At Kende Vejen

Jeg sidder i min seng og lytter til The Fabulous Yard Dogs Road Show And The Black And Blue Burlesque. Tidligere i dag kom jeg hjem med et læs festivalramte ejendele; en bog med lidt fugtbølger i kanten, luftmadrassen som altid fylder mere på vej hjem end på vej ud, adskillige mudrede stykker tøj, og en del tøj fyldt med bålrøg. Plus det løse, naturligvis.

Festivalbilletten købte jeg lidt på impuls natten mellem mandag og tirsdag, da jeg fandt ud af at min bofælle Ben skulle afsted med en flok flinke mennesker. Festivallen er noget større end Roskilde Festival, men det føles af cirka det samme. Der er selvfølgelig en masse små forskelle, men overordnet er konceptet velkendt: tusindvis af mennesker og tonsvis af musik.

Lejren var en blandet flok af flinke mennesker, og vi havde det ganske sjovt sammen. En del af tiden pushede jeg dansk lakrids-vodka (Spunk) og White Russians på de skøre briter, som ikke kendte til nogen af delene, og en del af tiden drev jeg rundt på egen hånd og udforskede.

I den ene ende af festivallen fandt jeg Stencirklen, beliggende på et større græsareal, og med udsigt til en fin, træudskåret lindorm som med udstrakte kløer kastede sig mod himlen i et tavst skrig. Fin var den, og enORM lang.
I Stencirklen brænder et stort bål, og der er tradition for at folk siver derhen ud på natten. Selv fandt jeg vej derop natten mellem lørdag og søndag, til synet af nogle tusind mennesker samlet omkring hundredevis af lys og små bål. Klokken var vel tre, og jeg fulgte lyden af trommer hen mod en mur af mennesker, trådte ind i klumpen, satte mig på en ledig plads ved det store bål, og sugede til mig af den gode stemning.

Som jeg sad der og lyttede til de mange trommer og mærkede den buldrende varme fra det mægtige stammebål kiggede jeg bag mig. Der så jeg lindormen strække sig mod himlen og jeg så seglmånen skære sig gennem de grå skyer med sit klare lys. Da jeg igen rejste mig  – et øjeblik efter min ankomst – var solen stået op, natten forsvundet, og mit tøj fyldt med duften af bålrøg. Natten efter vendte jeg tilbage efter mere og faldt i snak med nogle vældigt rare mennesker. Vi var vel et par hundrede da jeg satte mig kort før midnat, og et par tusind da jeg rejste mig tre timer senere. Denne gang var der, udover endnu flere trommer, også en fyr med sækkepibe som gav sit til musikken, og jeg selv og et par stykker andre lavede lyd ved at slå små blanke gaspatroner mod kanten af støvede øldåser.

Fredag aften bød på udforskning af festivalområdet og var samtidig også aftenen hvor jeg ikke så Fun Lovin’ Criminals og heller ikke så Fatboy Slim. Sidstnævnte så jeg dog for nylig på Roskilde og var kun halvvejs begejstret, så det var vel fair nok. Ben og jeg faldt også i snak med nogle walisere og det var vist ikke det samme musik vi var der for. Da jeg nævnte at jeg ville se Fun Lovin’ Criminals samme aften var svaret først adskillige sekunders tavshed, efterfulgt af “de har et lidt mærkeligt navn, de der”. Jow jow. Nåmen altså, efter ikke at have set de pågældende to bands, fandt jeg vej ind i Pussy Parlure, hvor Yard Dogs Road Show var i fuld gang med at give den gas med larm og letpåklædte dansere. Den slags forestilling man ville forvente at finde et sted i baggrunden af Carnivàle – jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke så den fra starten, for underholdende var det. Baseret på de sidste par numre og stemningen på scenen, og bakket op af min alt andet end ædru dømmekraft, antastede jeg straks efter koncerten et af bandmedlemmerne og aftvang ham et eksemplar af deres lyd, til evig arv og eje, for blot en lap papir med tal og billeder på. Et godt køb, hvis jeg selv skal sige det.

