Træningsoptagelser

Jeg har netop uploadet de første optagelser af min træning. De er under video i menuen til venstre.

Det er en uge siden jeg optog dem, men jeg skulle lige lære noget om deinterlacing, skærmformater (widescreen er ikke optaget i 16:9, det ved jeg nu), videokompression, DivxPlayer og javascript og hvordan man får det til at køre på WordPress, og endnu flere spændende ting, før jeg var tilfreds. Sådan går det gerne for mig, i hvert fald når computere er involveret.

Hensigten med at optage mig selv er dels at se mine egne teknikker udefra, da det kan gøre det meget tydeligt når der er noget at arbejde med, og dels at kunne se min udvikling efterhånden som tiden er gået.

Hensigten med at lægge dem online er at have dem samlet og tilgængelige, og derudover også at vise hvad det er jeg er taget herover for. En af optagelserne er Dragon Step, som Anders Wegge efterlyste en uddybende forklaring på (strækmarch? tjo…), og jeg skal med det samme advare om at det ikke er det hele der er lige interessant. Det tager omtrent tre minutter at gå ti skridt, så nogen actionfilm kan man dårligt kalde det.

Jeg kan i øvrigt tilføje at jeg allerede nu kan se ting i alle fire optagelser jeg gerne vil rette. Dejligt, men hårdt!

Min første certificering

Jeg har aldrig været særligt begejstret for certificeringer, men den her er nu meget tilfredsstillende selv om den næppe indgår i et eneste jobopslag ude i verden. Jeg var til graduering i lørdags og gik derfra med et fint “certificate”, så jeg konkluderer at jeg er Xing Yi-certificeret på første niveau.

Det er Paul Whitrod hamsjælv som står for gradueringen, men han havde en fyr ved siden af som bistod – en sifu indenfor Chow Gar Tong Long (Southern Praying Mantis).

Første skulle jeg demonstrere de opvarmningsøvelser jeg har lært. Det gik glat. Dernæst var det Pi Quan, hvor jeg fik jeg bemærkning med på vejen om mit fodarbejde. Det var godt at få styr på den detalje, men det var lidt irriterende at det han rettede var noget jeg oprindeligt havde gjort helt korrekt, indtil en af de andre havde “rettet” mig. Nu er jeg ikke længere i tvivl. Den samme person har også en uvane i Pao Quans fodarbejde som jeg er styret udenom. Godt at vide.

Efter Pi Quan blev det lidt spændende. Jeg har tidligere undret mig over at min undervisning gik direkte fra Pi Quan (metal) til Pao Quan (ild), men ikke fundet anledning til at spørge yderligere til det. Det typiske næste skridt ville have været Beng Quan (træ). Min underviser – til hvis forsvar det skal siges at han træner mange mennesker hver uge, eftersom det er hans fuldtidsjob – kunne vist ikke helt huske hvad han havde lært mig og bad mig som det næste om at lave
– Beng Quan.
– Sorry?
– Beng Quan … wood.
– I haven’t learnt that one.
– Oh, ehm, Pao Quan then, fire.

Så lavede jeg Pao Quan og fik en rettelse til mit fodarbejde. Ingen overraskelse der – jeg kendte godt fejlen. Jeg troede vi var færdige efter det, men han stillede op ved siden af mig, sagde jeg skulle gøre som ham, og demonstrerede Beng Quan. Efter en tur frem og tilbage over gulvet sagde han fint, bliv ved med det, og satte sig igen. Mens de to sad og snakkede og kiggede nogle papirer igennem havde jeg fornøjelsen af at øve min nylærte teknik i nogle minutter. Det er klart at jeg ikke gjorde det særligt godt endnu, men det var bekræftende at opdage at jeg kunne kombinere enkeltdele af det jeg allerede havde lært (Pi Quan, Pao Quan og Dragon Step) på en måde som gjorde den nye teknik relativt let at samle op.

Efter et stykke tid blev jeg afbrudt og fik at vide at jeg havde bestået. Som afsluttende kommentar sagde han at jeg har gjort fremskridt. At det sværeste i Xing Yi er kropsholdning (stance), hvor hofter, brystkasse, arme og så videre skal holdes korrekt, men at han kan se at jeg har arbejdet med det og er blevet dygtigere. Det var en rar anerkendelse at få.
Gradueringsbevis, Xing Yi 1st stage
Som en glædelig bonus er mit navn stavet helt rigtigt. Det er en sjælden luksus, selv i Danmark, og en kunst svenskerne ikke formåede på hverken på mit første dan eller anden dan gradueringsbevis.

