At Kende Vejen

“Oh, look at that” sagde den lille asiatiske pige med samme glæde i stemmen hver gang hun fik mig en ny umulig lås, typisk med en arm på min hals og ofte en fri til slå med. I fredags kom jeg endelig til Systema igen.

12-15 mennesker i et kælderlokale på Imperial College. Hvis man leder efter The Holland Club i en kælder så kan man godt finde den, men det anbefales at have kigget et kort (eller i mit tilfælde at medbringe en GPS). Man opdager så at klubben er en bar for studerende og at ingen tilsyneladende ved noget om at der skulle være træning der. Sådan gik forrige fredag med at jeg ikke kom til træning. Jeg ved nu at man skal gennem The Holland Club, til venstre nede ved endevæggen, ad en gang forbi toiletterne, gennem dobbeltdørene med grønne nødudgangsskilte, ned ad trappen til en dybere kælderetage, forbi snookerrummet, og der finder man så et lokale med folk der træner Systema.

Der er en lidt doven stemning i lokalet. Et par stykker står og strækker lidt, men de fleste ligger på gulvet og flader ud. Den dovne stemning har jeg lagt mærke til er udbredt hos Systemafolkene. Jeg tror ikke de er dvaske som sådan, men det er som om en del af kampfilosofien smitter af, og trænet afslapning kan snildt forveksles med slap dvaskhed for den uindviede observatør. Og hvem ved hvad sandheden er? Jeg gør endnu ikke.

Træneren er Sam Benson, en afslappet og tillidsvækkende fyr med en selvsikker udstråling. Fuldstændig som til min første træning viser det sig at være en klar fordel at jeg føler mig tryg ved ham, da vi også denne gang starter med at bryde kropslige grænser. Først er der dog opvarmning.

Vi starter med at jogge rundt i lokalet, og for hver gang vi tager et skridt, trækker vi skiftevis vejret ind gennem næsen eller puster ud gennem munden. Systema handler meget om vejrtrækning og om at bevæge sig hele tiden. Vi skifter et trin op, så vi trækker luft ind over to skridt og puster ud over to skridt, og sådan trinvis frem til vi er oppe på at løbe otte skridt hver vej, og albuerne i skulderhøjde til hver sin side og hænderne i vejret. Så igen trinvist ned, og da vi er nede på et går vi kun, og har hænderne nede igen. Mens vi går rundt sænker vi kroppen – stadig med ret ryg, så vi bøjer knæene – først et par centimeter, så et par stykker mere, og til sidst er vi nede så vi næsten sidder på fødderne, og hvert “skridt” fremad får kroppen til at rokke. Så ned på gulvet og kravle frem som salamandre på hænder og fødder, med kroppen i samme højde hele tiden. Og til sidst op igen.

Efter opvarmningen finder alle en makker og går til første øvelse. Den ene part ligger på ryggen og slapper af, mens makkeren sparker til den liggende person. Øvelsen for den liggende er at slappe af og give en smule efter for sparkene, og øvelsen for den stående person er at nedbryde den barriere der gør det svært at sparke folk (der ligger ned). Jeg har ikke så meget kontrol over hvor hårdt jeg sparker, så Sam kommer lige over og demonstrerer et par solide hug på min makker, så jeg ved hvordan niveauet skal være. Makkeren siger også et par gange at jeg godt kan give den et nøk opad, så det gør jeg efter bedste evne. Så har man prøvet det med. Nåja, og efter et stykke tid ruller man om på maven og får en tur der også.
Efter at have sparket en del tid i siden, på benene, lidt til armene, og trådt lidt på maven og brystet og igen benene bliver det min tur til at ligge på gulvet. Fyren er meget flink, både til ikke at være for god mod mig bare fordi jeg er ny, men også til at spørge engang imellem om alt er i orden. Det er det. Der er selvfølgelig nogle hug som jeg godt kunne have undværet, og det bliver især ubehageligt når jeg ligger på maven og ikke kan se dem komme, men øvelsen virker og det er meget rart at mærke at jeg er skrøbelig men ikke kontaktsky.