Lørdag aften spillede Massive Attack, og det var en mindeværdig koncert (spring 5 minutter ind for Teardrop og 24 minutter for Angel, med Horace Andy). De spillede en del fra Mezzanine, og et par numre inde trådte Stephanie Dosen på scenen, hvidklædt og blid som en lilje. Da hun slog tonerne an til Teardrop (nogle kender den som temaet fra House M.D.), var der ingen tvivl om at de havde publikum i deres hule hånd. Derfra gik det med lysshow og skiftende sangere støt og roligt mod sejr. Tak til Massive Attack for den oplevelse.

Søndag stavrede jeg ud af mit telt lidt i to om eftermiddagen og begav mig mod Jazz World-scenen. På bestilling leverede Balkan Beat Box en energisk og tempofyldt koncert, ganske som på Roskilde 2006, og der blev danset og hoppet og hujet til lyden af beats, overanstrengte blæseinstrumenter og forsangeren som i vanlig stil tæskede rundt på scenen og nød livet – måske bedst illustreret da han sprang op på trommesættet mens Tamir Muskat var i fuld gang med at spille på det. Efter koncerten købte jeg et par skiver med rytmer og remixes og fik dem sågar signeret af de kære mennesker selv. De var meget behagelige og glade.

Efterfølgende begav jeg mig over mod Stencirklen og tipierne og hippierne. Her betalte jeg en beskeden sum for adgang til “varmt” bad og en sauna. Sidstnævnte var et lille telt med trægulv, bænke og brændeovn med sten på. Der kunne vel være omtrent ti mennesker derinde. Jeg brugte godt halvanden time i saunaen, kun afbrudt af lejlighedsvise ture over til den lunkne bruser, og gik derfra med fornyet energi til en sidste aften i vælten.

Søndag var også dagen hvor Leonard Cohen spillede. Jeg har aldrig været særligt interesseret i hans musik, men Pernille pushede mig et par numre inden jeg tog på festival, og det var vel gjort, tak for det! Han leverede en sublim koncert, og mellem hvert nummer hujede og klappede de ufatteligt mange mennesker så den gamle gentleman tog hatten af og lyste op i charmerende smil og ydmyg glæde.
It’s a great honour to play for these angels, born of the mud.
Jeg kommer til at høre mere Leonard Cohen i den nærmeste fremtid.

Glastonbury Festival har været en god oplevelse, og jeg kunne finde på at tage afsted igen, om end jeg stadig foretrækker Roskilde. Bare lidt.

Jeg har nu været til min sjette træning i Xing Yi, og det føles mere rigtigt for hver gang. Det passer mig godt, og jeg har en klar fornemmelse af at min kendobaggrund støtter mig langt mere end den begrænser mig. For nogle er den slags selvfølgeligt, men jeg har nu selv set folk i Kendo som brugte meget lang tid på at modarbejde gamle vaner fra andre systemer. Indtil videre lader mine gamle vaner altså til primært at arbejde med mig.

For første gang var jeg en del af den generelle opstilling, og lavede øvelser side om side med de andre i stedet for at stå i mit eget hjørne og slås med min imaginære ven (som jeg i øvrigt har stor respekt for, selv om han altid taber og slet ikke er lige så sej som de andre jeg prøver kræfter med – han er trods alt min gode ven gennem mange år, og han er ganske trofast og utrættelig).

Det siger sig selv at jeg troligt lavede min egen ene øvelse imens de andre gik til den med slangestil og armene i alle retninger. Meget kraftfuldt og inspirerende. Og jeg var endnu engang en rigtig begynder, selvbevidst og (irriterende) forfængelig, men dog fokuseret. Jeg tror de fleste der har prøvet det genkender følelsen. Folk omkring en er meget bedre, og nu er man endelig med i ilden og vil gerne vise at man har forstået hvad det handler om, at man har lært noget. Efter at have tæsket rundt i overgearet og anstrengt tempo, mindede jeg mig selv om at jeg ikke skulle bevise noget for nogen, satte farten femten procent ned og fokuserede. Pludselig var der kraft og timing og retning. Der var rytme og en følelse af at jeg gjorde noget rigtigt, at jeg var i det. Det er enormt befriende at lukke resten af verden ude og på den måde koncentrere sig om, og hellige, det man er i. I periferien er der andre der gør det samme, og det bidrager til ens eget fokus. Det er en følelse af samhørig individualitet jeg sjældent ser i andre sammenhænge, og det har en stærk effekt på min evne til at forblive skarp.
 – Og så er der nu heller ikke noget der kan kvæle egoets følelse af at man ser åndssvag ud når man slår huller i luften, som at befinde sig blandt ligesindede i et forum der har stor respekt for den slags. Det hører med. De fleste ved at kamptræning er noget man investerer i fordi man tager sig selv alvorligt, men de færreste er nok klar over at man ikke kan gøre det hvis man tager sig selv for alvorligt. Og med den bemærkning tror jeg faktisk lige det lykkedes mig at presse en af de Store Pointer(tm) ned i en observation om mennesker der ser fjollede ud på kommando. Tænk engang.

