Om Systema, blå mærker og inspiration

“I første øvelse skal I slå jeres makker i solar plexus i to-tre minutter, og så bytter vi. Det er vigtigt at I ikke gør modstand.”

Når jeg før i tiden er kommet fra kendotræning med blå mærker eller blodige vabler har jeg altid været lidt stolt af mig selv inden i, sådan på en drenget måde. På den der Mel Gibson i Dødbringende Våben vil-du-se-mit-ar måde, hvor det også er lidt fedt. Ens indre drengerøv viser skaderne (som jo sjældent er særligt svære) frem for de andre rødder, og det gør lissom totalt herre-meget nas. Der er naturligvis ekstra point for at træne videre i flere timer selv om det gør ondt seks forskellige steder lige så snart man lader kroppen få ro i et halvt minut. Videre, videre, hold alting varmt, pulsen oppe og adrenalinen støt flydende. Sådan ja. Så er vi på sommerlejr igen.

Det er ikke ligesom de gange det har været alvorligt. Som da jeg mistede en storetånegl, eller dengang jeg blev stukket i halsen så jeg med det samme fik dundrende hovedpine i hele den ene side af hovedet. Når man fortæller om den slags hændelser gør det tit også lidt ondt på dem der hører om det, og der er ikke noget jovialt over det. Det er ikke den slags man samler på som gode minder, men når man leger vildt går det nu og da galt. Den slags tager man med som en del af pakken – uden nag og forhåbentligt uden fortrydelser – og når kroppen er helet er det da muligt at man på Nietzschesk vis er blevet lidt stærkere, hvem ved.

Men altså – de blå mærker og de ømme muskler – jeg tror en del af mine kendokammerater kender følelsen. Det gør jo godt når det gør ondt, fordi man mærker presset og man mærker at man kan rykke sine grænser en lille smule mere hver gang. Selv om det ultimative mål er at undgå at komme til skade, så gør det ikke noget at man kan mærke man har været der, også selv om det er småskrammer der ikke gør halvt så ondt som de ser farlige ud. I virkeligheden handler det ikke om at vise hvor hård man er (der er ikke meget respekt at hente i at stille frivilligt op til skrammer) men om den der følelse af at der er foregået noget som har sat sig i kroppen på en helt speciel måde.
En af de ting jeg husker fra træningsweekenderne i 2002-2003, hvor vi var 8-10 stykker til træning på et noget højere plan end man var vant til hjemmefra, var at det var nemmere at holde presset når vi var flere om det. Det gælder utvivlsomt i mange sammenhænge, hvad end det er fysisk eller psykisk man er presset. I den her sammenhæng var det som regel et spørgsmål om ikke at give op, ikke at bryde kæden, men at holde sin del af træningen. Der var både en personlig investering i at få det hele med, men også en følelse (for mig i hvert fald) af, at hvis een bukker under, så svækker det også de andre. Enkelte gange var det også rent ego (“hvis han kan blive ved, så skal jeg fandme også”) eller stædighed og arrigskab, men det skal der også være plads til noget af tiden.

Jeg nyder virkelig når jeg kan mærke at musklerne har været brugt – når jeg mærker præcis hvor de sidder og hvornår de kommer i brug – men det er en anden tilfredsstillelse end de blå mærker. Begge dele gode på hver deres måde, som om de små huskekager fra nervesystemet minder en om noget godt man har gjort for sig selv.

En del af aftenens træning (min første) i Systema handlede om at slappe af mens andre folk gjorde ubehagelige ting ved en. Leveret sådan uden yderligere forklaring er det ikke en træningsform der tiltaler mig, men i konteksten var det både meget givende og ganske trygt. Altså på den der måde man er tryg når en eller anden makker bruger begge arme til at holde en fast i et kvælertag og man minder sig selv om at det bare er en øvelse.

Når jeg så alligevel stiller op til slag er der selvfølgelig en god grund. Flere, faktisk. To af de absolut vigtigste faktorer for mig i forbindelse med kamptræning, er underviseren og de andre udøvere. Selv om vi kamptræner imod hinanden skal det gerne være en samarbejdende proces, og især ved øvelser hvor man lægger mere eller mindre moderat fysisk pres på hinanden må vi godt kunne smile bagefter. Så kan vi altid tage kanindræberkurset en anden gang. En god underviser forstår at forklare og demonstrere øvelserne så alle ved hvad det går ud på og gerne også hvorfor vi gør det. En rigtig god underviser vinder min tillid og hjælper mig ud, hvor jeg ikke kan bunde, på en måde så jeg prøver at svømme i stedet for at gå i panik eller give op. Når underviseren tilmed brænder for det han laver og nyder at give det videre er det inspirerende. Man kan sagtens komme til træning uden inspiration, men det er nu engang meget bedre når der er den slags til at løfte stemningen.

Aftenens underviser var særdeles god, meget opmærksom og involveret. Ham vil jeg gerne undervises af igen. Som indledning til første øvelse forklarede han formålet, hvordan vi skulle gøre og ikke gøre, hvad vi skulle forvente, samt at vi selvfølgelig bare sprang øvelser over vi ikke brød os om. Alt sammen ting som gør at jeg nemmere kan acceptere ideen om at blive slået i solar plexus gentagne gange. Åbenbart.

