Første post, velkommen til London, hvad nu?

Det er mandag. Jeg ankom til Palmer’s Lodge i nat omkring klokken halv to, temmeligt træt og dyneklar – eller det vil sige “kuvert-klar”, for dyne er her ikke.

Turen gennem Londons nat lod mig se en masse gamle og flotte bygninger. Bevares, de kunne godt trænge til lidt vedligehold, men der er stemning, og det er tydeligt at jeg ikke er i Århus længere. Selve Palmer’s Lodge er en imponerende bygning i sig selv. Jeg sidder i øjeblikket i loungen, som er proppet med dejlige sofaer og prydet med ildsted, stukloft med lysekrone, fladskærms-TV, samt selvfølgelig internetmaskiner til de mange logerende. Det af bygningen jeg ellers har set udmærker sig ved mørke, solide træmøbler, brede rød-løber-beklædte trapper og store døre med glasmosaikker. Kanske jeg lægger nogle billeder op når jeg kommer så langt.

Jeg er blevet fortalt at man hurtigt begynder at tænke på det sprog man benytter mest, og det gik op for mig allerede i nat da jeg trofast fulgte min GPS mod målet, at jeg allerede tænker på engelsk. Måske er omstillingen hurtig for mig fordi jeg allerede kommunikerer så meget på sproget til daglig, måske er forklaringen en anden. Da jeg startede dette indlæg var jeg lige ved at begynde på engelsk, selv om jeg har besluttet mig for at holde det på dansk, så vidt det passer sig.

Og hvad er så meningen med at fylde ‘nettet op med mere personligt skrammel, som kun få får noget ud af, og som bare er støj for andre? Godt spørgsmål, tænker jeg.

Jeg tror det må have været i slutningen af halvfemserne da jeg første gang fik en brændende trang til at skrive nogle tanker ned og lægge dem online. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg har sandsynligvis enten haft behov for at brokke mig eller for at dele en af de der skæve tanker, som ikke kan stå hen uden at andre skal have dem at vide. Weblogs var ikke opfundet dengang, men ideen om at skrive sin mening eller sine oplevelser på en personlig side var allerede sat i verden, og det var nærliggende at gøre det. Jeg tror jeg undlod fordi jeg som regel fik dækket min udtrykstrang hos folk omkring mig, og dermed slukkede behovet for at skrive det ned. Sådan gik der nogle år, blogs kom frem, og igen trak det i mig, men formålet udeblev og dermed skete der ikke mere.

Min første tanke med siden her var at skrive om mine oplevelser med den kommende træning i Xing Yi og gerne også om Kendo og om kamptræning generelt. Jeg vil gerne fastholde mine erfaringer med den nye træning (og specielt følelsen af at være en komplet begynder), og jeg vil gerne formulere og samle nogle af de mange tanker jeg efterhånden har gjort mig om kamp og om sammenhængen mellem hovedet og resten af kroppen. Jeg har selv brugt det meste af mit liv oppe i hovedet og er på det seneste blevet mere og mere opmærksom på, at jeg har udviklet min kropslighed og min interesse for at få de to ting til at arbejde sammen. Jeg føler mig på rette vej og jeg fornemmer at jeg vil blive klogere på vejen hvis jeg kan åbne mig mere for påvirkning udefra og hvis jeg kan udkrystallisere nogle af mine egne tanker i tekst. At gøre dem offentligt tilgængelige gør dels at andre (forhåbentligt) kan få glæde eller nytte af mine oplevelser, og dels at andres reflektion over mine tanker måske kan finde vej tilbage til mig og påvirke – og måske oplyse – lidt af den vej jeg går.

Så vidt min første tanke. En personlig uddannelse i krop og sind (det lyder ambitiøst når jeg skriver det sådan, men det er det jo sådan set også) og et behov for at dele med andre.

Siden er det gået op for mig at det er oplagt at skrive lidt om min dagligdag her i London også. Ja, altså, jeg er klar over at det var oplagt i forvejen, fordi folk har spurgt mig om jeg ville skrive rejsebreve eller oprette en blog eller tilsvarende, men … ikke oplagt for mig, fordi jeg egentligt ikke tænder på ideen. Nuvel, nu hvor jeg er her og har haft en hård første nat og morgen, er det tydeligt for mig at der er et skrivebehov mere at dække.

Således bliver det altså en lidt-af-hvert-blog, og det er nok fint sådan. Jeg kategoriserer mig muligvis ud af det senere, så min systemhjerne kan acceptere sammenkoget. Hvem ved, måske kommer det hele til at hænge nydeligt sammen, dagligdag og ambitiøs udvikling, jo, mon ikke?

Jeg er spændt på hvordan det bliver. Hvor meget vil mit arbejde fylde, hvor meget vil min træning fylde, og hvor meget vil sociale udskejelser, spas og London-oplevelser fylde? Stay tuned.

P.S.: Det er tydeligt for mig at selv om jeg har engelsktalende venner jeg gerne vil dele mine tanker med, gør jeg bedst i at blive på mit modersmål i første omgang, så jeg kan koncentrere mig om nuancerne i de ting jeg gerne vil skrive i stedet for at koncentrere mig om den rette oversættelse.

Post a Comment