Dragon Step can make a grown man cry

Forløsning!

Aftenens træning faldt på et tørt sted. Efter endt opvarmning trænede jeg Pao Quan med Phil. Han har baggrund i lidt af hvert og er altid god for en uddybende forklaring, og er derudover en meget behagelig person. Sådan en af de der gutter man tit graviterer imod for endnu en samtale om nuancerne i denne eller hin teknik, og som giver et nede-på-jorden svar uden dikkedarer, men gerne med lidt mere end man bad om. Han sikrede sig først at jeg havde styr på grundformen og jeg stillede ham undervejs et par spørgsmål og fik nogle gode svar på dem. Så gik vi videre til at træne anvendelse af teknikken med en makkerøvelse som vist lå ham lidt fjernt for i hukommelsen. Jeg forvirrede ham hjælpsomt ved at stille spørgsmål. Øvelser man har lavet masser af gange før kan pludseligt blive meget komplicerede når man bliver sat til at forklare dem til andre, og man kan blive i tvivl om hvordan det egentligt er man plejer at gøre. Nogle gange husker kroppen det bedre end hovedet. Under alle omstændigheder kom vi godt i gang, og jeg bemærkede hurtigt hvordan jeg følte det som om jeg bevægede mig en helt masse og han ikke så meget. Der er nok noget med balance og retning jeg kan lære der.

Efterfølgende trænede jeg lidt for mig selv. Jeg øvede min Pao Quan med de friske detaljer og jeg lavede også makkerøvelsen uden makker, for at huske den bedre.

Så blev det tid til at øve en af de teknikker vi bruger som opvarmning. Efterhånden som træningen er skredet frem har jeg fået forklaringen på hvordan flere af vores opvarmningsøvelser kan anvendes i kamp, men i dag var første gang jeg fik lejlighed til at træne en. Det er lidt svært at forklare, men i grove træk foregår det således at makkeren indleder med et slag. Svaret er så (valgfrit) at træde frem og til den side slaget kommer fra. Samtidig bruger man armen tættest på angriberen til at få kontakt med den arm han slår med. I samme bevægelse fører man sin egen arm under hans, rundt om hans brystkasse, og kan herfra forstyrre hans balance (og med sin frie hånd dele slag ud til ryggen eller benene hvis man vil, så længe man ikke bliver hængende for at se hvad der sker). Som en fodnote husker man at få sit hoved tæt og lavt ind til hans krop, ude af rækkevidde for en eventuelt kvitterende albue fra den arm man gik under.

Alt sammen meget simpelt når man ser det, og alt andet end simpelt når man ikke har prøvet det før. Endnu en gang mærker jeg hvordan der er et stort hul fra at have trænet våben mod våben til at træne krop mod krop. Jeg har en fin forståelse for vinkler og hele legen med sværdspidserne, men jeg har slet ikke den samme fintfølelse med nuancerne i armenes vinkler og bevægelser, eller de døde zoner i kroppens råderum. Meget spændende.

I den sidste del af træningen lavede vi noget der hedder “Dragon Step”. Det er en bestemt måde at bevæge sig på som træner balancen og musklerne i benene. Jeg formoder det også læner sig opad en kampanvendelig teknik. Det involverer en del tid hvor man befinder sig tæt på jorden med en benstilling som sætter musklerne under hårdt pres. Måden at skifte ben fra denne stilling er at rette sig op og løfte det bagerste ben fra jorden og op foran. Her holder man balancen i noget tid, indtil man igen finder vej til jorden og holder sig der lidt. Det med balancen ville være en del nemmere hvis ikke det var fordi ens muskler bliver godt brugte af den tid man sidder “stille” på jorden. Før den øvelse havde jeg det varmt, og var våd af sved på det meste af kroppen, men mens øvelsen stod på trillede sveden ned af mit ansigt som om jeg græd fra panden. Det er hårdt arbejde at gå på drageben.

I aften har været en meget givtig træning, og flere af os var enige om at vi først lige var blevet varme efter den første time, og nu var vi klar til en time mere. Bare ikke Dragon Step. Jeg er ikke den eneste der synes det er hårdt. Da Luke på vej derfra betroede mig at den øvelse kan få en voksen mand til at græde, var der energisk nikken og sigende blikke hele vejen rundt. Det lød lidt som det faktisk var sket til en tidligere træning.

