Dragon Step can make a grown man cry

Forløsning!

Aftenens træning faldt på et tørt sted. Efter endt opvarmning trænede jeg Pao Quan med Phil. Han har baggrund i lidt af hvert og er altid god for en uddybende forklaring, og er derudover en meget behagelig person. Sådan en af de der gutter man tit graviterer imod for endnu en samtale om nuancerne i denne eller hin teknik, og som giver et nede-på-jorden svar uden dikkedarer, men gerne med lidt mere end man bad om. Han sikrede sig først at jeg havde styr på grundformen og jeg stillede ham undervejs et par spørgsmål og fik nogle gode svar på dem. Så gik vi videre til at træne anvendelse af teknikken med en makkerøvelse som vist lå ham lidt fjernt for i hukommelsen. Jeg forvirrede ham hjælpsomt ved at stille spørgsmål. Øvelser man har lavet masser af gange før kan pludseligt blive meget komplicerede når man bliver sat til at forklare dem til andre, og man kan blive i tvivl om hvordan det egentligt er man plejer at gøre. Nogle gange husker kroppen det bedre end hovedet. Under alle omstændigheder kom vi godt i gang, og jeg bemærkede hurtigt hvordan jeg følte det som om jeg bevægede mig en helt masse og han ikke så meget. Der er nok noget med balance og retning jeg kan lære der.

Efterfølgende trænede jeg lidt for mig selv. Jeg øvede min Pao Quan med de friske detaljer og jeg lavede også makkerøvelsen uden makker, for at huske den bedre.

Så blev det tid til at øve en af de teknikker vi bruger som opvarmning. Efterhånden som træningen er skredet frem har jeg fået forklaringen på hvordan flere af vores opvarmningsøvelser kan anvendes i kamp, men i dag var første gang jeg fik lejlighed til at træne en. Det er lidt svært at forklare, men i grove træk foregår det således at makkeren indleder med et slag. Svaret er så (valgfrit) at træde frem og til den side slaget kommer fra. Samtidig bruger man armen tættest på angriberen til at få kontakt med den arm han slår med. I samme bevægelse fører man sin egen arm under hans, rundt om hans brystkasse, og kan herfra forstyrre hans balance (og med sin frie hånd dele slag ud til ryggen eller benene hvis man vil, så længe man ikke bliver hængende for at se hvad der sker). Som en fodnote husker man at få sit hoved tæt og lavt ind til hans krop, ude af rækkevidde for en eventuelt kvitterende albue fra den arm man gik under.

Alt sammen meget simpelt når man ser det, og alt andet end simpelt når man ikke har prøvet det før. Endnu en gang mærker jeg hvordan der er et stort hul fra at have trænet våben mod våben til at træne krop mod krop. Jeg har en fin forståelse for vinkler og hele legen med sværdspidserne, men jeg har slet ikke den samme fintfølelse med nuancerne i armenes vinkler og bevægelser, eller de døde zoner i kroppens råderum. Meget spændende.

I den sidste del af træningen lavede vi noget der hedder “Dragon Step”. Det er en bestemt måde at bevæge sig på som træner balancen og musklerne i benene. Jeg formoder det også læner sig opad en kampanvendelig teknik. Det involverer en del tid hvor man befinder sig tæt på jorden med en benstilling som sætter musklerne under hårdt pres. Måden at skifte ben fra denne stilling er at rette sig op og løfte det bagerste ben fra jorden og op foran. Her holder man balancen i noget tid, indtil man igen finder vej til jorden og holder sig der lidt. Det med balancen ville være en del nemmere hvis ikke det var fordi ens muskler bliver godt brugte af den tid man sidder “stille” på jorden. Før den øvelse havde jeg det varmt, og var våd af sved på det meste af kroppen, men mens øvelsen stod på trillede sveden ned af mit ansigt som om jeg græd fra panden. Det er hårdt arbejde at gå på drageben.

I aften har været en meget givtig træning, og flere af os var enige om at vi først lige var blevet varme efter den første time, og nu var vi klar til en time mere. Bare ikke Dragon Step. Jeg er ikke den eneste der synes det er hårdt. Da Luke på vej derfra betroede mig at den øvelse kan få en voksen mand til at græde, var der energisk nikken og sigende blikke hele vejen rundt. Det lød lidt som det faktisk var sket til en tidligere træning.

