Etikette og personlig stolthed

Jeg skulle have sovet nu, men der var nogle tanker som blev med at presse sig på, og da jeg endelig havde søvnen inden for rækkevidde følte jeg at det ville være en skam ikke at skrive dem ned.

For at starte det her indlæg rigtigt må jeg hellere skynde mig at udvise lidt ydmyghed og sige at jeg godt ved jeg ikke er perfekt, og at jeg stadig har meget at lære, og at jeg til tider kan være doven og uopmærksom, måske en sjælden gang imellem endda respektløs.

MEN…

Jeg må have luft for nogle tanker jeg gjorde mig under og efter aftenens kendotræning.

Til at starte med trænede vi den helt grundlæggende skæreteknik fremadrettet, mod hovedet. Mange af dem. Formålet med sådan en øvelse er at arbejde på basale ting som fodarbejde, koordination, åndedræt, afstand, kropsholdning, etc.
Der kom i den forbindelse en del rettelser både til de nye og til de gamle (en håndfuld af dem vel nok 3. dan eller mere). Det slog mig at ingen af rettelserne passede på mig, så måske var jeg ekstra god i aftes, eller måske faldt mine teknikmangler ikke ind under aftenens pulje af fællesnævnere. Pånær en, og så alligevel ikke. Vi fik at vide at vi skulle tilpasse vores fodarbejde således at højre fod først bevæger sig fremad når man er gået i gang med at føre sværdet fremad, og således at sværd og fod ankommer samtidigt. Ved samme lejlighed blev det påtalt at der var mange som var alt for slappe i deres teknik, idet de løftede samtidig med at de gik frem på højre fod, og skar når venstre fulgte efter. Det irriterede mig, og undrede mig også lidt, at det blev påtalt, for der hvor jeg kommer fra er de to ting hver sin skæreteknik. Den instruktør som vi havde fulgt (det var ikke ham der rettede os) gjorde det sådan, og jeg observerede hans valg af teknik og gjorde det samme. Efter rettelsen holdt jeg selvfølgelig bare min mund og brugte den anden teknik som anvist, men en nidkær del af mig bryder sig ikke om at blive rettet når jeg faktisk har styr på hvad jeg laver og i øvrigt bare gør som demonstreret.

Nå, men vi kom videre og skulle så have resten af udstyret på. Jeg har lært at det er god tone at få sin hjelm på i en fart, både så man kan komme i gang med træningen, men især også så man ikke lader sensei/instruktører vente. Jeg har endda lært at det kan være god tone for instruktørsiden at være lidt langsom, så alle har en chance for at nå at opføre sig pænt uden at skulle kaste udstyret på.

Da der her til aften blev kaldt men tsuke (tag hjelm på) var jeg færdig og stående omtrent 20-30 sekunder før den næste. Og det var instruktøren, så der stod vi. Resten kom roligt dryssende sådan hen ad vejen. Nåja, det er jeg vel egentligt vant til. Der gik jo sport i det mellem Jens og mig da vi i sin tid fik den besked, så vi kan godt binde sådan en hjelm ordentligt og temmeligt tjept, og uden løse eller sammenviklede snore, eller en løs klud i toppen. Faktisk føler jeg mig lidt slagen hvis jeg ikke er blandt de første oppe at stå, men sådan har vi jo hver især vores små neuroser at arbejde med. Skulle jeg nu ske at komme hjem til egen klub og opdage at jeg er den langsomste på hjemmebanen, så vil det da glæde mig trods alt. Desuden er det faktisk lidt sværere på grund af mit lange hår, så jeg har en god undskyldning parat, forstås.

Under makkerøvelserne slog det mig (endnu en gang) at der var utroligt mange med masser af erfaring, som var dårlige motodachi (modtagere). Når man øver teknikker på skift er det motodachis opgave at tilpasse afstanden, at yde et passende pres, at lukke øvelsen når et passende antal teknikker er udført, og flere ting af den slags. Og det var der bare ikke tre af dem der kunne. I samtlige de øvelser hvor motodachi ikke skulle lave en aktiv teknik kunne jeg stort set lige så godt have skåret efter en dukke, eller en tilfældig mand fra gaden pakket i noget kendogrej. Der var masser af kommunikation i ansigt og til tider med sprog, men for de flestes vedkommende manglede den kropslige simpelthen. Det synes jeg de skal øve sig i.
At stå motodachi er også en del af træningen. Man lærer om afstand, timing, pres, at læse den anden part, og man udvider sin forståelse for hvornår man er åben og hvordan man kan gøre sig selv til et sværere mål at ramme. Samtidig lærer man at observere andres teknik og andres behov. Det er altsammen vigtigt. Der er enkelte mennesker som er dårlige motodachi fordi de i bund og grund slår hjernen fra indtil de føler at det bliver deres tur igen, og ser den mellemliggende tid som noget der skal overstås. I det her tilfælde tror jeg dog mest det var et spørgsmål om at man ikke havde lært de her mennesker hvordan man gør. Det håber jeg da i hvert fald for ellers er det i den grad en skam.

