At Kende Vejen

For fem uger siden faldt jeg på vej ned ad trappen i min opgang og forstuvede foden. Den værker stadig lidt og jeg har måttet aflyse en træningstur til London, men ellers har jeg det fint.

Et par mennesker i min omgangskreds har vittigt og/eller interesseret spurgt om ikke sådan en som mig efterhånden har nået et kropsbevidsthedsniveau hvor jeg ikke falder på min egen trappe, og det er faktisk et godt spørgsmål. Eller er det? Det ved jeg s’gu ikke.

I nærværende tilfælde hører det med til historien at jeg tog to eller tre trin for hvert skridt, og at jeg var distraheret af et stort tankerod i mit hoved. Faktisk var min tankerække nogenlunde således: “jeg er sulten … jeg er træt … jeg er ikke klar til at tage på arbejde lige nu … jeg har fart på ned ad trappen … jeg er ufokuseret … det kunne godt gå galt … er det her mon en af de situationer hvor man falder på trappen fordi man ikke er til stede i det man laver?”
 – og så faldt jeg.

Helt udramatisk og nærmest uden overraskelse. Jeg samlede ret hurtigt mig selv op igen og småløb videre til stoppestedet (hvor jeg nåede bussen).

Det føltes lidt pudsigt at det gik sådan for sig. Det er der sikkert mange mennesker der har deres egen forklaring på. Grunden til at jeg tænkte som jeg gjorde inden jeg faldt er, at jeg nu og da prøver at minde mig selv om at det er god zen at give sin fulde opmærksomhed til det man laver, om det så er kampkunst, at gå, at stå, at vaske op, at programmere, at lege, at elske eller noget ottende.

Det er langt fra lige nemt i alle situationer. På trappen ville det have været mere givtigt at gøre det af med det mentale pres, enten ved at være udhvilet eller mæt eller mindre travl. Alternativt kunne jeg have valgt at udskyde det at tage stilling til min situation til et andet tidspunkt. Det var vel kun selvynk der gjorde at jeg tænkte for mig selv hvor træt jeg lige var? Måske.

Når jeg træder ind i et træningslokale er jeg allerede automatisk i gang med at ryste resten af verden af mig og forene mig med det jeg skal lave i den umiddelbare situation. I Kendo har vi efter opvarmningen den indledende meditation, og selv om den er ganske kortvarig, er det et effektivt sidste stop for al udefrakommende påvirkning. Derfra er det Kendo indtil træningen er ovre. I Xing Yi sker det typisk senest når vi står i den grundlæggende stilling, Santi. Det tager gerne nogle minutter hvor man bare står således uden anden bevægelse end et langsomt skridt frem nu og da. Under selve træningen kan det selvfølgelig ske at jeg har så mange detaljer at arbejde med at jeg taber det hele på gulvet. Så skal der en indsnævring af fokus til, så jeg øver enkelte dele. I andre tilfælde skal jeg nærmest slippe mit fokus helt og bare handle for at få de mange dele til at fungere, men selv i den situation er jeg fuldt til stede i den kropslige handling, uden tanker udenfor træningen.

Noget som kan bryde den ro omkring min kampkunst er hvis jeg skal præstere. Det kan være til en graduering, eller hvis jeg føler at jeg bør gøre noget for at leve op til en eller anden forventning. Det kan være en forventning fra en træner, en træningsmakker, mit eget sind, eller måske bare en anonym tilskuer. Der skal ikke meget ego til før man bliver irriterende selvbevidst og begynder at spolere sin egen teknik. Det er det samme der sker når man sparrer med nogen og gerne vil vise at man er dygtig. Så ender man tit med at være ringere, fordi man har så travlt med at stræbe at man glemmer at gøre.

Jeg har ikke opskriften på hvordan man kapper sit ego og handler effektivt. Faktisk er den mentale teknik jeg nogle gange har held til at anvende baseret på at jeg i en eller anden grad gør mig ligeglad med andre. Altså ikke at jeg er ligeglad med min egen præstation, men at jeg er ligeglad med om den passer til deres forventninger. Når jeg bliver ligeglad med hvad andre synes, bliver det mindre vigtigt at gøre det bedst muligt, og så bliver det også nemmere at udføre. I hvert fald nogle gange. Det kan faktisk godt føles lidt usympatisk sådan at vedtage at de andre er ligegyldige, men måske er det bare den måde mine tanker virker på. Måske finder jeg en dag en anden konstruktion, når jeg har sluppet noget mere ego. Måske finder jeg en anden og mere sympatisk formulering af den samme mekanisme. Hvem ved?