Alt i alt har jeg nu tre detaljer ved min Pao Quan som jeg vil arbejde på, og dertil makkertræningen (dog uden makker). Ydermere har jeg nogle varianter af Pi Quan som jeg vil udforske lidt og ikke mindst dragetrinene som jeg forudser jeg vil lave en del af. Hvad angår anvendelsen af mine opvarmningsøvelser lader de sig dårligt træne uden makker, men jeg vil udforske benarbejdet lidt og ikke mindst træne dem oppe i hovedet (og det skal man ikke kimse ad, selv om det lyder fjollet).

Der er masser at øve sig på inden træning på mandag.

Frustration

Jeg er ved at nå et niveau af repetition i min daglige træning som er stærkt frustrerende. Jeg har ikke noget imod at foretage de samme øvelser mange gange, hvis jeg ved hvad jeg stræber efter. Desværre mangler jeg nogle konkrete mål for hvornår jeg er på rette spor og hvornår jeg spilder tiden.

Der er dem som siger at hvis din basistræning er utilstrækkelig, så vil det skabe et dårligt fundament og dermed skade kvaliteten af din videre træning. Samtidig siger andre, at det vigtigste er at du træner og får de brede linier indlært. Så kan du altid pudse det til senere. I grunden er begge dele vel sandt, i et eller andet mål.

Mit problem er at jeg i øjeblikket ikke aner hvad de brede linier er. Det betyder at jeg i min daglige træning øver mig en masse på noget som måske er god basis eller måske skal tilpasses senere. Jeg aner det ikke, og dermed har jeg ingen mulighed for bevidst at forbedre det jeg gør. Når jeg bevæger mig på bestemte måder føles det bedre end når jeg gør det på andre måder, men når jeg ikke kender baggrunden for en specifik bevægelse, og ikke har set den demonstreret på et menneske, så er det svært at vide om jeg gør noget værre eller bedre ved at tillægge mit bestemte vaner. Det som føles bedre er ikke nødvendigvis det som virker. Det er jo en af grundene til at træne kroppen stærkere og mere fleksibel.

Det er populært at bruge børn som eksempler på mennesker som bevæger sig rigtigt. De ved hvordan man trækker vejret og hvordan man sidder korrekt, indtil de bliver voksne og spolerer det. Men så er det jeg husker hvordan det var at gå i børnehave, dengang man diskuterede med de andre drenge om man kunne løbe hurtigst med hænderne åbne eller lukkede. Når jeg står og slår huller i luften og prøver at mærke hvor i kroppen jeg skal bevæge mig lidt anderledes for at få en bedre teknik, uden at det koster balance eller fleksibilitet i forhold til videre bevægelser, så ved jeg ikke om jeg er et informeret voksent menneske som er i gang med at lære noget eller om jeg er et barn der vurderer forskellen mellem åben og lukket hånd på en løber.

Og det er utroligt frustrerende.

“Kig i en bog” – desværre ikke så nemt. Nuanceforskelle fra gren til gren gør at jeg allerede nu kan se detaljer som er anderledes fra for eksempel Sun Lu Tangs stil til det jeg lærer. For Pao Quan er det forskellen på om den blokerende arm vender oversiden eller undersiden væk fra kroppen, hvilket igen har indflydelse på hele armens vinkel. Lige præcis på det punkt har jeg fået besked på hvordan jeg skal holde den arm og hvorfor det er en god ide at gøre det sådan. Så kan man selvfølgelig lege “hvem har mest ret”, men dels er min lærer bredt respekteret for at have styr på det der med at slås, dels er han selv undervist af en fyr som er associate professor of martial arts på Zhejiang universitet i Hangzhou, Kina, og slutteligt er det selvfølgelig bare en dårlig ide (og dårlig stil) at gøre ting anderledes end man får besked på, hvis man gerne vil lære noget af nogen.

Så der.

Jeg tror de to ting jeg har behov for er mere makkertræning og gerne også nogle enetimer. De koster dog lige 500 kroner stykket, så det er ikke så nemt. Jeg tror sørme det er på tide at søge arbejde.