Ideen med den her øvelse er at gøre sindet bekendt med kroppens chokreaktion. Det er en øvelse for begge parter. Den der giver slagene skal hele tiden være opmærksom på modtagerens reaktion og tilstand, og den der modtager slagene skal forsøge at slappe af i sindet og undlade at spænde musklerne imod de indkommende slag. Den dybere mening er ikke at man skal være rigtigt god til at blive ramt, men derimod at man skal være rigtigt god til at give efter (næste øvelse er at flytte sig) og holde hovedet koldt når kroppen panikker. Den som udfører slagene forsøger det meste af tiden at holde modtageren lige omkring kanten af komfort-zonen (hvis man kan tale om en sådan). Nu og da lader han så et slag falde som går dybere ind og bliver rigtigt ubehageligt. Måske endda to, men ikke flere. Derefter er det straks tilbage indenfor grænsen. Her er det vigtigt at give makkeren tid til at sunde sig hvis man fornemmer at det er nødvendigt. Som underviseren også sagde er det meget ubehageligt for begge parter, og der opstår hurtigt et behov for at snakke, neutralisere situationen, gå en tur, kramme, hvad ved jeg. Men man prøver at lade være og i stedet acceptere rammerne og fokusere.
Og lad mig sige med det samme, det er pisseubehageligt. De fleste (drenge i hvert fald) har prøvet at få et hug lige der i maven hvor det virkelig kan mærkes. Men, det er nok de færreste der husker hvordan det føles, mest bare at det er et af de steder man ikke har lyst til at blive ramt igen. En eneste gang. Jeg ved ikke hvor mange slag jeg fik, om det var halvtreds, hundrede eller tohundrede, men det tog heller ikke mere end de første få stykker før jeg blev varm i ansigtet og følte mig som om jeg stod på tæer og svajede lidt i vinden. Og han blev bare ved i en støt rate af fyrre til halvtreds slag i minuttet. Venligt men bestemt, kan man vel sige, og efter et stykke tid blev det faktisk nemmere at fokusere på åndedrættet og acceptere kroppens protester. Så har jeg prøvet det med. Det er ikke en øvelse der nogensinde bliver min favorit, men jeg skal nok stille op til det mindst en gang til, hvis lejligheden byder sig.

Systema har ikke kata eller (semi-)rigide systemer som man kender dem fra de fleste andre stilarter. Der er nogle grundprincipper som man træner udfra, men derudover er der et stort spillerum for improvisation og eksperimenter. Når man dertil lægger at en stor del af personerne i lokalet har baggrund i alt muligt andet giver det en spændende legeplads.

Så vidt jeg husker de følgende øvelser, gik vi først videre til endnu en af typen hvor man slår på makkeren uden modstand. Denne gang prøver man i stedet at fornemme slagets retning og lade kroppen give efter eller flytte sig, så slaget mister kraft eller undviges.

Vi havde også en øvelse hvor vi lavede rullefald fra den ene side af lokalet til den anden. Den slags gør ondt på trægulv, hvis man ikke er helt hjemme i teknikken. Jeg har en meget øm højre skulder lige nu. Altså øm på den der gode måde, forstås.

Så var det to mod en. En øvelse i at undvige angreb. Offeret har armene langs siden og må kun flytte sig. De to angribere gør hvad de kan for at ramme offeret med næverne. Til at starte med er det meget langsomt, nærmest zombie-angreb, og det er nemt at få dem til at komme i vejen for hinanden. Efter lidt tid øges hastigheden og angrebene bliver mere målsøgende, og i de sidste tyve sekunder øges presset markant.

Det hele blev rørt sammen i en stor … ja, masseundvigelse var det vel, i midten af rummet. Alle folk samles i en tæt klump og man skubber til højre og venstre alt imens man selv lader sig skubbe af de andre og øver sig i at give efter. Der gik forbavsende lang tid før klumpen gik i stykker og der var vist ingen der faldt.

Herefter en art “pause”. Alle mand på gulvet som til armbøjninger på knoerne, men i stedet for at bøje holdt vi bare armene strakte, mens underviseren snakkede lidt og et par sjove bemærkninger fløj frem og tilbage. Så talte han langsomt til ti, og vi bøjede nedad så vi var lige over gulvet på ti. Efter en lille stund her kom vi op igen på samme facon. Så yderligere nogle få armbøjninger i almindeligt tempo, og det var det. Jeg har aldrig været fan af træning hvor armbøjninger spiller en større rolle. Det siger mig ikke noget som helst. Så hellere gøre som her, hvor man tager nogle få som tæller, og så videre i programmet. Skal der være armbøjninger så er den her måde langt at foretrække.

Næste øvelse bestod i at låse sin makker, f.eks. ved håndleddet, med en arm på ryggen eller med kvælertag. Frit valg på alle hylder. Øvelsen handler kun lidt om mekanik og rigtigt meget om psyke. Igen presser man sin makker til et punkt hvor det er ubehageligt, og han prøver så at holde hovedet koldt, slappe af, og undvige. Det er utroligt meget nemmere at komme ud af en lås når man slapper af de rigtige steder.

Underviseren kom over og demonstrerede først på min makker og så på mig. Han låste min arm på ryggen, lagde pres på mit håndled og sagde så “you’re a fairly relaxed guy so I will need to increase the pressure a bit more so … there we go, you’re beginning to feel the pressure now”. Ja, det kan du tro makker. Mens jeg stod der og prøvede at falde til ro under pres blev jeg også lidt glad. Han havde jo ret. Jeg var faktisk temmeligt afslappet, og det siger nok en del om hvor godt jeg befandt mig i træningen.

Det allersidste vi lavede var en håndfuld låse med offeret liggende på gulvet, men før det var der en dejlig aben rundt. Vi fandt en makker og lavede så en slags brydning på knæ. Fik man modstanderen i en lås han ikke relativt hurtigt kom fri af, slap man bare og fortsatte kampen. Det var ren spas – seriøs spas – ganske inspirerende og hårdt for knæene.

Det har været en fornøjelig og svedt første træning i Systema, men ikke min sidste.

Post a Comment