At Kende Vejen

Jeg er ved at nå et niveau af repetition i min daglige træning som er stærkt frustrerende. Jeg har ikke noget imod at foretage de samme øvelser mange gange, hvis jeg ved hvad jeg stræber efter. Desværre mangler jeg nogle konkrete mål for hvornår jeg er på rette spor og hvornår jeg spilder tiden.

Der er dem som siger at hvis din basistræning er utilstrækkelig, så vil det skabe et dårligt fundament og dermed skade kvaliteten af din videre træning. Samtidig siger andre, at det vigtigste er at du træner og får de brede linier indlært. Så kan du altid pudse det til senere. I grunden er begge dele vel sandt, i et eller andet mål.

Mit problem er at jeg i øjeblikket ikke aner hvad de brede linier er. Det betyder at jeg i min daglige træning øver mig en masse på noget som måske er god basis eller måske skal tilpasses senere. Jeg aner det ikke, og dermed har jeg ingen mulighed for bevidst at forbedre det jeg gør. Når jeg bevæger mig på bestemte måder føles det bedre end når jeg gør det på andre måder, men når jeg ikke kender baggrunden for en specifik bevægelse, og ikke har set den demonstreret på et menneske, så er det svært at vide om jeg gør noget værre eller bedre ved at tillægge mit bestemte vaner. Det som føles bedre er ikke nødvendigvis det som virker. Det er jo en af grundene til at træne kroppen stærkere og mere fleksibel.

Det er populært at bruge børn som eksempler på mennesker som bevæger sig rigtigt. De ved hvordan man trækker vejret og hvordan man sidder korrekt, indtil de bliver voksne og spolerer det. Men så er det jeg husker hvordan det var at gå i børnehave, dengang man diskuterede med de andre drenge om man kunne løbe hurtigst med hænderne åbne eller lukkede. Når jeg står og slår huller i luften og prøver at mærke hvor i kroppen jeg skal bevæge mig lidt anderledes for at få en bedre teknik, uden at det koster balance eller fleksibilitet i forhold til videre bevægelser, så ved jeg ikke om jeg er et informeret voksent menneske som er i gang med at lære noget eller om jeg er et barn der vurderer forskellen mellem åben og lukket hånd på en løber.

Og det er utroligt frustrerende.

“Kig i en bog” – desværre ikke så nemt. Nuanceforskelle fra gren til gren gør at jeg allerede nu kan se detaljer som er anderledes fra for eksempel Sun Lu Tangs stil til det jeg lærer. For Pao Quan er det forskellen på om den blokerende arm vender oversiden eller undersiden væk fra kroppen, hvilket igen har indflydelse på hele armens vinkel. Lige præcis på det punkt har jeg fået besked på hvordan jeg skal holde den arm og hvorfor det er en god ide at gøre det sådan. Så kan man selvfølgelig lege “hvem har mest ret”, men dels er min lærer bredt respekteret for at have styr på det der med at slås, dels er han selv undervist af en fyr som er associate professor of martial arts på Zhejiang universitet i Hangzhou, Kina, og slutteligt er det selvfølgelig bare en dårlig ide (og dårlig stil) at gøre ting anderledes end man får besked på, hvis man gerne vil lære noget af nogen.

Så der.

Jeg tror de to ting jeg har behov for er mere makkertræning og gerne også nogle enetimer. De koster dog lige 500 kroner stykket, så det er ikke så nemt. Jeg tror sørme det er på tide at søge arbejde.