Skilte i mit nærområde

Når jeg sådan går rundt her i London, så bemærker jeg nu og da nogle sjove skilte, som f.eks. det halvsmadrede “diversion ends”-skilt, som nogen åbenbart havde overset, selv om det var stort og gult.
Her er tre jeg lige vil dele.

Først er der skiltet som høfligt angiver at her må man ikke parkere. Enhver som er i tvivl om høfligheden i dette forbud kan selv læse efter, det står jo lige der, hvidt på blåt.

Et høfligt budskab

Lidt længere væk, ovre i Highbury Park, ser man følgende skilt.

Cricket absolut forbudt!

Ja, vi kender det selvfølgelig allesammen. De forbandede cricketspillere dukker jo op i tide og utide med deres bat og deres handsker og gærder, og det er ligemeget hvor man flygter hen. De er sportsverdenens svar på dræbersnegle og gadebander. Men IKKE i Highbury Park. Der sætter vi grænsen.
Gad vide om de bliver sure hvis man kigger forbi med et rugbyhold og en flok vaskebjørne?

Til sidst har jeg her et billede af en pub lige ved Highbury & Islington undergrundsstation. Her er det navnet på pubben man skal lægge mærke til. Jeg er helt sikker på at de kunne tjene gode penge på at sælge boksershorts med logo – jeg forestiller mig sorte bukser med navnet i guldtryk på forsiden.

En berømthed

Ja – men – vabbehar! Hva’?

“The Famous Cock – perfekt til en halvstiv stodder.” (pun intended)

Og nu vi er ved undertøj er der et par trusser jeg skal have et billede af også, men det må blive en overraskelse til senere.

Besøg

Terese er vinkelretJeg har haft besøg i den forgangne uge. Det er faktisk anden gang jeg har besøg, men jeg glemte at tage billeder af den søde Laura, da vi for tre uger siden gik rundt på må og få (og forbi St. Paul’s Cathedral et par gange) og spiste mint humbugs og snakkede om vores fælles ven Orlando B, som Laura næsten helt sikkert havde set på bussen – så hermed de første billeder af besøg i min hybel.
Terese ses her i en vinkelret form for afslapning, med en bog i hånden. Faktisk fik hun købt en hel del bøger mens hun var her, for som jeg før har nævnt er der glimrende muligheder for at agere bogpusher her hvor priserne er lave og udvalget stort, og hun var da også udstyret med en fyldig liste fra diverse venner. Efter en tur forbi den store Borders ved Angel station, adskillige butikker på Charing Cross Road, samt en lokal second hand fantasy/sci-fi boghandel, var hun godt læsset op. Der var desværre hverken Bujold eller Mage-bøger til Pelle, men ellers tror jeg resten af flokken fik en eller flere bestillinger opfyldt.

Terese på Leciester Square

På Leicester Square fandt vi en plads i solen i en halv times tid, inden vi så Wanted i biografen. De er ikke blege for at tage 120 kroner for en biografbillet til en ganske uimponerende sal, men fred være med det. Filmen var selvfølgelig en let actionsag, som vi morede os godt over. Blodige slåskampe, bullet-time, skør teknologi og et mystisk bagland, kombineret med soundtrack af Danny Elfman og en god portion attitude, alt i alt en glimrende oplevelse. Angelina Jolie ser ud som om hun har tabt nogle kilo for meget, men til gengæld har hun lært at svinge en pistol så hun kan skyde rundt om forhindringer (“curve the bullet!”) – i sig selv et glimrende gimmick som fik mig til at grine flere gange, og det blev da også brugt flittigt i de knap to timer jagten på skæbnen stod på. Se den, men husk ikke at tage den alvorligt.