Alt i alt har jeg nu tre detaljer ved min Pao Quan som jeg vil arbejde på, og dertil makkertræningen (dog uden makker). Ydermere har jeg nogle varianter af Pi Quan som jeg vil udforske lidt og ikke mindst dragetrinene som jeg forudser jeg vil lave en del af. Hvad angår anvendelsen af mine opvarmningsøvelser lader de sig dårligt træne uden makker, men jeg vil udforske benarbejdet lidt og ikke mindst træne dem oppe i hovedet (og det skal man ikke kimse ad, selv om det lyder fjollet).

Der er masser at øve sig på inden træning på mandag.

Frustration

Jeg er ved at nå et niveau af repetition i min daglige træning som er stærkt frustrerende. Jeg har ikke noget imod at foretage de samme øvelser mange gange, hvis jeg ved hvad jeg stræber efter. Desværre mangler jeg nogle konkrete mål for hvornår jeg er på rette spor og hvornår jeg spilder tiden.

Der er dem som siger at hvis din basistræning er utilstrækkelig, så vil det skabe et dårligt fundament og dermed skade kvaliteten af din videre træning. Samtidig siger andre, at det vigtigste er at du træner og får de brede linier indlært. Så kan du altid pudse det til senere. I grunden er begge dele vel sandt, i et eller andet mål.

Mit problem er at jeg i øjeblikket ikke aner hvad de brede linier er. Det betyder at jeg i min daglige træning øver mig en masse på noget som måske er god basis eller måske skal tilpasses senere. Jeg aner det ikke, og dermed har jeg ingen mulighed for bevidst at forbedre det jeg gør. Når jeg bevæger mig på bestemte måder føles det bedre end når jeg gør det på andre måder, men når jeg ikke kender baggrunden for en specifik bevægelse, og ikke har set den demonstreret på et menneske, så er det svært at vide om jeg gør noget værre eller bedre ved at tillægge mit bestemte vaner. Det som føles bedre er ikke nødvendigvis det som virker. Det er jo en af grundene til at træne kroppen stærkere og mere fleksibel.

Det er populært at bruge børn som eksempler på mennesker som bevæger sig rigtigt. De ved hvordan man trækker vejret og hvordan man sidder korrekt, indtil de bliver voksne og spolerer det. Men så er det jeg husker hvordan det var at gå i børnehave, dengang man diskuterede med de andre drenge om man kunne løbe hurtigst med hænderne åbne eller lukkede. Når jeg står og slår huller i luften og prøver at mærke hvor i kroppen jeg skal bevæge mig lidt anderledes for at få en bedre teknik, uden at det koster balance eller fleksibilitet i forhold til videre bevægelser, så ved jeg ikke om jeg er et informeret voksent menneske som er i gang med at lære noget eller om jeg er et barn der vurderer forskellen mellem åben og lukket hånd på en løber.

Og det er utroligt frustrerende.

“Kig i en bog” – desværre ikke så nemt. Nuanceforskelle fra gren til gren gør at jeg allerede nu kan se detaljer som er anderledes fra for eksempel Sun Lu Tangs stil til det jeg lærer. For Pao Quan er det forskellen på om den blokerende arm vender oversiden eller undersiden væk fra kroppen, hvilket igen har indflydelse på hele armens vinkel. Lige præcis på det punkt har jeg fået besked på hvordan jeg skal holde den arm og hvorfor det er en god ide at gøre det sådan. Så kan man selvfølgelig lege “hvem har mest ret”, men dels er min lærer bredt respekteret for at have styr på det der med at slås, dels er han selv undervist af en fyr som er associate professor of martial arts på Zhejiang universitet i Hangzhou, Kina, og slutteligt er det selvfølgelig bare en dårlig ide (og dårlig stil) at gøre ting anderledes end man får besked på, hvis man gerne vil lære noget af nogen.

Så der.

Jeg tror de to ting jeg har behov for er mere makkertræning og gerne også nogle enetimer. De koster dog lige 500 kroner stykket, så det er ikke så nemt. Jeg tror sørme det er på tide at søge arbejde.

« Previous Page« Previous entries « Previous Page · Next Page » Next entries »Next Page »