Så der gik vi, og fedt var det, at slå huller i luften. Anden halvdel af træningen var partræning, igen en førstegangsoplevelse for mig. Igen lavede jeg den samme øvelse hele vejen igennem, men denne gang både med angreb og forsvar, og pludselig var der en klar fornemmelse af hvad det var jeg havde øvet mig på indtil nu. Igen må jeg springe over den detaljerede tekstbeskrivelse men i korte træk handler det om at den angribende part trækker i forsvarerens forreste arm for at bringe ham i ubalance, og følger op med et slag mod halsen. Svaret på dette er at træde baglæns og afværge slaget. Dette bringer begge parter tilbage til udgangspunktet (blot spejlet), og øvelsen gentages.

Jeg genkendte en observation jeg har gjort mange gange før, nemlig at træning mellem øvede parter er nemmere og mere flydende end træning med en begynder. I nærværende tilfælde lykkedes det mig adskillige gange at bringe min makker langt ud af balance eller slå ind over hans forsvar, fordi jeg ikke bevægede mig “som forventet”. Det er den slags begge parter forhåbentligt lærer en del af, og det ses i mange sammenhænge. Et andet klassisk eksempel er strategi i f.eks. poker, hvor en øvet spiller risikerer at fejlvurdere begynderens hånd fuldstændigt fordi begynderen tager uventede (uinformerede) beslutninger. Tilbage i kampsammenhæng er det også den slags hændelser der gør det tydeligt, at krydstræning mod andre stilarter er uvurderlig til at udvikle teknisk erfaring med modstand der ikke følger ens eget system. Firkantet sagt, fordi andre stilarter – ligesom begynderen – ikke opfører sig efter den forventning man uforvarende kan have opbygget gennem vedvarende eksklusiv træning indenfor et system.

Noget af den dejlige uskyld i begyndereksemplet er også at jeg jo ikke bevidst prøvede at snyde min makker. Det skete bare fordi jeg handlede ude af timing, mod bedre vidende. Det vil utvivlsomt tage mange års træning at være lige så uforudsigelig som da man lige var startet.

Udover veloplagt træning er den seneste gode nyhed at der, efter jeg spurgte træneren om det, er undervisning om mandagen også. Det er samtidig med et “grappling”-hold (jeg savner et godt dansk ord for det), men der er et andet lokale til rådighed, så der er plads til det. To gange om ugen er mere end dobbelt så godt som en gang, og selv med den smule træning jeg har haft er jeg overrasket over hvor hurtigt jeg får bygget oven på, så endnu mere undervisning glæder jeg mig meget til.

“I første øvelse skal I slå jeres makker i solar plexus i to-tre minutter, og så bytter vi. Det er vigtigt at I ikke gør modstand.”

Når jeg før i tiden er kommet fra kendotræning med blå mærker eller blodige vabler har jeg altid været lidt stolt af mig selv inden i, sådan på en drenget måde. På den der Mel Gibson i Dødbringende Våben vil-du-se-mit-ar måde, hvor det også er lidt fedt. Ens indre drengerøv viser skaderne (som jo sjældent er særligt svære) frem for de andre rødder, og det gør lissom totalt herre-meget nas. Der er naturligvis ekstra point for at træne videre i flere timer selv om det gør ondt seks forskellige steder lige så snart man lader kroppen få ro i et halvt minut. Videre, videre, hold alting varmt, pulsen oppe og adrenalinen støt flydende. Sådan ja. Så er vi på sommerlejr igen.