I andre situationer hvor jeg skal fokusere – typisk på en enkelt bevægelse – kan det lykkes mig at slappe af i hele kroppen og mentalt give slip på handlingen lige når den starter. Det er som om der i et glimt opstår et dødpunkt hvor jeg er fuldt ud givet til handlingen, hvor den er startet men ikke kan ses endnu. Måske vil den kunne afbrydes, men ikke før den er synligt påbegyndt. Det dødpunkt er sværere at mærke (muligvis er det der ikke) hvis jeg på forhånd tænker handlingen igennem.

I min kampkunst har jeg altså nogle konkrete handlinger, lokationer eller sociale rum som gør at jeg nemt finder mit fokus. Så nemt er det typisk ikke på andre lokationer eller i andre sociale rum. Nogle gange lykkes det at opfylde et opstået behov for fokus, men det er ikke så tydeligt for mig hvad jeg i de situationer har gjort for at opnå det.

Jeg vil gerne vide hvordan jeg finder min zen hvis jeg lige står og mangler den i en travl hverdagssituation.

For nogle måneder siden købte jeg et par bøger mere om kampkunst. Det var min hensigt at skrive lidt om dem, eventuelt en anmeldelse af den ene. Det er det ikke blevet til, og nu har jeg i mellemtiden købt endnu en bog, som jeg godt kan se vil tage mig noget tid at komme igennem.

De tre bøger er

Kenji Tokitsu:
Ki and the Way of the Martial Arts
ISBN: 1-57062-998-6
Bogen på amazon.co.uk

Jess O’Brien:
Nei Jia Quan: Internal Martial Arts
ISBN: 1-58394-199-1
Bogen på amazon.co.uk

Bruce Kumar Frantzis:
The Power of Internal Martial Arts and Chi:
Combat and Energy Secrets of Ba Gua, Tai Chi and Hsing-i
ISBN: 1-58394-190-8
Bogen på amazon.co.uk

Den første bog er en hurtigt læst lille sag. Den vil muligvis være drilsk for begyndere, og en del af den handler om ki og energistrømme, som i sig selv kan være god eller dårlig snak afhængig af modtageren. Kapitlerne i bogen er korte men med masser af indhold. Der er en del at tænke over efterhånden som man kommer igennem den. Noget af snakken handler om at kultivere en fornemmelse for den kommunikation der foregår mellem kæmpende, og hvilken tilstand man selv er i. Her argumenterer forfatteren blandt andet ud fra erfaringer og observationer i Karate og Kendo. Noget af energisnakken er lidt spildt på mig – uanset om man så mener at der faktisk er en magisk kraft i kroppen eller om man opfatter det som et sprog omkring kraftfuld brug af åndedræt, muskler, motorik, vinkler, etc. Andet af energisnakken giver mening for mig, men muligvis ikke på den måde forfatteren havde til hensigt. Jeg vil gerne skrive en mindre anmeldelse eller diskussion af bogen. Indtil videre er det endnu en til bunken af uskrevne indlæg. Alt i alt er det en god bog, som jeg kan anbefale til at sætte nogle tanker i gang om ens indstilling til kamp og træning.

Bog nummer to er en fascinerende sag på godt 400 sider. Forfatteren har interviewet et antal mestre indenfor forskellige stilarter, og de bidrager hver især i interviewform eller med anekdoter eller detaljer de lægger vægt på i træning og undervisning. Der er så mange små og store guldkorn i den bog at det er tankevækkende og en fryd hver gang jeg læser i den. I lang tid åbnede jeg blot bogen et tilfældigt sted hver gang jeg samlede den op, men nu prøver jeg at arbejde mig igennem den fra ende til anden. Den giver en rigtig interessant vinkel på mange ting i kampkunstsammenhæng, ikke mindst fordi mestrene absolut ikke er enige. Den siger noget om forskellige stilarter, kulturer, generationer og særlige mennesker indenfor kampkunst verden over. Det, og så er jeg vild med afsnittet hvor den mavesure gamle kineser brokker sig over Bruce Lees uduelighed, og hvordan de lige måtte se hinanden an i sin tid inden Bruce Lee pænt bakkede ud af situationen.