Efter en tur i Fortnum & Mason (“we are still at 181 Piccadilly, just as we have been for nearly 300 years.”) havde vi både vanillete til Maria, en lillebitte marengs med masser af smag i, og et par dåser te til Terese. Her vil jeg med det samme anbefale Royal Blend, og selv om jeg ikke normalt bruger mælk i min te gør det sig godt i den her. Den bringer gode minder frem om “Loyal Milk Tea”, som Pernille og jeg drak i rå mængder da vi var i Japan forrige sommer. Lav en kop af det her, tilsæt lidt mælk og en del sukker, så har du den! Afkøl efter behag.
Et orgie af ananas, kiwi og appelsinHos Fortnum’s har de flere etager med spændende ting, og man bemærker at der på etageoversigten ikke er angivet toiletter, men dog et “gentlemens’ cloakroom” og et “ladies’ powder room”. Vi så kun stueetagen, for det kan sagtens lade sig gøre at bruge en rum tid på bare at kigge på te og bagværk og på de andre kunder, som er en blanding der spænder fra helt almindelige middelbemidlede mennesker til velklædte japanere i højt tempo og fin hatteføring – så vi kiggede! Det er nok også sundest for pengepungen hvis man kigger mest og køber med måde. Deres Food Hall er stor, med rødt gulvtæppe, møbler og diske og gelændere i træ, blankt metal og glas, stilfuld betjening og masser af plads mellem hylderne. Og så midt i London.Ananas og kiwi i skiver Man er nok klar over at det ikke er discount, men omvendt fik jeg nu heller ikke fornemmelsen af at priserne var helt urimelige.
I en af de store glasdiske havde de et udvalg af kandiseret extravaganza. Adskillige spørgsmål trænger sig på, såsom: hvor tit sælger de sådan en anretning? Hvad koster den? Smager det godt? Hvad har I egentligt gang i? Er det økologisk? Kan jeg få den pakket ind? Kan det der faktisk spises, eller har I bare lamineret noget frugt på dåse? Og så videre.
Det smager velsagtens temmeligt godt og koster garanteret kassen, men jeg ved det ikke, for jeg efterlod frugtanretningerne hvor jeg fandt dem.

Det meste af ugen har været regnfyldt, men bøger, snak og madlavning kan også fylde en masse tid ud, og i et anfald af ren nostalgi så vi et afsnit af Star Trek: The Next Generation den ene aften. Det er en del år siden jeg har gjort det, og som en glædelig overraskelse var det et afsnit med Data og Lore. Ikke dårligt!

Det blev også til en halv times fægtetræning med shinai. Noget besværliggjort af at vi begge gerne vil udføre teknikker som er aldeles farlige selv med bambus, og at den ene rustning jeg har ikke kan dække os begge, og slet ikke på de rigtige steder. Jeg bliver til stadighed bekræftet i at en hybrid mellem Kenjutsus traditionelle kata-træning og Kendos frikamp er vejen frem. Tereses teknikker er glimrende til at komme rundt om en rustning med, og der er masser af sværdbrug som jeg ikke har brugt meget praktisk tid på (f.eks. alle skæreteknikker nedefra og op). Til gengæld har hun ikke mange svar på rede hånd overfor en modstander der nægter at tilpasse sin afstand, hele tiden flytter sig og i øvrigt bruger alskens ukurante kneb som ikke passer ind i de kendte danse.

Onsdag eftermiddag var Kroll i London til et møde, men vi nåede desværre ikke at ses, da han skulle nå sit fly hjem igen. Måske når vi det en anden gang. Jeg havde ellers mit kamera med, i håbet om at få et billede med smil og øl-i-hånd, men det skulle ikke være. Skidt også med det, vejret var alligevel elendigt, og vi når nok den øl senere. Her kommer i stedet et andet billede, denne gang af vores køkken, med Terese i gang med madlavningen.
Terese i køkkenet - ja, der står 'mind-killer' midt på barmen. En utilsigtet poesi om en af verdens velkendte banaliteter. ;-)
Hvis man kan tage øjnene af modellen i forgrunden for en stund, vil jeg godt henlede opmærksomheden på gaskomfuret i baggrunden. Det er en fornøjelse at lave mad på. Hvis bare resten af køkkenet stod mål. Ovnen er ikke i særligt god stand, men den kan da varme fint nok. Der er to knapper, en er til temperatur (og lys, men det virker ikke, ligesom i emhætten) og en til tid. Altså, på den måde at man drejer den om på et antal minutter, og når de så er gået slukker ovnen igen, uanset hvilken temperatur man i øvrigt har stillet den på. Jeg tror ikke der er blevet uddelt designpriser for den ide. Skærebræt og wok er halv størrelse af hvad jeg kunne ønske mig, og kniven på brættet er “den skarpe”, desværre kun lidt bedre end en træske, men dog anvendelig. