At Kende Vejen

Jeg starter undersiden her uden struktur, men med en inspiration.
Den er som følger.

I Darrell Max Craigs The Heart of Kendo er der nogle afsnit som er “samtaler med sensei”, og de fanger mig meget både fordi de til tider er vittige, men som oftest også indsigtsfulde og gerne arter sig godt til viderefortælling. Stilen i Nei Jia Quan, hvor et antal mestre fortæller fra hjertet og gerne inkluderer anekdoter eller stærkt personlige holdninger synes jeg også er særdeles vellykket. Selv har jeg over årene ved mange lejligheder fortalt og genfortalt små udsagn og hændelser fra min vej gennem Kendo og Xing Yi og Japan og London. Disse små fortællinger har gerne haft med kampkunst og (kamp)kultur at gøre og har egnet sig til at dele lidt af det jeg selv har lært, samtidig med at de ofte har haft en underholdnings- eller eftertænksomhedsværdi for modtagerne. Til tider endda begge dele.

Udover at kigge på den vej jeg træder lige nu og lidt frem langs den, vil jeg gerne kigge bagud også og mindes nogle af de ting der har præget mig gennem tiden.

Når historierne genfortælles fra mund til øre har de det med at være lidt anderledes fra gang til gang, og en nedskrivning vil desværre være den samme hver gang. Jeg må bestræbe mig på at holde dem levende og improvisere efter behov når jeg genfortæller dem personligt. Det handler jo ikke så meget om præcis hvordan det skete, men mest om budskabet eller underholdningsværdien.

Shiai og keiko
På en sommerlejr i Hårslev faldt emnet endnu engang på forskellen mellem almindelig frikamp (keiko) og pointkamp (shiai). Frustrationens kerne ligger i de mange dårlige vaner man ser folk tillægge sig i shiai for kun at blive ramt steder som ikke er pointgivende. I frikamp er der ofte ikke den samme intensitet og alvor som i shiai, men man kan til gengæld flyde lidt mere og afprøve ting uden at det skal handle om point og uklædelige (ubrugelige) undvigelser. Begge typer kamp er brugbare til hvert sit formål, men det er utilfredsstillende hvis træning bare skal dygtiggøre en til shiai, som jo ret beset fylder meget når man ser Kendo udefra.
Som svar på min frustration tog Inoue-sensei en foldet hakama og sagde til mig “hvis den her hakama er Kendo…” – derpå tegnede han med fingeren et frimærkestort hjørne på hakamaen – “så er det her hjørne shiai”.

Koreansk stil
Til VM i Kendo i Glasgow 2003 snakkede vi som så ofte før om den koreanske kontra den japanske kendostil. Jeg spurgte Kato-san:
– Yukio, koreanerne er meget fysisk stærke og kraftfulde og atletiske i deres kampstil, nærmest brutale, mens japanerne virker mere kliniske og behersket eksplosive og en tand mere elegante i deres stil…
– Ja.
– Når nu koreanerne så tit bliver nummer to, hvorfor vinder de så ikke over japanerne?
– Jamen er det pæn Kendo? Synes du det ser godt ud sådan som koreanerne kæmper? Er det god stil?

(Korea vandt i øvrigt VM i 2006, første gang Japan nogensinde har tabt turneringen)

Stor teknik
Til en sommerlejr i Hårslev – jeg tror det var 2005 – var vi vanen tro inddelt i hold efter niveau. Til den pågældende træning var vi 8-10 mand som modtog undervisning af Ikeno-sensei. Da de fleste af os var involveret i undervisningen hjemme i klubberne var temaet for træningen “hvordan man viser korrekt Kendo til begyndere”. Der sker gerne det at efterhånden som man lærer mere og tilpasser sin stil, holder man op med at gøre ting stort og langsomt, sådan som man først lærer det. Deraf også de ofte hørte ord “gør som jeg siger, ikke som jeg viser”. Efter en kort introduktion til emnet satte Ikeno-sensei os i gang med grundøvelsen kirikaeshi. Straks vi var færdige spurgte han retorisk:
– Var det stor teknik?
Jeg var nok en af dem der havde gjort det størst og mest korrekt og jeg var helt sikker på at mit ikke var godt nok. Jeg sagde ikke noget, men en af de andre bed på.
– Jj … ja-ah?
– Nej. Hvis det var stor teknik kunne I slet ikke have gjort det så hurtigt. Der er ingen i verden der kan lave stor teknik så hurtigt som I lige gjorde det. Prøv igen.
Han havde naturligvis ret.

En øl
Jeg har mange gode minder om Matsudate-sensei, men specielt et fra en sommerlejr har jeg kært. Vi står overfor hinanden i hallen, mødes med trukne shinai og sætter os i sonkyo. Mens vi sidder der på hug med krydsede spidser siger Matsudate “ippon shobu!”, som betyder at vi kæmper til en af os laver et afgørende angreb. Jeg nikker og svarer “hai!”. Da løfter han sin højre hånd og siger med fremstrakt arm og en lodret pegefinger foran sig “one beer!” og smiler. Jeg smiler igen og svarer ham “one beer, hai!” – vi kæmper om en øl. I det korte sekund aftalen indgås tænker jeg at enten er den nok tabt på forhånd (men jeg vil hjertens gerne give) eller også lader han mig vinde hvis jeg gør mig fortjent til det.

Vi rejser os samtidig fra sonkyo, og da vi endnu mangler nogle få centimeter for at være helt oprejste kommer trykket fra min venstre fod, op gennem benet og fremad i et fuldt angreb. Min shinai rammer Matsudate-senseis hjelm som min højre fod rammer gulvet og mit kampråb varer ved mens jeg løber forbi ham. Den overbevisning jeg har angrebet med er allerede ved at forlade mig – ramte jeg virkelig?
Da jeg vender mig om ser jeg at han står med et lidt overrasket udtryk og nikker og smiler. Kampen er afgjort. Den aften var der en Odense Classic jeg nød lidt mere end alle de andre jeg fik den weekend.