Den tredje bog købte jeg i aftes. Jeg har haft den mellem hænderne en fire-fem gange tidligere og bladret lidt igennem den. Jeg var noget skeptisk over en bog der dels ser ud til at handle rigtig meget om chi, og hvor afsnittet om Xing Yi er så kort. Efter at have fået den anbefalet af Mike vendte jeg tilbage til bogen og tog et ordentligt kig. Mike er en af dem jeg træner med herovre, og han er lige så skeptisk overfor fusk og hokus-pokus som jeg er. Måske endda mere, eftersom han er tryllekunstner med fokus på close up og tankelæsning. Det skærper den skeptiske sans en smule at vide hvor nemme folk er at narre.
Efter en del tid i en blød lænestol i boghandelen i aftes, havde jeg læst mig varm nok på bogen til at købe den. Knap 400 sider, tætpakkede med information. Den skal også nok tage noget tid at absorbere.

Den første af de to bøger jeg nævnte i slutningen af maj mangler jeg stadig i min samling, så der er en gaveide hvis man kan finde den et sted hvor portoen ikke er latterligt høj.

Udover fem-timers seminaret for et par søndage siden har jeg over de sidste tre uger haft seks timers privatundervisning i Xing Yi, ved siden af de to ugentlige gruppeundervisningstimer. For at sikre mig at mest muligt sidder fast (og til dels at retfærdiggøre privatundervisning til 400 kroner i timen) har jeg trænet en del mere på egen hånd også, og jeg har lært rigtigt meget på kort tid.

Fra jeg lærer noget nyt med øjnene og hovedet skal der træning til før kroppen nogenlunde kan det. Derefter er der en masse småting som man kan rette til og samtidig tager det tid før bevægelserne bliver naturlige eller hjemmevante. Selv når alt det er på plads skal der træning med andre mennesker til før jeg kan bruge det effektivt, og masser af træning og erfaring for at kunne improvisere når det går stærkt.

Selv om jeg har trænet en smule let sparring de sidste uger er der meget lang vej til jeg kan bruge mine teknikker ordentligt, og det vil i særdeleshed tage lang tid før jeg har absorberet de nyligst lærte.

Udover diverse øvelser til fleksibilitet og styrke og diverse makkerøvelser, har jeg lært de fem elementer og så småt spejlsiden af de fem elementer. Pointen med at spejle ting er groft sagt at gøre hændernes stilling uafhængig af benenes. Benene er motor for hele kroppen, men man skal gerne kunne bruge sine teknikker uagtet at man ikke lige står som man ønsker eller har sin primærhånd til rådighed. Jeg har også trænet et par af elementerne med albueangreb i stedet for hænder. Formålet med den øvelse skulle være indlysende for de fleste.

I mandags optog jeg lidt af hvert. Jeg har uploadet de fem elementer og Five Element Linking Chain, en øvelse der binder teknikker sammen, samt min første dyreform, Swallow Form (se dem på videosiden, 24 uger). Jeg har i mellemtiden også lært Falcon Form og prøver nu at gøre dem begge til noget af mit eget.

Når man ser sådan en dyreform er det meget nærliggende at tænke “man kan da ikke bare gøre sådan der midt i en slåskamp – man ville aldrig slippe afsted med sådan en omgang”, og det er der ikke noget at sige til, for det ligner en slagserie fra Tekken eller et lignende spil. Dyreformerne er ligesom de fleste kata bygget op over et antal mulige situationer og sammentrukket til en enkelt slags dans som repræsenterer dem. Det er ikke tanken at man lige kan fyre sådan en af i en presset situation, men derimod meningen at man gennem træning lærer kroppen de forskellige bevægelser og samtidig dermed også fremavler en fornemmelse for hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Alt dette skal selvfølgelig parres med en eller anden form for sparring hvor man kan prøve tingene af, ellers er det ikke sandsynligt at man formår at bruge det i en rigtig kampsituation.