Det er ikke ligesom de gange det har været alvorligt. Som da jeg mistede en storetånegl, eller dengang jeg blev stukket i halsen så jeg med det samme fik dundrende hovedpine i hele den ene side af hovedet. Når man fortæller om den slags hændelser gør det tit også lidt ondt på dem der hører om det, og der er ikke noget jovialt over det. Det er ikke den slags man samler på som gode minder, men når man leger vildt går det nu og da galt. Den slags tager man med som en del af pakken – uden nag og forhåbentligt uden fortrydelser – og når kroppen er helet er det da muligt at man på Nietzschesk vis er blevet lidt stærkere, hvem ved.

Men altså – de blå mærker og de ømme muskler – jeg tror en del af mine kendokammerater kender følelsen. Det gør jo godt når det gør ondt, fordi man mærker presset og man mærker at man kan rykke sine grænser en lille smule mere hver gang. Selv om det ultimative mål er at undgå at komme til skade, så gør det ikke noget at man kan mærke man har været der, også selv om det er småskrammer der ikke gør halvt så ondt som de ser farlige ud. I virkeligheden handler det ikke om at vise hvor hård man er (der er ikke meget respekt at hente i at stille frivilligt op til skrammer) men om den der følelse af at der er foregået noget som har sat sig i kroppen på en helt speciel måde.
En af de ting jeg husker fra træningsweekenderne i 2002-2003, hvor vi var 8-10 stykker til træning på et noget højere plan end man var vant til hjemmefra, var at det var nemmere at holde presset når vi var flere om det. Det gælder utvivlsomt i mange sammenhænge, hvad end det er fysisk eller psykisk man er presset. I den her sammenhæng var det som regel et spørgsmål om ikke at give op, ikke at bryde kæden, men at holde sin del af træningen. Der var både en personlig investering i at få det hele med, men også en følelse (for mig i hvert fald) af, at hvis een bukker under, så svækker det også de andre. Enkelte gange var det også rent ego (“hvis han kan blive ved, så skal jeg fandme også”) eller stædighed og arrigskab, men det skal der også være plads til noget af tiden.

Jeg nyder virkelig når jeg kan mærke at musklerne har været brugt – når jeg mærker præcis hvor de sidder og hvornår de kommer i brug – men det er en anden tilfredsstillelse end de blå mærker. Begge dele gode på hver deres måde, som om de små huskekager fra nervesystemet minder en om noget godt man har gjort for sig selv.

En del af aftenens træning (min første) i Systema handlede om at slappe af mens andre folk gjorde ubehagelige ting ved en. Leveret sådan uden yderligere forklaring er det ikke en træningsform der tiltaler mig, men i konteksten var det både meget givende og ganske trygt. Altså på den der måde man er tryg når en eller anden makker bruger begge arme til at holde en fast i et kvælertag og man minder sig selv om at det bare er en øvelse.

Når jeg så alligevel stiller op til slag er der selvfølgelig en god grund. Flere, faktisk. To af de absolut vigtigste faktorer for mig i forbindelse med kamptræning, er underviseren og de andre udøvere. Selv om vi kamptræner imod hinanden skal det gerne være en samarbejdende proces, og især ved øvelser hvor man lægger mere eller mindre moderat fysisk pres på hinanden må vi godt kunne smile bagefter. Så kan vi altid tage kanindræberkurset en anden gang. En god underviser forstår at forklare og demonstrere øvelserne så alle ved hvad det går ud på og gerne også hvorfor vi gør det. En rigtig god underviser vinder min tillid og hjælper mig ud, hvor jeg ikke kan bunde, på en måde så jeg prøver at svømme i stedet for at gå i panik eller give op. Når underviseren tilmed brænder for det han laver og nyder at give det videre er det inspirerende. Man kan sagtens komme til træning uden inspiration, men det er nu engang meget bedre når der er den slags til at løfte stemningen.

Aftenens underviser var særdeles god, meget opmærksom og involveret. Ham vil jeg gerne undervises af igen. Som indledning til første øvelse forklarede han formålet, hvordan vi skulle gøre og ikke gøre, hvad vi skulle forvente, samt at vi selvfølgelig bare sprang øvelser over vi ikke brød os om. Alt sammen ting som gør at jeg nemmere kan acceptere ideen om at blive slået i solar plexus gentagne gange. Åbenbart.