Fra min egen vinkel som motodachi slog det mig også at der var meget få der brugte eller kunne finde ud af taiatari. Det er en fundamental del af kiri kaeshi og noget man kan lære inden man overhovedet får en hjelm på!
Det drejer sig i al sin simpelhed om at man efter et angreb lukker afstanden til sin modstander, og bruger sin egen fremadgående kraft til at bryde modstanderens holdning, ved at løbe ind i ham med sværd og handsker forrest i en stærk position. Kraften kommer fra fødderne og kan snildt vælte en uforberedt modstander (og til tider en forberedt en) hvis man gør det korrekt. Hvis man ikke gør det overhovedet, så mangler man en del af sin basale kendopakke. Derudover betyder det også i en øvelse som kiri kaeshi, at der hvor man skulle have drevet sin energi ind i den velforberedte modtager ligger der i stedet bare en død luft. Ingen dynamik, og modtageren står i øvrigt fint til at skære løs som han lyster. Ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt!

(Jeg kan høre Onkel Danny for mit indre øre sige “men ikke nok med det”, for der kommer lige en bid mere nu jeg er i gang.)

Da vi til sidst sad ned igen (i øvrigt efter nogle rettelser i opstillingen som var i direkte konflikt med hvad vi havde fået besked på ugen forinden, men fred nu være med det) blev vi mindet om at sørge for at lægge vores hjelm fint på række med de andres. Det havde jeg selvfølgelig allerede gjort, men når nu vi er ved det ville jeg godt have haft at vi fik besked på at have knæene på række også. Det er trods alt halvdelen af billedet.

Nå. Godt så. Og hvorfor så alt det flueknepperi med opstillinger og etikette og basal teknik?

Fordi det er vigtigt. Personligt er jeg meget imod formålsløse regler og stivstikkeri, så man må spørge mig hvad formålet så er i den her sammenhæng.

Fra mit perspektiv er der to hovedformål i etiketten. Den ene del er at Kendo kommer fra Japan, og japanerne er et folk som benytter etiketten til at holde styr på deres verden og deres situation. Det er en grundsten i deres sociale omgang. Dermed er det naturligt at finde det i Kendo. Fra japanernes perspektiv er det ene formål dermed at sikre sig at også denne aktivitet kan passes ind i deres sociale fundament. Fra mit eget perspektiv handler det mere om at få en lille smule indsigt i en anden kultur, og at møde verden fra en anden vinkel. Når det så er sagt er det også utroligt praktisk at man kan tage hvorsomhelst hen og begå sig nogenlunde uden at falde igennem.
Det andet formål med etiketten – og her er vi nok tættere på den faktiske kampkunst end på den bagvedliggende kultur – er fokus. At kæmpe kræver fokus. At tilegne sig nye teknikker kræver fokus. At modtage instruktion, at give det, at angribe, at modtage, alt hvad vi foretager os med udstyret på kræver fokus. Den mentale tilstand er let at fange når man er i ilden, men forsvinder lige så let når man ikke er. Mange af de sindsmæssige ting man træner under kamp har fællestræk med de sindsmæssige ting man træner når man udviser etikette. Det er blandt andet observans, holdning, åndskraft, overskud og respekt. Det at passe sit udstyr, at kunne finde sin plads, at gøre sit bedste overfor alle modstandere uanset niveau, at respektere fællesskabet, osv, kræver at man fokuserer på det man foretager sig, altså at man befinder sig i Kendo når man gør Kendo. Den tankegang kan man også drage fordel af uden for træningen. Ingen er perfekt og det må derfor være en stræben man søger at opretholde og gradvist forfine.

Sidst men absolut ikke mindst – ved siden af de kendomæssige formål – så er det ikke kun kvaliteten af ens teknik der falder tilbage til klub og træner. Det er også hvordan man opfører sig og hvad man bærer med sig til træningen. Når jeg gør mig umage i en fremmed klub, så føles det ikke kun godt for min egen fremtonings skyld. Jeg er også stolt ved at repræsentere folk derhjemme, og i særdeleshed de mennesker der har undervist mig og trænet med mig. Den respekt jeg viser ved at komme som gæst og tage min og andres stræben alvorligt reflekterer den holdning jeg selv er trænet med.

Når jeg så står i en fremmed klub med så mange medlemmer og ser adskillige mangler, så skal jeg øve mig i ikke at være en utilfreds og hellig stivstikker og i ikke at glemme at jeg også har fejl og mangler, både dem jeg ser og dem jeg ikke ser. – Men jeg tænker nu alligevel at vi er relativt velopdragne hjemme i Danmark.

For nu at afslutte med rosende ord vil jeg nævne at jeg følte mig godt modtaget, især anden gang jeg nu var der, at jeg lærte noget af nogle af de tilstedeværende, og at den ene kamp jeg fik var aldeles fornøjelig.

Jeg glæder mig til at komme igen.

Post a Comment