I vores tidsalder kommer der flere og flere bøger og videoer om kampkunst, men selv da er det et felt der kan være svært at finde rundt i. Gennem tiden har kata eller formtræning sandsynligvis ikke blot været en undervisningsmetode, men også en måde hvorpå man videregav og fastholdt lærdommen. På den måde har grundstenen i de gamle stilarter været en slags historie der har kunnet vandre fra generation til generation. Med grundig træning og sans for detaljer – samt en forståelse for hvad de forskellige bevægelser gør godt for og hvordan de skal udføres – kan man på den måde videregive systemerne relativt præcist. Det siger sig selv at der sker små ændringer fra generation til generation, enten fordi man finder en forbedring et sted eller noget glemmes eller bare fordi en mester simpelthen har et andet fokus end den foregående. Den slags ændringer er for det meste en sund udvikling, for så vidt at man er bevidst om i hvert fald tre pointer. For det første er menneskekroppen den samme gennem tiden, så det meste kamperfaring indenfor et paradigme skulle gerne fastholde sig selv nogenlunde, uden at der pludseligt opstår vilde ideer om manøvrer der ikke lader sig gøre i praksis. Det andet man skal holde sig for øje er at udøverne af et system rent faktisk anvender det og gør sig erfaringer baseret på det. Hvis man bare videregiver bevægelser uden at de implicerede parter ved hvorfor de gør det, så ender man med en død kampkunst. Givetvis en fin dans og et smukt stykke historie, men uden anvendelse bliver det værdiløst. I forlængelse deraf ligger den tredje pointe, nemlig at bevidstløs fastholdelse af et system for at holde det rent er en god kunsthistorisk disciplin, men sjældent i sig selv fordrende for at gøre folk til dygtige kæmpere. Det er naturligvis fornuftigt og værdifuldt at holde sig til den slagne vej, og man skal ikke underkende århundreders erfaring. Omvendt er den lange erfaring netop opstået ved at dreje og skubbe lidt hist og pist, efterhånden som hver mester i rækken lærte mere. Det er vigtig at gå til rødderne og fastholde den stilart man har valgt, men man skal ikke være bange for at det hele falder fra hinanden når andre vinkler hænderne lidt anderledes eller står bredere end man selv har lært.

I Xing Yis dyreformer ligger der også en undertone af temperament eller stil. Svalen er flyvsk, let og behændig, mens falken er hurtig, hård og direkte. Nogle mener at man antager dyrets temperament i udøvelsen af formen (og at man kan udøve en dyreform med et andet dyrs temperament), andre mener at dyrets navn er beskrivende for typen af teknikker eller det billede man skaber ved at udføre formen, og andre igen mener at det bare er fine navne. Jeg ved ikke endnu hvad jeg synes. Den mening må jeg danne mig med tiden. Jeg tror nu nok der kan være noget at hente i at tænke over sin indstilling imens man gør de her bevægelser. Billeder og fornemmelser er nogle gange en genvej til at få kroppen til at forstå materialet.

For en uge siden stod jeg i træningssalen og smilte saligt imens sveden dryppede af mig af anstrengelse, til trods for at jeg næsten ikke bevægede mig. Faktisk var det primært mine lår der bevægede sig. De sitrede af opspændthed og føltes som om de brændte indefra, imens de bar det meste af min vægt på tredje minut. I den omgang. Smilet var mit mentale angreb på en fysisk udfordring, og det virkede!

Vi var vel omkring femten personer i lokalet; træneren, tre til Xing Yi og resten til instruktørkursus i Chow Gar Tong Long. Alle stod vi lavt og bredt, som om vi sad på hver sin usynlige stol med knæ bøjet næsten i en ret vinkel og benene spredt i nogenlunde samme grad. Eller det vil sige ikke alle, for der var flere som svajede lidt eller stod højere og også enkelte som rejste sig op for at købe nogle sekunders hvile til lårmusklerne (til lyden af en skuffet træner der straks talte dem på plads igen). På det her tidspunkt havde vi stået der nogle gange af et par minutter, så 30 sekunders hvil og så et par minutter mere. Alt det imens træneren gik rundt med en træstok som så vidt jeg kunne se havde tre anvendelser. Han stillede den på jorden og målte at folk havde ryggen ret og han lagde den henover lårene på folk for at se om de stod lavt nok. Hvis stokken rullede af måtte de dybere ned. Den tredje brug af stokken fik mig næsten til at grine (muligvis også fordi enhver undskyldning for at aflede mig selv fra brændende muskler var velkommen): de folk der stod med bagenden strittende bagud fik tålmodigt en række lette dask over lænden indtil de trak den ind under kroppen. Hvis man ikke har tænkt over det kan det faktisk godt være lidt svært, for de fleste vil prøve at bøje i ryggen (hvad man jo ikke må), men det rigtige at gøre er at vippe hoften fremad. Med tålmodige dask skal den visdom nok indfinde sig under pres. For mit eget vedkommende spændte jeg meget i skuldrene. Det er en generel uvane som jeg arbejder med at slippe. Muligvis gør jeg det som kompensation for overdrevne forsøg på at være afslappet andre steder. Nå, men der var jeg så i et brændende, stillestående kapløb mellem kroppen, hovedet og tiden. Mellem muskler der ikke ville mere, et hoved der nægtede at give op, og et ukendt antal resterende sekunder før øvelsen var ovre.