Det er lidt en omvendt tillidsøvelse. I stedet for den hvor man lader sig falde og bliver grebet af en anden, så lægger man sig ned og lader sig sparke på af et menneske man kun lige har hilst på minuttet forinden. Men det virker, og det harmonerer meget godt med min følelse af at der ikke er nogen i lokalet der føler sig specielle eller bedre end andre. Vi skal allesammen derfra med skoaftryk på tøjet.

Efter den indledende øvelse tager vi ti armbøjninger på knoerne, i eget tempo men helst langsomt, for at få kroppen under kontrol igen. Det slår mig at det volder mig mere smerte at tage armbøjninger på knoerne end den øvelse jeg lige har været igennem gjorde.

Herfra ændrer øvelserne sig gradvist efter samme tema, og vi skifter makker hver gang. Til næste øvelse træder man et sted på sin liggende makker, som så skal prøve at finde en god retning at bevæge sig ud af det tryk. Man prøver her at bruge hele kroppen til det, så man ikke bare for eksempel hiver sin arm til sig, men flytter hele kroppen på gulvet, så den trækker armen fri, og i en retning som er væk fra trykket og ikke bare ind gennem angriberen. Eftersom jeg ikke er så erfaren viser det sig hurtigt også at blive en øvelse i at holde hovedet koldt. Det kan være svært at mærke efter hvilken retning man nemmest kommer væk fra en fyr der står på ens håndled, når det samtidig gør ondt.

Nu skal der igen sparkes, men denne gang hårdere, og den liggende makker må så til gengæld rulle væk for at undvige. Man telegraferer sit spark eller tramp så den anden part kan se det komme, men man sørger til gengæld også for at ramme hvis ikke makkeren flytter sig. Det er ofte svært at undgå at blive ramt – ikke mindst fordi der er begrænset gulvplads – men man lærer at sætte pris på at selv en lille bevægelse i samme retning som sparket gør en stor forskel.

Hele vejen igennem øvelserne er man begrænset af at der er folk rundt om som også tumler, og for Systema er det bare en belejlig del af træningen. Her undervises der ikke kun i en-mod-en, og man må forholde sig til at der er kaos på kamppladsen. Det er underforstået at de stående parter sørger for at der ikke sker nogen uheld, men der er til gengæld flere af dem på gulvet som i de senere øvelser nu og da bruger hinanden til at hive i for at skifte retning.

Næste trin er at sidde op, og igen rulle eller på anden måde undvige de indkommende spark. Herefter samme øvelse, men nu med så lidt bevægelse som muligt. På det her tidspunkt bliver jeg hurtigt træt, og jeg kan tydeligt mærke hvordan jeg spænder. Det hjælper at tænke på min vejrtrækning. Jeg bemærker en tendens til at holde vejret og spænde i mellemgulvet, og det gør kroppen stiv og besværlig. Hvis jeg husker at få luft ind og ud når jeg bevæger mig slapper jeg også mere af, og bliver ikke så hurtigt træt og spændt. Den ændring giver mig lidt flere kræfter, men det er med stor glæde at jeg rejser mig op og giver mig til at sparke den anden fyr rundt i nogle minutter.

Nu går vi videre til afværgende bevægelser. Det er frit hvordan man gør, men grundideen er at lave bevægelser der i nogen grad harmonerer med det indkommende angreb, og gerne på en måde så man kommer i kontakt med den angribende part. Det anbefales at vi kun bruger kropsdele der kan tåle hvis vi fejlbedømmer (der kunne nemt forstuves en finger).

Når man så fra siddende position har øvet sig i at afværge på en måde der skaber kontakt til angriberen er det nærliggende at øve sig i at trække kampen ned på gulvet. Igen sparkes der, man afværger typisk med arme eller ben, og prøver så at udnytte situationen til at bringe makkeren ud af balance, og gerne på en måde så man fortsat har kontakt efter landing. Det nytter ikke noget at tage den anden ned, hvis man så får en fod i hovedet straks bagefter.

