At Kende Vejen

Jeg har nu været til min sjette træning i Xing Yi, og det føles mere rigtigt for hver gang. Det passer mig godt, og jeg har en klar fornemmelse af at min kendobaggrund støtter mig langt mere end den begrænser mig. For nogle er den slags selvfølgeligt, men jeg har nu selv set folk i Kendo som brugte meget lang tid på at modarbejde gamle vaner fra andre systemer. Indtil videre lader mine gamle vaner altså til primært at arbejde med mig.

For første gang var jeg en del af den generelle opstilling, og lavede øvelser side om side med de andre i stedet for at stå i mit eget hjørne og slås med min imaginære ven (som jeg i øvrigt har stor respekt for, selv om han altid taber og slet ikke er lige så sej som de andre jeg prøver kræfter med – han er trods alt min gode ven gennem mange år, og han er ganske trofast og utrættelig).

Det siger sig selv at jeg troligt lavede min egen ene øvelse imens de andre gik til den med slangestil og armene i alle retninger. Meget kraftfuldt og inspirerende. Og jeg var endnu engang en rigtig begynder, selvbevidst og (irriterende) forfængelig, men dog fokuseret. Jeg tror de fleste der har prøvet det genkender følelsen. Folk omkring en er meget bedre, og nu er man endelig med i ilden og vil gerne vise at man har forstået hvad det handler om, at man har lært noget. Efter at have tæsket rundt i overgearet og anstrengt tempo, mindede jeg mig selv om at jeg ikke skulle bevise noget for nogen, satte farten femten procent ned og fokuserede. Pludselig var der kraft og timing og retning. Der var rytme og en følelse af at jeg gjorde noget rigtigt, at jeg var i det. Det er enormt befriende at lukke resten af verden ude og på den måde koncentrere sig om, og hellige, det man er i. I periferien er der andre der gør det samme, og det bidrager til ens eget fokus. Det er en følelse af samhørig individualitet jeg sjældent ser i andre sammenhænge, og det har en stærk effekt på min evne til at forblive skarp.
 – Og så er der nu heller ikke noget der kan kvæle egoets følelse af at man ser åndssvag ud når man slår huller i luften, som at befinde sig blandt ligesindede i et forum der har stor respekt for den slags. Det hører med. De fleste ved at kamptræning er noget man investerer i fordi man tager sig selv alvorligt, men de færreste er nok klar over at man ikke kan gøre det hvis man tager sig selv for alvorligt. Og med den bemærkning tror jeg faktisk lige det lykkedes mig at presse en af de Store Pointer(tm) ned i en observation om mennesker der ser fjollede ud på kommando. Tænk engang.

Så der gik vi, og fedt var det, at slå huller i luften. Anden halvdel af træningen var partræning, igen en førstegangsoplevelse for mig. Igen lavede jeg den samme øvelse hele vejen igennem, men denne gang både med angreb og forsvar, og pludselig var der en klar fornemmelse af hvad det var jeg havde øvet mig på indtil nu. Igen må jeg springe over den detaljerede tekstbeskrivelse men i korte træk handler det om at den angribende part trækker i forsvarerens forreste arm for at bringe ham i ubalance, og følger op med et slag mod halsen. Svaret på dette er at træde baglæns og afværge slaget. Dette bringer begge parter tilbage til udgangspunktet (blot spejlet), og øvelsen gentages.

Jeg genkendte en observation jeg har gjort mange gange før, nemlig at træning mellem øvede parter er nemmere og mere flydende end træning med en begynder. I nærværende tilfælde lykkedes det mig adskillige gange at bringe min makker langt ud af balance eller slå ind over hans forsvar, fordi jeg ikke bevægede mig “som forventet”. Det er den slags begge parter forhåbentligt lærer en del af, og det ses i mange sammenhænge. Et andet klassisk eksempel er strategi i f.eks. poker, hvor en øvet spiller risikerer at fejlvurdere begynderens hånd fuldstændigt fordi begynderen tager uventede (uinformerede) beslutninger. Tilbage i kampsammenhæng er det også den slags hændelser der gør det tydeligt, at krydstræning mod andre stilarter er uvurderlig til at udvikle teknisk erfaring med modstand der ikke følger ens eget system. Firkantet sagt, fordi andre stilarter – ligesom begynderen – ikke opfører sig efter den forventning man uforvarende kan have opbygget gennem vedvarende eksklusiv træning indenfor et system.

Noget af den dejlige uskyld i begyndereksemplet er også at jeg jo ikke bevidst prøvede at snyde min makker. Det skete bare fordi jeg handlede ude af timing, mod bedre vidende. Det vil utvivlsomt tage mange års træning at være lige så uforudsigelig som da man lige var startet.

Udover veloplagt træning er den seneste gode nyhed at der, efter jeg spurgte træneren om det, er undervisning om mandagen også. Det er samtidig med et “grappling”-hold (jeg savner et godt dansk ord for det), men der er et andet lokale til rådighed, så der er plads til det. To gange om ugen er mere end dobbelt så godt som en gang, og selv med den smule træning jeg har haft er jeg overrasket over hvor hurtigt jeg får bygget oven på, så endnu mere undervisning glæder jeg mig meget til.