Bøger om Xing Yi

Inden jeg tog til London skrev jeg et par bogtitler ned.

Li Tanji:
(The) Skill of Xingyiquan
ISBN: 0-9687517-1-7
Oversat af Andrea Falk
Bogen på chiflow.com

Sun Lu Tang:
Xing Yi Quan Xue: The Study of Form-Mind Boxing
ISBN: 0-8656818-5-6
Oversat af Albert Liu
Bogen på plumflower.com

Bog nummer to har jeg netop bestilt og glæder mig meget til at modtage. Jeg forventer at lidt af den siger mig noget, at noget af det taler til mig på et plan hvor jeg kan glæde mig til at lære mere om det, samt at hovedparten ikke siger mig en døjt. Endnu.

Og sådan skal det også være. Det kan undre mig når jeg læser anmeldelserne på amazon, at der blandt alle de rosende anmeldere er et par stykker som dels konstaterer at bogen er stort set ubrugelig for folk som ikke kender kampkunsten i forvejen, og dels giver lav karakter for den. En ting er, at de er skuffede over ikke at få det ud af den de havde håbet (naivt, men okay), men en anden ting er at give bogen en dårlig anmeldelse uden at komme med nogen brugbar grund. Det er da lidt ligesom at give et anatomileksikon dårlig karakter fordi det mangler en spændingskurve, eller at give Poes samlede værker dårlig karakter fordi hans sprog er mærkeligt. Sære mennesker.

En af de mere saglige, omend kortfattede anmeldere, pointerede nogle af de større mangler i bogen, men gav den dog alligevel fire stjerner ud af fem mulige. De fleste andre var nogle femstjernede fandrenge, men de lod også til at have deres gode grunde til at synes om værket. Jeg tænker det her bliver en af de bedre hundredekronesedler jeg har investeret i mit liv.