Nu kommer forsvareren op på knæ og øvelsen er igen et angreb som skal afværges, og derefter forsøger man at tage angriberen ned og prøve at låse vedkommende. Der er ingen instruktion yderligere, så der improviseres en masse, og min makker viser mig et par tricks da han opdager at jeg har meget lidt styr på ham. I det hele taget er alle flinke til at tilpasse niveauet men samtidig presse. Det er en sand fornøjelse.

I den sidste øvelse står begge parter op, og man skiftes nu til at lave et udfald, som den anden part så afværger og prøver at følge op med at få angriberen til gulvet. Min makker er en lille asiatisk pige, hvis angreb jeg snildt kommer omkring, men som næsten hver gang får krammet på mig så snart vi er på gulvet. Jeg er utroligt stædig, men det er desværre ikke nok til at komme fri, og eftertænksomhed vinder sjældent over erfaring i den situation. De gange jeg får overtaget er hun dog hurtig til at klappe ud af kampen, eftersom erfaring ikke altid er nok til at redde situationen når der er en markant forskel i størrelse og styrke. Det er da også med nogen fornøjelse at jeg et par gange slår ud efter hende (her prøver jeg nogle basale slag fra Xing Yi), hvorefter hun afværger og slider rundt et stykke tid uden at rokke mig, og giver op med et næsten skuffet “you’re quite stable”.

Efter øvelserne løber vi lidt rundt igen og til sidst lægger vi os på ryggen og Sam dæmper lyset og taler os igennem en afslapnings- og åndedrætsøvelse. En af den slags hvor man ligger lidt fladere bagefter end man gjorde forinden. Da vi rejser os ser jeg et dusin svedige menneskeaftryk i en fin cirkel på gulvet. Jeg er ikke den eneste der har fået gang i kroppen.

Undervejs i øvelserne fik jeg rig lejlighed til at betragte instruktøren, Sam, og det var en fornøjelse. Han har en pudsig opførsel og minder mig på mange måder om en stor menneskeabe, dels fordi han virker afslappet og stærk, men også fordi han har lidt af den kvalitet i sine bevægelser som dyr har, når de ser ud som om hele kroppen samarbejder om alt hvad den foretager sig. Når han sidder på gulvet for at demonstrere er han rolig og passiv, helt afslappet også i ansigtet. Når så der kommer en angriber imod ham vender han hovedet i den retning og kigger nærmest nysgerrigt – hans øjenbryn hæver sig lidt – som om han først lige opdager faren, men mest af alt er afventende og spændt på hvad der skal ske. Så krøller han behændigt og afslappet sin modstander, med flydende og stærke bevægelser, og til sidst lyser hans ansigt op i et veltilfredst smil, måske fordi det gik fint, eller måske bare fordi han hygger sig, men absolut ikke fordi han vil vise sig. Meget sympatisk.

Jeg fik også et par huskekager med derfra. Under en af øvelserne fik jeg en løbsk næve i brystkassen og det gav et højt knæk. Det var dog efter nærmere inspektion nok fra hans fingre, men jeg har et ømt ribben som jeg sikkert får glæde af i en del uger endnu. Det er værst om morgenen, og det gør egentligt ikke særligt ondt, det er der bare som et lille stik nu og da. Den første uge var værst. Nåja, og så lagde jeg også mærke til det da jeg ramlede sammen med en anden fyr til Kendo i tirsdags, men brystpladen tog heldigvis sin del.

Den anden ting jeg fik med mig derfra var en masse øm hud i bunden af lænden. Der hvor jeg havde rullet ned på ryggen og op at sidde og til alle mulige retninger i de mange øvelser hvor vi sad på gulvet. Den ømme hud har rent faktisk kastet et par sårskorper af sig. Der har jeg ligegodt aldrig haft hudafskrabninger før.

I aften skal jeg afsted igen. Jeg må lige huske at beskytte mit ømme ribben.

Jeg skulle have sovet nu, men der var nogle tanker som blev med at presse sig på, og da jeg endelig havde søvnen inden for rækkevidde følte jeg at det ville være en skam ikke at skrive dem ned.

