At Kende Vejen

Jeg sidder i min seng og lytter til The Fabulous Yard Dogs Road Show And The Black And Blue Burlesque. Tidligere i dag kom jeg hjem med et læs festivalramte ejendele; en bog med lidt fugtbølger i kanten, luftmadrassen som altid fylder mere på vej hjem end på vej ud, adskillige mudrede stykker tøj, og en del tøj fyldt med bålrøg. Plus det løse, naturligvis.

Festivalbilletten købte jeg lidt på impuls natten mellem mandag og tirsdag, da jeg fandt ud af at min bofælle Ben skulle afsted med en flok flinke mennesker. Festivallen er noget større end Roskilde Festival, men det føles af cirka det samme. Der er selvfølgelig en masse små forskelle, men overordnet er konceptet velkendt: tusindvis af mennesker og tonsvis af musik.

Lejren var en blandet flok af flinke mennesker, og vi havde det ganske sjovt sammen. En del af tiden pushede jeg dansk lakrids-vodka (Spunk) og White Russians på de skøre briter, som ikke kendte til nogen af delene, og en del af tiden drev jeg rundt på egen hånd og udforskede.

I den ene ende af festivallen fandt jeg Stencirklen, beliggende på et større græsareal, og med udsigt til en fin, træudskåret lindorm som med udstrakte kløer kastede sig mod himlen i et tavst skrig. Fin var den, og enORM lang.
I Stencirklen brænder et stort bål, og der er tradition for at folk siver derhen ud på natten. Selv fandt jeg vej derop natten mellem lørdag og søndag, til synet af nogle tusind mennesker samlet omkring hundredevis af lys og små bål. Klokken var vel tre, og jeg fulgte lyden af trommer hen mod en mur af mennesker, trådte ind i klumpen, satte mig på en ledig plads ved det store bål, og sugede til mig af den gode stemning.

Som jeg sad der og lyttede til de mange trommer og mærkede den buldrende varme fra det mægtige stammebål kiggede jeg bag mig. Der så jeg lindormen strække sig mod himlen og jeg så seglmånen skære sig gennem de grå skyer med sit klare lys. Da jeg igen rejste mig  - et øjeblik efter min ankomst - var solen stået op, natten forsvundet, og mit tøj fyldt med duften af bålrøg. Natten efter vendte jeg tilbage efter mere og faldt i snak med nogle vældigt rare mennesker. Vi var vel et par hundrede da jeg satte mig kort før midnat, og et par tusind da jeg rejste mig tre timer senere. Denne gang var der, udover endnu flere trommer, også en fyr med sækkepibe som gav sit til musikken, og jeg selv og et par stykker andre lavede lyd ved at slå små blanke gaspatroner mod kanten af støvede øldåser.

Fredag aften bød på udforskning af festivalområdet og var samtidig også aftenen hvor jeg ikke så Fun Lovin’ Criminals og heller ikke så Fatboy Slim. Sidstnævnte så jeg dog for nylig på Roskilde og var kun halvvejs begejstret, så det var vel fair nok. Ben og jeg faldt også i snak med nogle walisere og det var vist ikke det samme musik vi var der for. Da jeg nævnte at jeg ville se Fun Lovin’ Criminals samme aften var svaret først adskillige sekunders tavshed, efterfulgt af “de har et lidt mærkeligt navn, de der”. Jow jow. Nåmen altså, efter ikke at have set de pågældende to bands, fandt jeg vej ind i Pussy Parlure, hvor Yard Dogs Road Show var i fuld gang med at give den gas med larm og letpåklædte dansere. Den slags forestilling man ville forvente at finde et sted i baggrunden af Carnivàle - jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke så den fra starten, for underholdende var det. Baseret på de sidste par numre og stemningen på scenen, og bakket op af min alt andet end ædru dømmekraft, antastede jeg straks efter koncerten et af bandmedlemmerne og aftvang ham et eksemplar af deres lyd, til evig arv og eje, for blot en lap papir med tal og billeder på. Et godt køb, hvis jeg selv skal sige det.

