Zen og kunsten at falde på trappen

For fem uger siden faldt jeg på vej ned ad trappen i min opgang og forstuvede foden. Den værker stadig lidt og jeg har måttet aflyse en træningstur til London, men ellers har jeg det fint.

Et par mennesker i min omgangskreds har vittigt og/eller interesseret spurgt om ikke sådan en som mig efterhånden har nået et kropsbevidsthedsniveau hvor jeg ikke falder på min egen trappe, og det er faktisk et godt spørgsmål. Eller er det? Det ved jeg s’gu ikke.

I nærværende tilfælde hører det med til historien at jeg tog to eller tre trin for hvert skridt, og at jeg var distraheret af et stort tankerod i mit hoved. Faktisk var min tankerække nogenlunde således: “jeg er sulten … jeg er træt … jeg er ikke klar til at tage på arbejde lige nu … jeg har fart på ned ad trappen … jeg er ufokuseret … det kunne godt gå galt … er det her mon en af de situationer hvor man falder på trappen fordi man ikke er til stede i det man laver?”
 – og så faldt jeg.

Helt udramatisk og nærmest uden overraskelse. Jeg samlede ret hurtigt mig selv op igen og småløb videre til stoppestedet (hvor jeg nåede bussen).

Det føltes lidt pudsigt at det gik sådan for sig. Det er der sikkert mange mennesker der har deres egen forklaring på. Grunden til at jeg tænkte som jeg gjorde inden jeg faldt er, at jeg nu og da prøver at minde mig selv om at det er god zen at give sin fulde opmærksomhed til det man laver, om det så er kampkunst, at gå, at stå, at vaske op, at programmere, at lege, at elske eller noget ottende.

Det er langt fra lige nemt i alle situationer. På trappen ville det have været mere givtigt at gøre det af med det mentale pres, enten ved at være udhvilet eller mæt eller mindre travl. Alternativt kunne jeg have valgt at udskyde det at tage stilling til min situation til et andet tidspunkt. Det var vel kun selvynk der gjorde at jeg tænkte for mig selv hvor træt jeg lige var? Måske.

Når jeg træder ind i et træningslokale er jeg allerede automatisk i gang med at ryste resten af verden af mig og forene mig med det jeg skal lave i den umiddelbare situation. I Kendo har vi efter opvarmningen den indledende meditation, og selv om den er ganske kortvarig, er det et effektivt sidste stop for al udefrakommende påvirkning. Derfra er det Kendo indtil træningen er ovre. I Xing Yi sker det typisk senest når vi står i den grundlæggende stilling, Santi. Det tager gerne nogle minutter hvor man bare står således uden anden bevægelse end et langsomt skridt frem nu og da. Under selve træningen kan det selvfølgelig ske at jeg har så mange detaljer at arbejde med at jeg taber det hele på gulvet. Så skal der en indsnævring af fokus til, så jeg øver enkelte dele. I andre tilfælde skal jeg nærmest slippe mit fokus helt og bare handle for at få de mange dele til at fungere, men selv i den situation er jeg fuldt til stede i den kropslige handling, uden tanker udenfor træningen.

Noget som kan bryde den ro omkring min kampkunst er hvis jeg skal præstere. Det kan være til en graduering, eller hvis jeg føler at jeg bør gøre noget for at leve op til en eller anden forventning. Det kan være en forventning fra en træner, en træningsmakker, mit eget sind, eller måske bare en anonym tilskuer. Der skal ikke meget ego til før man bliver irriterende selvbevidst og begynder at spolere sin egen teknik. Det er det samme der sker når man sparrer med nogen og gerne vil vise at man er dygtig. Så ender man tit med at være ringere, fordi man har så travlt med at stræbe at man glemmer at gøre.

Jeg har ikke opskriften på hvordan man kapper sit ego og handler effektivt. Faktisk er den mentale teknik jeg nogle gange har held til at anvende baseret på at jeg i en eller anden grad gør mig ligeglad med andre. Altså ikke at jeg er ligeglad med min egen præstation, men at jeg er ligeglad med om den passer til deres forventninger. Når jeg bliver ligeglad med hvad andre synes, bliver det mindre vigtigt at gøre det bedst muligt, og så bliver det også nemmere at udføre. I hvert fald nogle gange. Det kan faktisk godt føles lidt usympatisk sådan at vedtage at de andre er ligegyldige, men måske er det bare den måde mine tanker virker på. Måske finder jeg en dag en anden konstruktion, når jeg har sluppet noget mere ego. Måske finder jeg en anden og mere sympatisk formulering af den samme mekanisme. Hvem ved?

I andre situationer hvor jeg skal fokusere – typisk på en enkelt bevægelse – kan det lykkes mig at slappe af i hele kroppen og mentalt give slip på handlingen lige når den starter. Det er som om der i et glimt opstår et dødpunkt hvor jeg er fuldt ud givet til handlingen, hvor den er startet men ikke kan ses endnu. Måske vil den kunne afbrydes, men ikke før den er synligt påbegyndt. Det dødpunkt er sværere at mærke (muligvis er det der ikke) hvis jeg på forhånd tænker handlingen igennem.

I min kampkunst har jeg altså nogle konkrete handlinger, lokationer eller sociale rum som gør at jeg nemt finder mit fokus. Så nemt er det typisk ikke på andre lokationer eller i andre sociale rum. Nogle gange lykkes det at opfylde et opstået behov for fokus, men det er ikke så tydeligt for mig hvad jeg i de situationer har gjort for at opnå det.

Jeg vil gerne vide hvordan jeg finder min zen hvis jeg lige står og mangler den i en travl hverdagssituation.

2 Comments

  1. Joc said,

    May 1, 2009 at 23:07:06

    Jag vet inte om den är mer sympatisk, men ju mer jag tänker på den här formuleringen, desto sannare känns den: “sometimes the best way to love other people is to screw other people”. Frasen är för all del min egen, och designad för att uttrycka något enkom från mig till mig själv, men den kommer från min plats av djup zen. And it works on so many levels! :)

  2. René Kragh Pedersen said,

    May 2, 2009 at 10:40:53

    Den er helt igennem smuk og præcis uden at være præcis overhovedet! Yes, on so many levels. Den vil jeg huske. Tak! :-)

Post a Comment