Ideen med den her øvelse er at gøre sindet bekendt med kroppens chokreaktion. Det er en øvelse for begge parter. Den der giver slagene skal hele tiden være opmærksom på modtagerens reaktion og tilstand, og den der modtager slagene skal forsøge at slappe af i sindet og undlade at spænde musklerne imod de indkommende slag. Den dybere mening er ikke at man skal være rigtigt god til at blive ramt, men derimod at man skal være rigtigt god til at give efter (næste øvelse er at flytte sig) og holde hovedet koldt når kroppen panikker. Den som udfører slagene forsøger det meste af tiden at holde modtageren lige omkring kanten af komfort-zonen (hvis man kan tale om en sådan). Nu og da lader han så et slag falde som går dybere ind og bliver rigtigt ubehageligt. Måske endda to, men ikke flere. Derefter er det straks tilbage indenfor grænsen. Her er det vigtigt at give makkeren tid til at sunde sig hvis man fornemmer at det er nødvendigt. Som underviseren også sagde er det meget ubehageligt for begge parter, og der opstår hurtigt et behov for at snakke, neutralisere situationen, gå en tur, kramme, hvad ved jeg. Men man prøver at lade være og i stedet acceptere rammerne og fokusere.
Og lad mig sige med det samme, det er pisseubehageligt. De fleste (drenge i hvert fald) har prøvet at få et hug lige der i maven hvor det virkelig kan mærkes. Men, det er nok de færreste der husker hvordan det føles, mest bare at det er et af de steder man ikke har lyst til at blive ramt igen. En eneste gang. Jeg ved ikke hvor mange slag jeg fik, om det var halvtreds, hundrede eller tohundrede, men det tog heller ikke mere end de første få stykker før jeg blev varm i ansigtet og følte mig som om jeg stod på tæer og svajede lidt i vinden. Og han blev bare ved i en støt rate af fyrre til halvtreds slag i minuttet. Venligt men bestemt, kan man vel sige, og efter et stykke tid blev det faktisk nemmere at fokusere på åndedrættet og acceptere kroppens protester. Så har jeg prøvet det med. Det er ikke en øvelse der nogensinde bliver min favorit, men jeg skal nok stille op til det mindst en gang til, hvis lejligheden byder sig.

Systema har ikke kata eller (semi-)rigide systemer som man kender dem fra de fleste andre stilarter. Der er nogle grundprincipper som man træner udfra, men derudover er der et stort spillerum for improvisation og eksperimenter. Når man dertil lægger at en stor del af personerne i lokalet har baggrund i alt muligt andet giver det en spændende legeplads.

Så vidt jeg husker de følgende øvelser, gik vi først videre til endnu en af typen hvor man slår på makkeren uden modstand. Denne gang prøver man i stedet at fornemme slagets retning og lade kroppen give efter eller flytte sig, så slaget mister kraft eller undviges.

Vi havde også en øvelse hvor vi lavede rullefald fra den ene side af lokalet til den anden. Den slags gør ondt på trægulv, hvis man ikke er helt hjemme i teknikken. Jeg har en meget øm højre skulder lige nu. Altså øm på den der gode måde, forstås.

Så var det to mod en. En øvelse i at undvige angreb. Offeret har armene langs siden og må kun flytte sig. De to angribere gør hvad de kan for at ramme offeret med næverne. Til at starte med er det meget langsomt, nærmest zombie-angreb, og det er nemt at få dem til at komme i vejen for hinanden. Efter lidt tid øges hastigheden og angrebene bliver mere målsøgende, og i de sidste tyve sekunder øges presset markant.

Det hele blev rørt sammen i en stor … ja, masseundvigelse var det vel, i midten af rummet. Alle folk samles i en tæt klump og man skubber til højre og venstre alt imens man selv lader sig skubbe af de andre og øver sig i at give efter. Der gik forbavsende lang tid før klumpen gik i stykker og der var vist ingen der faldt.

Herefter en art “pause”. Alle mand på gulvet som til armbøjninger på knoerne, men i stedet for at bøje holdt vi bare armene strakte, mens underviseren snakkede lidt og et par sjove bemærkninger fløj frem og tilbage. Så talte han langsomt til ti, og vi bøjede nedad så vi var lige over gulvet på ti. Efter en lille stund her kom vi op igen på samme facon. Så yderligere nogle få armbøjninger i almindeligt tempo, og det var det. Jeg har aldrig været fan af træning hvor armbøjninger spiller en større rolle. Det siger mig ikke noget som helst. Så hellere gøre som her, hvor man tager nogle få som tæller, og så videre i programmet. Skal der være armbøjninger så er den her måde langt at foretrække.

