varm i ansigtet og følte mig som om jeg stod på tæer og svajede lidt i vinden. Og han blev bare ved i en støt rate af fyrre til halvtreds slag i minuttet. Venligt men bestemt, kan man vel sige, og efter et stykke tid blev det faktisk nemmere at fokusere på åndedrættet og acceptere kroppens protester. Så har jeg prøvet det med. Det er ikke en øvelse der nogensinde bliver min favorit, men jeg skal nok stille op til det mindst en gang til, hvis lejligheden byder sig.

Systema har ikke kata eller (semi-)rigide systemer som man kender dem fra de fleste andre stilarter. Der er nogle grundprincipper som man træner udfra, men derudover er der et stort spillerum for improvisation og eksperimenter. Når man dertil lægger at en stor del af personerne i lokalet har baggrund i alt muligt andet giver det en spændende legeplads.

Så vidt jeg husker de følgende øvelser, gik vi først videre til endnu en af typen hvor man slår på makkeren uden modstand. Denne gang prøver man i stedet at fornemme slagets retning og lade kroppen give efter eller flytte sig, så slaget mister kraft eller undviges.

Vi havde også en øvelse hvor vi lavede rullefald fra den ene side af lokalet til den anden. Den slags gør ondt på trægulv, hvis man ikke er helt hjemme i teknikken. Jeg har en meget øm højre skulder lige nu. Altså øm på den der gode måde, forstås.

Så var det to mod en. En øvelse i at undvige angreb. Offeret har armene langs siden og må kun flytte sig. De to angribere gør hvad de kan for at ramme offeret med næverne. Til at starte med er det meget langsomt, nærmest zombie-angreb, og det er nemt at få dem til at komme i vejen for hinanden. Efter lidt tid øges hastigheden og angrebene bliver mere målsøgende, og i de sidste tyve sekunder øges presset markant.

Det hele blev rørt sammen i en stor … ja, masseundvigelse var det vel, i midten af rummet. Alle folk samles i en tæt klump og man skubber til højre og venstre alt imens man selv lader sig skubbe af de andre og øver sig i at give efter. Der gik forbavsende lang tid før klumpen gik i stykker og der var vist ingen der faldt.

Herefter en art “pause”. Alle mand på gulvet som til armbøjninger på knoerne, men i stedet for at bøje holdt vi bare armene strakte, mens underviseren snakkede lidt og et par sjove bemærkninger fløj frem og tilbage. Så talte han langsomt til ti, og vi bøjede nedad så vi var lige over gulvet på ti. Efter en lille stund her kom vi op igen på samme facon. Så yderligere nogle få armbøjninger i almindeligt tempo, og det var det. Jeg har aldrig været fan af træning hvor armbøjninger spiller en større rolle. Det siger mig ikke noget som helst. Så hellere gøre som her, hvor man tager nogle få som tæller, og så videre i programmet. Skal der være armbøjninger så er den her måde langt at foretrække.

Næste øvelse bestod i at låse sin makker, f.eks. ved håndleddet, med en arm på ryggen eller med kvælertag. Frit valg på alle hylder. Øvelsen handler kun lidt om mekanik og rigtigt meget om psyke. Igen presser man sin makker til et punkt hvor det er ubehageligt, og han prøver så at holde hovedet koldt, slappe af, og undvige. Det er utroligt meget nemmere at komme ud af en lås når man slapper af de rigtige steder.

Underviseren kom over og demonstrerede først på min makker og så på mig. Han låste min arm på ryggen, lagde pres på mit håndled og sagde så “you’re a fairly relaxed guy so I will need to increase the pressure a bit more so … there we go, you’re beginning to feel the pressure now”. Ja, det kan du tro makker. Mens jeg stod der og prøvede at falde til ro under pres blev jeg også lidt glad. Han havde jo ret. Jeg var faktisk temmeligt afslappet, og det siger nok en del om hvor godt jeg befandt mig i træningen.

Det allersidste vi lavede var en håndfuld låse med offeret liggende på gulvet, men før det var der en dejlig aben rundt. Vi fandt en makker og lavede så en slags brydning på knæ. Fik man modstanderen i en lås han ikke relativt hurtigt kom fri af, slap man bare og fortsatte kampen. Det var ren spas – seriøs spas – ganske inspirerende og hårdt for knæene.

Det har været en fornøjelig og svedt første træning i Systema, men ikke min sidste.