Hvad gjorde det godt for, og var der noget at smile af?

De træningsmæssige fordele ved at stå sådan er noget der af en eller anden grund debatteres til hudløshed, men det er ikke så spændende synes jeg. Det siger sig selv at det i en eller anden grad er kropsbyggende, men i den konkrete situation var det noget andet jeg mærkede klart og fik med mig derfra. For at blive ved med at stå der må man fokusere på at slappe af de rigtige steder og lade resten spænde sig selv. Efter et stykke tid bliver det nemmere end lige i starten når man har masser af energi, for kroppen finder efterhånden ud af at spare på ressourcerne, og så kan man kun blive stående ved at bruge de rigtige muskler i tilstrækkelig grad. For ikke at sætte ud midtvejs måtte jeg fjerne mit fokus fra musklerne og tænke på noget andet. Der er mange måder at gøre det på, og forskellige discipliner bruger forskellige tanketricks til at få kroppen til at gøre det rigtige i forskellige situationer (læg ikke bare din arm på den anden parts skulder men forestil dig at du rækker ud efter noget bag ham / lad sværdet flyve frem gennem luften og hold fast i det og følg efter / forestil dig at dit hoved hænger i en snor fra loftet). Som regel handler det om at give udøveren et fokuspunkt som modvirker ens egen forestilling om hvilke muskler man bør spænde eller kræfter man skal modarbejde. I andre tilfælde er det et spørgsmål om at forlænge udholdenhed ved at få kroppen til at slappe af (spare ressourcer), til ikke at blokere det naturlige flow (sikre at ressourcer fortsat kommer til) eller til at flytte belastning mellem områder (optimere forbruget gennem variation). De forskellige discipliner hænger sammen og overlapper, og en dygtig kæmper – eller atlet – kan drage fordel af dem alle. Slutproduktet skulle gerne være god brug af hele kroppen og de her tricks er altså en måde at lære noget af det på. Det kan ofte være nemmere at forklare noget ved en følelse og en retning, snarere end ved at gå i detaljer med hver enkelt muskel, hvilket måske til dels forklarer hvorfor nogle teknikker har utroligt poetiske beskrivelser, mens andre bare hedder “slå på tværs” eller lignende.

Som jeg stod der begyndte jeg at fokusere på mit åndedræt. Der er nogle som påstår at et roligt og dybt åndedræt virker beroligende for kroppen, men min sparsomme erfaring på området siger mig at det kun er delvist sandt. Hvis man er anspændt kan dybe og rolige åndedrag sagtens gøre det hele værre. Der er en del usagte ting som skal være i orden, og jeg kender ikke opskriften. Måske er det derfor at jeg nogle gange føler mig iltfattig når jeg fokuserer på mit åndedræt, jeg ved det ikke. Det der for det meste virker for mig er at sørge for at slappe af i mellemgulvet, men ikke fuldstændigt. Det er svært at forklare, men de fleste der har øvet sig lidt (og sangere især vil jeg tro) ved at det har forskellige resultater om man lader brystkassen, solar plexus eller mellemgulvet føre an når man tager kontrol over sin vejrtrækning. En lille spænding i mellemgulvet tillader mig at trække luft helt derned og presse det ud igen i det tempo jeg ønsker, men selv da kan jeg godt føle at det er frugtesløst eller forværrende i forhold til slet ikke at styre det. Hvad der som regel virker for mig er at tage en bevidst beslutning om at det hjælper. Lige så snart jeg begynder kontrollen beslutter jeg mig for at det allerede føles bedre. De gange hvor det lykkes er det næsten som om der frigives en lille smule føle-godt-stoffer i mit hoved. Det er som om vejrtrækningen i sig selv er det der tillader at jeg kan fremkalde den følelse, men omvendt at følelsen ikke ville kunne komme af vejtrækningen alene. Hvis altså det giver mening. Det er i hvert fald svært at sætte ord på hvad det er jeg har fat i der, men en eller anden effekt har det, uanset om man kalder det psyke, ki, ilt, dopamin eller essens.