Næste øvelse bestod i at låse sin makker, f.eks. ved håndleddet, med en arm på ryggen eller med kvælertag. Frit valg på alle hylder. Øvelsen handler kun lidt om mekanik og rigtigt meget om psyke. Igen presser man sin makker til et punkt hvor det er ubehageligt, og han prøver så at holde hovedet koldt, slappe af, og undvige. Det er utroligt meget nemmere at komme ud af en lås når man slapper af de rigtige steder.

Underviseren kom over og demonstrerede først på min makker og så på mig. Han låste min arm på ryggen, lagde pres på mit håndled og sagde så “you’re a fairly relaxed guy so I will need to increase the pressure a bit more so … there we go, you’re beginning to feel the pressure now”. Ja, det kan du tro makker. Mens jeg stod der og prøvede at falde til ro under pres blev jeg også lidt glad. Han havde jo ret. Jeg var faktisk temmeligt afslappet, og det siger nok en del om hvor godt jeg befandt mig i træningen.

Det allersidste vi lavede var en håndfuld låse med offeret liggende på gulvet, men før det var der en dejlig aben rundt. Vi fandt en makker og lavede så en slags brydning på knæ. Fik man modstanderen i en lås han ikke relativt hurtigt kom fri af, slap man bare og fortsatte kampen. Det var ren spas – seriøs spas – ganske inspirerende og hårdt for knæene.

Det har været en fornøjelig og svedt første træning i Systema, men ikke min sidste.

Jeg var til min anden træning hos Paul Whitrod i torsdags. Der var tre eller fire opmødte jeg ikke havde set før, samt nogle stykker fra sidste gang. En af de nye var en fyr der hedder Ian. Han lader til at være en af dem der har trænet længst.

Allerede under de indledende øvelser gik det op for mig at der var et par ting jeg havde glemt fra sidste gang. Det er en underfundig fornemmelse at være en komplet begynder igen. Jeg startede Kendo i 1999 og selv om der stadig er masser at lære har jeg forlængst bygget et fundament som gør mig i stand til bedre at forstå ny lærdom. Det fundament er meget småt i min nuværende træning.

Jeg fik lov at passe mig selv det meste af tiden, undtagen lige til sidst hvor Ian gennemgik det jeg indtil videre har lært og sikrede at jeg gør det bare nogenlunde rigtigt. Han kom også med nogle rettelser til min Pi Quan (“Splitting Fist”), så nu har jeg lidt flere nuancer at arbejde med der.

Så vidt jeg har forstået er det sædvane at man først lærer de fem elementer – metal, vand, træ, ild og jord – svarende til Pi Quan (Splitting Fist), Beng Quan (Smashing Fist), Zuan Quan (Drilling Fist), Pao Quan (Pounding Fist) og Heng Quan (Crossing Fist).

Det føles helt naturligt at beskæftige sig med teknikkernes kinesiske navne, men besværligt ikke at vide hvilke nuancer i den tilsvarende engelske betegnelse der er vigtige. Det er fristende at oversætte de forskellige “næver” eller “hænder” til dansk, men ord skaber opfattelse, og opfattelse skaber handling. Jeg vil hellere vente med at tænke dem ind i mit danske sprog til jeg har en bedre kropslig forståelse for teknikkernes indhold. Eller aldrig. Jeg har trods alt aldrig haft brug for danske betegnelser for de sværdteknikker jeg kender.

Hvad træningen angår er jeg stadig meget tilfreds. Der er en god og venskabelig stemning uden tab af seriøsitet. Med lidt held starter der også en mandagstræning om et par uger. Jeg prikkede lidt til det og underviseren spurgte sig for i lokalet om der var interesse for det. Nu ser vi om et par uger om det bliver til noget. Jeg håber det.

I stedet for at forsøge at beskrive teknikkerne har jeg besluttet i stedet at filme dem. Jeg har mit kamera herovre, så jeg skal bare skaffe et par bånd og eventuelt en trefod. Udover at det er særdeles lærerigt at se sine egne teknikker udefra, giver det mig også mulighed for at se min egen udvikling over længere tid. Den slags er rart at have når man en dag rammer muren og ikke synes man kommer videre.