At Kende Vejen

Jeg var til min anden træning hos Paul Whitrod i torsdags. Der var tre eller fire opmødte jeg ikke havde set før, samt nogle stykker fra sidste gang. En af de nye var en fyr der hedder Ian. Han lader til at være en af dem der har trænet længst.

Allerede under de indledende øvelser gik det op for mig at der var et par ting jeg havde glemt fra sidste gang. Det er en underfundig fornemmelse at være en komplet begynder igen. Jeg startede Kendo i 1999 og selv om der stadig er masser at lære har jeg forlængst bygget et fundament som gør mig i stand til bedre at forstå ny lærdom. Det fundament er meget småt i min nuværende træning.

Jeg fik lov at passe mig selv det meste af tiden, undtagen lige til sidst hvor Ian gennemgik det jeg indtil videre har lært og sikrede at jeg gør det bare nogenlunde rigtigt. Han kom også med nogle rettelser til min Pi Quan (“Splitting Fist”), så nu har jeg lidt flere nuancer at arbejde med der.

Så vidt jeg har forstået er det sædvane at man først lærer de fem elementer – metal, vand, træ, ild og jord – svarende til Pi Quan (Splitting Fist), Beng Quan (Smashing Fist), Zuan Quan (Drilling Fist), Pao Quan (Pounding Fist) og Heng Quan (Crossing Fist).

Det føles helt naturligt at beskæftige sig med teknikkernes kinesiske navne, men besværligt ikke at vide hvilke nuancer i den tilsvarende engelske betegnelse der er vigtige. Det er fristende at oversætte de forskellige “næver” eller “hænder” til dansk, men ord skaber opfattelse, og opfattelse skaber handling. Jeg vil hellere vente med at tænke dem ind i mit danske sprog til jeg har en bedre kropslig forståelse for teknikkernes indhold. Eller aldrig. Jeg har trods alt aldrig haft brug for danske betegnelser for de sværdteknikker jeg kender.

Hvad træningen angår er jeg stadig meget tilfreds. Der er en god og venskabelig stemning uden tab af seriøsitet. Med lidt held starter der også en mandagstræning om et par uger. Jeg prikkede lidt til det og underviseren spurgte sig for i lokalet om der var interesse for det. Nu ser vi om et par uger om det bliver til noget. Jeg håber det.

I stedet for at forsøge at beskrive teknikkerne har jeg besluttet i stedet at filme dem. Jeg har mit kamera herovre, så jeg skal bare skaffe et par bånd og eventuelt en trefod. Udover at det er særdeles lærerigt at se sine egne teknikker udefra, giver det mig også mulighed for at se min egen udvikling over længere tid. Den slags er rart at have når man en dag rammer muren og ikke synes man kommer videre.