At Kende Vejen

Jeg sidder i min seng og lytter til The Fabulous Yard Dogs Road Show And The Black And Blue Burlesque. Tidligere i dag kom jeg hjem med et læs festivalramte ejendele; en bog med lidt fugtbølger i kanten, luftmadrassen som altid fylder mere på vej hjem end på vej ud, adskillige mudrede stykker tøj, og en del tøj fyldt med bålrøg. Plus det løse, naturligvis.

Festivalbilletten købte jeg lidt på impuls natten mellem mandag og tirsdag, da jeg fandt ud af at min bofælle Ben skulle afsted med en flok flinke mennesker. Festivallen er noget større end Roskilde Festival, men det føles af cirka det samme. Der er selvfølgelig en masse små forskelle, men overordnet er konceptet velkendt: tusindvis af mennesker og tonsvis af musik.

Lejren var en blandet flok af flinke mennesker, og vi havde det ganske sjovt sammen. En del af tiden pushede jeg dansk lakrids-vodka (Spunk) og White Russians på de skøre briter, som ikke kendte til nogen af delene, og en del af tiden drev jeg rundt på egen hånd og udforskede.

I den ene ende af festivallen fandt jeg Stencirklen, beliggende på et større græsareal, og med udsigt til en fin, træudskåret lindorm som med udstrakte kløer kastede sig mod himlen i et tavst skrig. Fin var den, og enORM lang.
I Stencirklen brænder et stort bål, og der er tradition for at folk siver derhen ud på natten. Selv fandt jeg vej derop natten mellem lørdag og søndag, til synet af nogle tusind mennesker samlet omkring hundredevis af lys og små bål. Klokken var vel tre, og jeg fulgte lyden af trommer hen mod en mur af mennesker, trådte ind i klumpen, satte mig på en ledig plads ved det store bål, og sugede til mig af den gode stemning.

Som jeg sad der og lyttede til de mange trommer og mærkede den buldrende varme fra det mægtige stammebål kiggede jeg bag mig. Der så jeg lindormen strække sig mod himlen og jeg så seglmånen skære sig gennem de grå skyer med sit klare lys. Da jeg igen rejste mig  – et øjeblik efter min ankomst – var solen stået op, natten forsvundet, og mit tøj fyldt med duften af bålrøg. Natten efter vendte jeg tilbage efter mere og faldt i snak med nogle vældigt rare mennesker. Vi var vel et par hundrede da jeg satte mig kort før midnat, og et par tusind da jeg rejste mig tre timer senere. Denne gang var der, udover endnu flere trommer, også en fyr med sækkepibe som gav sit til musikken, og jeg selv og et par stykker andre lavede lyd ved at slå små blanke gaspatroner mod kanten af støvede øldåser.

Fredag aften bød på udforskning af festivalområdet og var samtidig også aftenen hvor jeg ikke så Fun Lovin’ Criminals og heller ikke så Fatboy Slim. Sidstnævnte så jeg dog for nylig på Roskilde og var kun halvvejs begejstret, så det var vel fair nok. Ben og jeg faldt også i snak med nogle walisere og det var vist ikke det samme musik vi var der for. Da jeg nævnte at jeg ville se Fun Lovin’ Criminals samme aften var svaret først adskillige sekunders tavshed, efterfulgt af “de har et lidt mærkeligt navn, de der”. Jow jow. Nåmen altså, efter ikke at have set de pågældende to bands, fandt jeg vej ind i Pussy Parlure, hvor Yard Dogs Road Show var i fuld gang med at give den gas med larm og letpåklædte dansere. Den slags forestilling man ville forvente at finde et sted i baggrunden af Carnivàle – jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke så den fra starten, for underholdende var det. Baseret på de sidste par numre og stemningen på scenen, og bakket op af min alt andet end ædru dømmekraft, antastede jeg straks efter koncerten et af bandmedlemmerne og aftvang ham et eksemplar af deres lyd, til evig arv og eje, for blot en lap papir med tal og billeder på. Et godt køb, hvis jeg selv skal sige det.

Lørdag aften spillede Massive Attack, og det var en mindeværdig koncert (spring 5 minutter ind for Teardrop og 24 minutter for Angel, med Horace Andy). De spillede en del fra Mezzanine, og et par numre inde trådte Stephanie Dosen på scenen, hvidklædt og blid som en lilje. Da hun slog tonerne an til Teardrop (nogle kender den som temaet fra House M.D.), var der ingen tvivl om at de havde publikum i deres hule hånd. Derfra gik det med lysshow og skiftende sangere støt og roligt mod sejr. Tak til Massive Attack for den oplevelse.

Søndag stavrede jeg ud af mit telt lidt i to om eftermiddagen og begav mig mod Jazz World-scenen. På bestilling leverede Balkan Beat Box en energisk og tempofyldt koncert, ganske som på Roskilde 2006, og der blev danset og hoppet og hujet til lyden af beats, overanstrengte blæseinstrumenter og forsangeren som i vanlig stil tæskede rundt på scenen og nød livet – måske bedst illustreret da han sprang op på trommesættet mens Tamir Muskat var i fuld gang med at spille på det. Efter koncerten købte jeg et par skiver med rytmer og remixes og fik dem sågar signeret af de kære mennesker selv. De var meget behagelige og glade.

Efterfølgende begav jeg mig over mod Stencirklen og tipierne og hippierne. Her betalte jeg en beskeden sum for adgang til “varmt” bad og en sauna. Sidstnævnte var et lille telt med trægulv, bænke og brændeovn med sten på. Der kunne vel være omtrent ti mennesker derinde. Jeg brugte godt halvanden time i saunaen, kun afbrudt af lejlighedsvise ture over til den lunkne bruser, og gik derfra med fornyet energi til en sidste aften i vælten.

Søndag var også dagen hvor Leonard Cohen spillede. Jeg har aldrig været særligt interesseret i hans musik, men Pernille pushede mig et par numre inden jeg tog på festival, og det var vel gjort, tak for det! Han leverede en sublim koncert, og mellem hvert nummer hujede og klappede de ufatteligt mange mennesker så den gamle gentleman tog hatten af og lyste op i charmerende smil og ydmyg glæde.
It’s a great honour to play for these angels, born of the mud.
Jeg kommer til at høre mere Leonard Cohen i den nærmeste fremtid.

Glastonbury Festival har været en god oplevelse, og jeg kunne finde på at tage afsted igen, om end jeg stadig foretrækker Roskilde. Bare lidt.