For at starte det her indlæg rigtigt må jeg hellere skynde mig at udvise lidt ydmyghed og sige at jeg godt ved jeg ikke er perfekt, og at jeg stadig har meget at lære, og at jeg til tider kan være doven og uopmærksom, måske en sjælden gang imellem endda respektløs.

MEN…

Jeg må have luft for nogle tanker jeg gjorde mig under og efter aftenens kendotræning.

Til at starte med trænede vi den helt grundlæggende skæreteknik fremadrettet, mod hovedet. Mange af dem. Formålet med sådan en øvelse er at arbejde på basale ting som fodarbejde, koordination, åndedræt, afstand, kropsholdning, etc.
Der kom i den forbindelse en del rettelser både til de nye og til de gamle (en håndfuld af dem vel nok 3. dan eller mere). Det slog mig at ingen af rettelserne passede på mig, så måske var jeg ekstra god i aftes, eller måske faldt mine teknikmangler ikke ind under aftenens pulje af fællesnævnere. Pånær en, og så alligevel ikke. Vi fik at vide at vi skulle tilpasse vores fodarbejde således at højre fod først bevæger sig fremad når man er gået i gang med at føre sværdet fremad, og således at sværd og fod ankommer samtidigt. Ved samme lejlighed blev det påtalt at der var mange som var alt for slappe i deres teknik, idet de løftede samtidig med at de gik frem på højre fod, og skar når venstre fulgte efter. Det irriterede mig, og undrede mig også lidt, at det blev påtalt, for der hvor jeg kommer fra er de to ting hver sin skæreteknik. Den instruktør som vi havde fulgt (det var ikke ham der rettede os) gjorde det sådan, og jeg observerede hans valg af teknik og gjorde det samme. Efter rettelsen holdt jeg selvfølgelig bare min mund og brugte den anden teknik som anvist, men en nidkær del af mig bryder sig ikke om at blive rettet når jeg faktisk har styr på hvad jeg laver og i øvrigt bare gør som demonstreret.

Nå, men vi kom videre og skulle så have resten af udstyret på. Jeg har lært at det er god tone at få sin hjelm på i en fart, både så man kan komme i gang med træningen, men især også så man ikke lader sensei/instruktører vente. Jeg har endda lært at det kan være god tone for instruktørsiden at være lidt langsom, så alle har en chance for at nå at opføre sig pænt uden at skulle kaste udstyret på.

Da der her til aften blev kaldt men tsuke (tag hjelm på) var jeg færdig og stående omtrent 20-30 sekunder før den næste. Og det var instruktøren, så der stod vi. Resten kom roligt dryssende sådan hen ad vejen. Nåja, det er jeg vel egentligt vant til. Der gik jo sport i det mellem Jens og mig da vi i sin tid fik den besked, så vi kan godt binde sådan en hjelm ordentligt og temmeligt tjept, og uden løse eller sammenviklede snore, eller en løs klud i toppen. Faktisk føler jeg mig lidt slagen hvis jeg ikke er blandt de første oppe at stå, men sådan har vi jo hver især vores små neuroser at arbejde med. Skulle jeg nu ske at komme hjem til egen klub og opdage at jeg er den langsomste på hjemmebanen, så vil det da glæde mig trods alt. Desuden er det faktisk lidt sværere på grund af mit lange hår, så jeg har en god undskyldning parat, forstås.