Lørdag aften spillede Massive Attack, og det var en mindeværdig koncert (spring 5 minutter ind for Teardrop og 24 minutter for Angel, med Horace Andy). De spillede en del fra Mezzanine, og et par numre inde trådte Stephanie Dosen på scenen, hvidklædt og blid som en lilje. Da hun slog tonerne an til Teardrop (nogle kender den som temaet fra House M.D.), var der ingen tvivl om at de havde publikum i deres hule hånd. Derfra gik det med lysshow og skiftende sangere støt og roligt mod sejr. Tak til Massive Attack for den oplevelse.

Søndag stavrede jeg ud af mit telt lidt i to om eftermiddagen og begav mig mod Jazz World-scenen. På bestilling leverede Balkan Beat Box en energisk og tempofyldt koncert, ganske som på Roskilde 2006, og der blev danset og hoppet og hujet til lyden af beats, overanstrengte blæseinstrumenter og forsangeren som i vanlig stil tæskede rundt på scenen og nød livet - måske bedst illustreret da han sprang op på trommesættet mens Tamir Muskat var i fuld gang med at spille på det. Efter koncerten købte jeg et par skiver med rytmer og remixes og fik dem sågar signeret af de kære mennesker selv. De var meget behagelige og glade.

Efterfølgende begav jeg mig over mod Stencirklen og tipierne og hippierne. Her betalte jeg en beskeden sum for adgang til “varmt” bad og en sauna. Sidstnævnte var et lille telt med trægulv, bænke og brændeovn med sten på. Der kunne vel være omtrent ti mennesker derinde. Jeg brugte godt halvanden time i saunaen, kun afbrudt af lejlighedsvise ture over til den lunkne bruser, og gik derfra med fornyet energi til en sidste aften i vælten.

Søndag var også dagen hvor Leonard Cohen spillede. Jeg har aldrig været særligt interesseret i hans musik, men Pernille pushede mig et par numre inden jeg tog på festival, og det var vel gjort, tak for det! Han leverede en sublim koncert, og mellem hvert nummer hujede og klappede de ufatteligt mange mennesker så den gamle gentleman tog hatten af og lyste op i charmerende smil og ydmyg glæde.
It’s a great honour to play for these angels, born of the mud.
Jeg kommer til at høre mere Leonard Cohen i den nærmeste fremtid.

Glastonbury Festival har været en god oplevelse, og jeg kunne finde på at tage afsted igen, om end jeg stadig foretrækker Roskilde. Bare lidt.

Det er mandag. Jeg ankom til Palmer’s Lodge i nat omkring klokken halv to, temmeligt træt og dyneklar - eller det vil sige “kuvert-klar”, for dyne er her ikke.

Turen gennem Londons nat lod mig se en masse gamle og flotte bygninger. Bevares, de kunne godt trænge til lidt vedligehold, men der er stemning, og det er tydeligt at jeg ikke er i Århus længere. Selve Palmer’s Lodge er en imponerende bygning i sig selv. Jeg sidder i øjeblikket i loungen, som er proppet med dejlige sofaer og prydet med ildsted, stukloft med lysekrone, fladskærms-TV, samt selvfølgelig internetmaskiner til de mange logerende. Det af bygningen jeg ellers har set udmærker sig ved mørke, solide træmøbler, brede rød-løber-beklædte trapper og store døre med glasmosaikker. Kanske jeg lægger nogle billeder op når jeg kommer så langt.

Jeg er blevet fortalt at man hurtigt begynder at tænke på det sprog man benytter mest, og det gik op for mig allerede i nat da jeg trofast fulgte min GPS mod målet, at jeg allerede tænker på engelsk. Måske er omstillingen hurtig for mig fordi jeg allerede kommunikerer så meget på sproget til daglig, måske er forklaringen en anden. Da jeg startede dette indlæg var jeg lige ved at begynde på engelsk, selv om jeg har besluttet mig for at holde det på dansk, så vidt det passer sig.