Udover at bruge vejrtrækningen som beroligende middel fik jeg utvivlsomt også mere ilt til de hårdtarbejdende muskler (pudsigt og dumt som man kan komme til at holde vejret når man prøver at gøre noget fysisk anstrengende) og det købte noget mere tid. Da jeg havde styr på vejrtrækningen kom jeg igen til at bemærke hvor meget mine lår var begyndt at sitre, og jeg havde endnu ikke hørt bippet fra den røde æske der annoncerede at det andet minut var gået. Jeg havde før haft held til at udholde de sidste sekunder ved at oparbejde lidt aggression, men den slags holder typisk kun effektivt i fem eller ti sekunder før den på det kraftigste ebber ud og får en til at føle sig endnu mere drænet, så der skulle andre midler til.

Jeg besluttede mig for at smile og fejre det kommende minuts smertende udfordring.

Der var da i hvert fald ingen grund til at give op nu, og det var jo lige så kammeratligt. Jeg følte mig meget taknemmelig og priviligeret over at blive stillet overfor sådan et pres. Det måtte jo betyde at jeg forventedes at kunne klare det, også selv om der var vaklende elementer i gruppen. Ja jeg kan faktisk ikke huske hvilke tanker jeg brugte, men tanken om at det var muligt at rejse sig op var ikke til stede overhovedet. Stillet overfor den situation var det jo tosset ikke at få det bedste ud af den visdom der fik en anerkendt mester til at tvinge os ud i det her. – Desuden slapper man af når man smiler, så jeg smilte bredt og med både mund og øjne. Jeg blev helt glad og for en stund passede min hoppende lårmuskler deres eget imens den brændende smerte blev til en intens varme og den sammenbidte stædighed blev til indre ro (og mit intellekt satte pris på ironien). Da øvelsen sluttede havde jeg det rigtigt godt med mig selv. Nåja, og mine lår var ømme mandag til fredag, måske på grund af de øvelser der, måske også fordi Xing Yi-folkene blev sat til at lave Dragon Step med det samme bagefter (se eventuelt videosektionen for en uerfaren demonstration af den øvelse).

Dagens program varede fem timer inklusiv pauser, og den tid blev brugt på cirka den samme mængde øvelser som en enkelt times træning, bare mere af hver. Det betød for eksempel at jeg brugte et kvarter eller mere på at stå i grundpositionen Santi og kigge på min egen fremstrakte arm imens jeg udforskede og rettede min stilling efter bedste evne. Opvarmningen var længere end sædvanligt og med vægte i hånden. Det var noget der satte sig i skuldrene og det var allerede her en udfordring at slappe ordentligt af og trække vejret korrekt.

Vi brugte lidt tid på Pi Quan (metal) og Pao Quan (ild), samt Linking Chain med modstander. En slags kata. Efter at have været lidt omkring i de forskellige øvelser blev jeg vist en bid mere af Svaleformen som jeg havde påbegyndt to dage forinden. Helt specifikt blev jeg vist et hop og fik besked på at øve det. Efter tyve minutters hoppen frem og tilbage (hop, hop, vend om, hop, hop, vend om – og da pladsen svandt – hop, vend om, hop, vend om, hop, vend om) var jeg godt træt i benene. Det var selvfølgelig heller ikke noget gadedrengehop jeg lavede, nænej, og da jeg selv synes jeg var blevet ret ferm kom han selvfølgelig og rettede en helt masse. Efter noget tid fik jeg resten af formen vist og vi trak Xing Yi-træningen ind i et andet rum, hvor de to andre øvede sværd og stav imens jeg svalede frem og tilbage i godt en time. Der blev holdt mange pauser den sidste time, og pludselig var der en masse teori der blev meget interessant at diskutere, ligesom det også var belejligt at hjælpe mig lidt med at rette min teknik til, i stedet for at øve sin egen. Jeg var nok ikke den eneste der var træt.

Det var en god oplevelse, men jeg er ikke sikker på om jeg ville gøre det igen eller ej. Det kostede mere per time end jeg giver for den almindelige undervisning, hvor der er færre folk til at deles om trænerens opmærksomhed, men til gengæld var det træning udover hvad jeg ellers kan få adgang til, med et andet fokus end man kan få på kun en time. Jeg tror fire timer med eventuelt 30-60 minutters snak efterfølgende ville have været mere givtigt, men der er ingen tvivl om at jeg lærte meget den søndag.