Under makkerøvelserne slog det mig (endnu en gang) at der var utroligt mange med masser af erfaring, som var dårlige motodachi (modtagere). Når man øver teknikker på skift er det motodachis opgave at tilpasse afstanden, at yde et passende pres, at lukke øvelsen når et passende antal teknikker er udført, og flere ting af den slags. Og det var der bare ikke tre af dem der kunne. I samtlige de øvelser hvor motodachi ikke skulle lave en aktiv teknik kunne jeg stort set lige så godt have skåret efter en dukke, eller en tilfældig mand fra gaden pakket i noget kendogrej. Der var masser af kommunikation i ansigt og til tider med sprog, men for de flestes vedkommende manglede den kropslige simpelthen. Det synes jeg de skal øve sig i.
At stå motodachi er også en del af træningen. Man lærer om afstand, timing, pres, at læse den anden part, og man udvider sin forståelse for hvornår man er åben og hvordan man kan gøre sig selv til et sværere mål at ramme. Samtidig lærer man at observere andres teknik og andres behov. Det er altsammen vigtigt. Der er enkelte mennesker som er dårlige motodachi fordi de i bund og grund slår hjernen fra indtil de føler at det bliver deres tur igen, og ser den mellemliggende tid som noget der skal overstås. I det her tilfælde tror jeg dog mest det var et spørgsmål om at man ikke havde lært de her mennesker hvordan man gør. Det håber jeg da i hvert fald for ellers er det i den grad en skam.

Fra min egen vinkel som motodachi slog det mig også at der var meget få der brugte eller kunne finde ud af taiatari. Det er en fundamental del af kiri kaeshi og noget man kan lære inden man overhovedet får en hjelm på!
Det drejer sig i al sin simpelhed om at man efter et angreb lukker afstanden til sin modstander, og bruger sin egen fremadgående kraft til at bryde modstanderens holdning, ved at løbe ind i ham med sværd og handsker forrest i en stærk position. Kraften kommer fra fødderne og kan snildt vælte en uforberedt modstander (og til tider en forberedt en) hvis man gør det korrekt. Hvis man ikke gør det overhovedet, så mangler man en del af sin basale kendopakke. Derudover betyder det også i en øvelse som kiri kaeshi, at der hvor man skulle have drevet sin energi ind i den velforberedte modtager ligger der i stedet bare en død luft. Ingen dynamik, og modtageren står i øvrigt fint til at skære løs som han lyster. Ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt!

(Jeg kan høre Onkel Danny for mit indre øre sige “men ikke nok med det”, for der kommer lige en bid mere nu jeg er i gang.)

Da vi til sidst sad ned igen (i øvrigt efter nogle rettelser i opstillingen som var i direkte konflikt med hvad vi havde fået besked på ugen forinden, men fred nu være med det) blev vi mindet om at sørge for at lægge vores hjelm fint på række med de andres. Det havde jeg selvfølgelig allerede gjort, men når nu vi er ved det ville jeg godt have haft at vi fik besked på at have knæene på række også. Det er trods alt halvdelen af billedet.

Nå. Godt så. Og hvorfor så alt det flueknepperi med opstillinger og etikette og basal teknik?

Fordi det er vigtigt. Personligt er jeg meget imod formålsløse regler og stivstikkeri, så man må spørge mig hvad formålet så er i den her sammenhæng.

Fra mit perspektiv er der to hovedformål i etiketten. Den ene del er at Kendo kommer fra Japan, og japanerne er et folk som benytter etiketten til at holde styr på deres verden og deres situation. Det er en grundsten i deres sociale omgang. Dermed er det naturligt at finde det i Kendo. Fra japanernes perspektiv er det ene formål dermed at sikre sig at også denne aktivitet kan passes ind i deres sociale fundament. Fra mit eget perspektiv handler det mere om at få en lille smule indsigt i en anden kultur, og at møde verden fra en anden vinkel. Når det så er sagt er det også utroligt praktisk at man kan tage hvorsomhelst hen og begå sig nogenlunde uden at falde igennem.
Det andet formål med etiketten – og her er vi nok tættere på den faktiske kampkunst end på den bagvedliggende kultur – er fokus. At kæmpe kræver fokus. At tilegne sig nye teknikker kræver fokus. At modtage instruktion, at give det, at angribe, at modtage, alt hvad vi foretager os med udstyret på kræver fokus. Den mentale tilstand er let at fange når man er i ilden, men forsvinder lige så let når man ikke er. Mange af de sindsmæssige ting man træner under kamp har fællestræk med de sindsmæssige ting man træner når man udviser etikette. Det er blandt andet observans, holdning, åndskraft, overskud og respekt. Det at passe sit udstyr, at kunne finde sin plads, at gøre sit bedste overfor alle modstandere uanset niveau, at respektere fællesskabet, osv, kræver at man fokuserer på det man foretager sig, altså at man befinder sig i Kendo når man gør Kendo. Den tankegang kan man også drage fordel af uden for træningen. Ingen er perfekt og det må derfor være en stræben man søger at opretholde og gradvist forfine.