Og hvad er så meningen med at fylde ‘nettet op med mere personligt skrammel, som kun få får noget ud af, og som bare er støj for andre? Godt spørgsmål, tænker jeg.

Jeg tror det må have været i slutningen af halvfemserne da jeg første gang fik en brændende trang til at skrive nogle tanker ned og lægge dem online. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg har sandsynligvis enten haft behov for at brokke mig eller for at dele en af de der skæve tanker, som ikke kan stå hen uden at andre skal have dem at vide. Weblogs var ikke opfundet dengang, men ideen om at skrive sin mening eller sine oplevelser på en personlig side var allerede sat i verden, og det var nærliggende at gøre det. Jeg tror jeg undlod fordi jeg som regel fik dækket min udtrykstrang hos folk omkring mig, og dermed slukkede behovet for at skrive det ned. Sådan gik der nogle år, blogs kom frem, og igen trak det i mig, men formålet udeblev og dermed skete der ikke mere.

Min første tanke med siden her var at skrive om mine oplevelser med den kommende træning i Xing Yi og gerne også om Kendo og om kamptræning generelt. Jeg vil gerne fastholde mine erfaringer med den nye træning (og specielt følelsen af at være en komplet begynder), og jeg vil gerne formulere og samle nogle af de mange tanker jeg efterhånden har gjort mig om kamp og om sammenhængen mellem hovedet og resten af kroppen. Jeg har selv brugt det meste af mit liv oppe i hovedet og er på det seneste blevet mere og mere opmærksom på, at jeg har udviklet min kropslighed og min interesse for at få de to ting til at arbejde sammen. Jeg føler mig på rette vej og jeg fornemmer at jeg vil blive klogere på vejen hvis jeg kan åbne mig mere for påvirkning udefra og hvis jeg kan udkrystallisere nogle af mine egne tanker i tekst. At gøre dem offentligt tilgængelige gør dels at andre (forhåbentligt) kan få glæde eller nytte af mine oplevelser, og dels at andres reflektion over mine tanker måske kan finde vej tilbage til mig og påvirke - og måske oplyse - lidt af den vej jeg går.

Så vidt min første tanke. En personlig uddannelse i krop og sind (det lyder ambitiøst når jeg skriver det sådan, men det er det jo sådan set også) og et behov for at dele med andre.

Siden er det gået op for mig at det er oplagt at skrive lidt om min dagligdag her i London også. Ja, altså, jeg er klar over at det var oplagt i forvejen, fordi folk har spurgt mig om jeg ville skrive rejsebreve eller oprette en blog eller tilsvarende, men … ikke oplagt for mig, fordi jeg egentligt ikke tænder på ideen. Nuvel, nu hvor jeg er her og har haft en hård første nat og morgen, er det tydeligt for mig at der er et skrivebehov mere at dække.

Således bliver det altså en lidt-af-hvert-blog, og det er nok fint sådan. Jeg kategoriserer mig muligvis ud af det senere, så min systemhjerne kan acceptere sammenkoget. Hvem ved, måske kommer det hele til at hænge nydeligt sammen, dagligdag og ambitiøs udvikling, jo, mon ikke?

Jeg er spændt på hvordan det bliver. Hvor meget vil mit arbejde fylde, hvor meget vil min træning fylde, og hvor meget vil sociale udskejelser, spas og London-oplevelser fylde? Stay tuned.

P.S.: Det er tydeligt for mig at selv om jeg har engelsktalende venner jeg gerne vil dele mine tanker med, gør jeg bedst i at blive på mit modersmål i første omgang, så jeg kan koncentrere mig om nuancerne i de ting jeg gerne vil skrive i stedet for at koncentrere mig om den rette oversættelse.