Sidst men absolut ikke mindst – ved siden af de kendomæssige formål – så er det ikke kun kvaliteten af ens teknik der falder tilbage til klub og træner. Det er også hvordan man opfører sig og hvad man bærer med sig til træningen. Når jeg gør mig umage i en fremmed klub, så føles det ikke kun godt for min egen fremtonings skyld. Jeg er også stolt ved at repræsentere folk derhjemme, og i særdeleshed de mennesker der har undervist mig og trænet med mig. Den respekt jeg viser ved at komme som gæst og tage min og andres stræben alvorligt reflekterer den holdning jeg selv er trænet med.

Når jeg så står i en fremmed klub med så mange medlemmer og ser adskillige mangler, så skal jeg øve mig i ikke at være en utilfreds og hellig stivstikker og i ikke at glemme at jeg også har fejl og mangler, både dem jeg ser og dem jeg ikke ser. – Men jeg tænker nu alligevel at vi er relativt velopdragne hjemme i Danmark.

For nu at afslutte med rosende ord vil jeg nævne at jeg følte mig godt modtaget, især anden gang jeg nu var der, at jeg lærte noget af nogle af de tilstedeværende, og at den ene kamp jeg fik var aldeles fornøjelig.

Jeg glæder mig til at komme igen.

Oh av og ak og ve og plage. Manglende hud på hænderne, en vabel på foden, en øm hæl og muskler der skriger af smerte øverst i ryggen. Og en øm plet lige over panden efter et par uheldige dask.

Jeg tog til kendotræning i Wakaba Kendo Club i dag og det var jeg næsten ved at fortryde. Ikke på grund af folkene eller træningen, men fordi jeg var ved at falde fra hinanden af træthed. Det var ren stædighed og en lille smule stolthed på hjemlandets vegne der gjorde at jeg hang i fra start til slut. Der faldt også en bemærkning bagefter om at tre timers træning var en del, men det er jeg jo vant til hjemmefra, og da den første del var kata og den sidste del ji-geiko (frikamp) syntes jeg jo ikke jeg kunne tillade mig at gå glip af nogen af enderne. Nåja, det var så en halv times kata, halvanden times tekniktræning og til sidst en times kamp. Vel at mærke uden at man stod i kø for at komme til. Pauser var når man bukkede ud hos en, gik en plads til højre, og bukkede ind hos den næste.

Jeg har lyst til frikamp, men jeg trænger mest til kata. Jeg tænker løsningen må være at jeg lærer at slappe mere af undervejs. Jeg har har ikke energi til at understøtte min kampånd så længe.

Det var en ny oplevelse at træne igen efter så lang tids pause. Jeg nikkede goddag til nogle gamle uvaner, men vil tro at jeg også har smidt nogle af mig. Det føles som om min holdning er blevet bedre, og det har været tiltrængt. Sådan må det gerne fortsætte. Jeg fik også nogle ord med på vejen om at udnytte min højde, holde afstand, og angribe folk så snart de prøver at komme tæt på. Det vidste jeg jo godt, men det var alligevel inspirerende at få det forklaret en gang til. Nogle gange er det vigtigt at andre minder en om at tænke på nogle af de ting man bør arbejde med.

Det var faktisk en dybt frustrerende træning på flere punkter. Starten var god. Jeg var positivt overrasket over hvor godt jeg kunne de første fem kata (jeg fik ikke lejlighed til at prøve flere). Tekniktræning var stort set lige ud ad landevejen, men på et tidspunkt omkring halvvejs i træningen var jeg så træt at jeg kan huske jeg overvejede hvorfor det lige var jeg gad det her, og om det måske bare skulle være min sidste træning lige foreløbig. Jeg havde sådan lidt en første-dag-på-sommerlejr-oplevelse men uden en masse kammerater at dele smerten og konkurrencen med. Jeg kendte ikke nogen, og de andre var jo ikke trætte endnu.

Den dårlige følelse gik heldigvis hurtigt over, og da vi kom til den sidste time var der ikke tid til at stå og overveje den slags. På det tidspunkt var min eneste overvejelse om jeg ikke lige skulle smutte ud og tage et hvil, og om jeg mon var ved at få en kæmpe blodvabel under min fod. Det lykkedes mig hele tiden at udsætte det med en kamp mere, og på den måde kom jeg igennem. De sidste fem kampe var meget rolige fra min side. Der blev ikke angrebet meget, men til gengæld effektivt. Det er i hvert fald min historie, og den holder jeg mig til!
Der var dog lige ham den ene som uanset hvad jeg gjorde bare fandt en måde at afværge angrebet og skære mig hen over maven hver gang. Jeg prøvede forsøgsvis at starte et angreb og derefter bare gå efter at forpurre hans, men selv det klarede han sig fint imod. Til sidst konkluderede jeg at for at slippe ud af den pine måtte jeg enten udvise utrolig dårlig teknik (som næppe ville føre til andet end at udsætte nederlaget) eller forbedre min timing.

Generelt følte jeg mig meget låst og klodset. Jeg kunne godt mærke en stigende trang til at lukke afstanden og begynde at rykke folk rundt. Det er bare så uhyggeligt svært når den anden makker har et våben og i øvrigt har aftalt med dig at du ikke begynder at gribe fat i hans arme for at kontrollere det. Dødbringende arrangement. Det mest konkrete råd jeg fik med derfra var at jeg skulle træne min men-teknik (angreb mod hovedet) mere, mere og så lidt igen. Jeg har længe haft en følelse af at jeg skulle øve mig på at skære folks håndled i stedet, for det har altid været en teknik jeg har været lidt uvenner med, men det gik faktisk fint i dag. Mine to fokuspunkter fremover må være at skære mere mod hovedet (i min egen afstand) og at få bedre fodteknik så jeg kan holde op med at smadre min højre hæl.

Det var lidt akavet i starten ikke at kende nogen, til dels fordi alle de andre tilsyneladende vidste hvad der skulle foregå, og der var lidt en walk-in kultur omkring det, så der var ikke nogen der sådan tog hånd om min deltagelse. Det var jeg nu også forberedt på, og hvis der er noget kære Yukio har banket på plads i sådan en sammenhæng så er det at observere hvad der foregår og handle derefter. Det gik i det store hele vist fint nok. Der var selvfølgelig et par små misforståelser og lidt tøven her og der, sjovest da fyren foran mig prøvede at lave alt muligt og jeg ikke gav ham de åbninger han forventede. Det gik nu fint.

Da træningen var ovre fik jeg udvekslet tak med en masse forskellige folk og de sprugte hvor længe jeg var i London og sagde at jeg endelig måtte komme igen. Det var rigtig rart. Jeg blev også anbefalet at kigge forbi Tora Kendo Dojo og Hizen Kendo Club. Jeg havde i forvejen aftalt at komme forbi Hizen om tirsdagen, men det kan tænkes at jeg aflægger Tora en visit på et tidspunkt også. I øvrigt blev jeg spurgt de første fem gange mindst om jeg kender Jakob Schmidt. Jeg har ikke mødt fyren (tror jeg), men han er en populær dansker i London og har blandt andet undervist i Wakaba, men er nu i et sted i Canada. Jeg søgte lidt på ham og fandt en anbefalelsesværdig tekst om fodarbejde på Hizens hjemmeside. Jeg snakkede også med nogle af de folk der besøgte Odense i februar, så nu er jeg ved at have kædet nogle mennesker, steder og begivenheder sammen.

Mine fødder er ømme, mine lægge er stive og min højre tommelfinger synes at jeg skulle have husket at lappe hullet i min handske med læder i stedet for den hud der nu mangler på fingeren. Lige nu har min krop overhovedet ikke lyst til at træne igen, men mit hoved synes der er nogle ting som skal øves og afprøves.

Så er det fem uger siden jeg sidst optog min træning, og jeg har stiftet bekendtskab med en del nye ting siden da (jeg har kun optaget noget af det). Jeg er begyndt på to nye elementer, Beng Quan (træ), også kaldet “crushing fist”, og Zuan Quan (vand), også kaldet “drilling fist”, så nu mangler jeg kun Heng Quan (jord), også kaldet “crossing fist”, for at kende alle fem elementer.

Jeg er også så småt begyndt på Five Element Linking Form, som er en serie af bevægelser der forener brugen af elementerne plus lidt ekstra. Det er en længere sag, så jeg får bevægelserne lidt hen ad vejen. Jeg vil tro at man sædvanligvis lærer alle fem elementer inden man starter på linking form, men det bekymrer mig nu ikke. Jeg har indtryk af at jeg får lov at plukke lidt her og der som det lige passer ind i undervisningen. Det ser jeg egentligt som et privilegie, og det er også med til at holde spændingen oppe.

Af andre ting jeg har lavet har der været nogle “conditioning”-øvelser. Jeg ved ikke om vi har et ord for den slags træning på dansk, men det kunne måske være “hærdning”. Det er sådan noget hvor man slår eller sparker bestemte steder for at gøre dem stærkere eller mere døve overfor smerte. Det kan være knoglerne i underarmen, indersiden af skinnebenet, bagsiden af hånden, oversiden af foden, etc.

Der er delte meninger om kløgtigheden i den slags træning, men det kan være det hører til i et separat indlæg. Personligt er jeg selv kun delvist afklaret med min holdning til det.

Andre ting jeg har lavet for nylig er Ba Duan Jin, som kan oversættes til Otte Stykker Silke eller Otte Stykker Brokade. Jeg deltog i et kort seminar en lørdag, hvor jeg lærte de otte øvelser. Det føltes lidt fattigt at bruge få timer på at ræse igennem noget man normalt bruger måneder på at lære ordentligt, og der var da også nogle af tingene hvor jeg klart kunne fornemme at det her ville jeg ikke få noget ud af medmindre jeg havde brugt lang tid på de andre ting først. Ud af de otte øvelser bruger jeg de syv af dem. Det er en form for Qi Gong, som er en måde at styrke kroppen på, og kineserne siger at den her regulerer bestemte organer i kroppen – det kan man så tænke over. Øvelserne er sådan nogle hvor man bevæger sig roligt fra en stilling til den næste og så holder den i et stykke tid. Nogle vil sige 30 sekunder, andre vil sige flere minutter. Jeg plejer at bestemme mig for et antal dybe åndedræt mellem hvert skift. På den måde kan jeg løseligt regulere hvor lang tid det vil tage at lave hele sættet, uden at skulle bekymre mig om andet end det jeg laver, og jeg husker at fokusere på min vejrtrækning. Hvis jeg skulle sammenligne det med noget vil jeg nok sige yoga eller pilates, vel at mærke uden at jeg har prøvet nogle af delene selv.

Der har også været noget makkertræning, noget anvendelse af de forskellige teknikker, samt en utroligt hård aften hvor tre af os fik noget man kan kalde positiv særbehandling. Eller moderat fysisk pres. Det afhænger vist af hvem man spørger.

Det må være indhold til yderligere skriverier.

Der er fem nye videoer på videosiden. Hvis man kigger godt efter kan man se at jeg enkelte gange skrider lidt henover asfalten, jeg tror det er under Pi Quan og Beng Quan. Det regner en del for tiden og sammen med det løse skidt der er i mit lille bur gør det at jeg nogle gange ikke stopper der hvor jeg gerne vil.

Den største forskel siden de første videoer er nok i Pao Quan. Jeg har en anden fornemmelse af hvordan den teknik skal bruges efter jeg har haft flere praktiske øvelser med den. Samtidig er jeg blevet en smule bedre til fodarbejdet (specifikt at samle benene ordentligt inden jeg slår).

Husk at kommentarer er velkomne. Jeg ved godt det ser sjovt ud. :-)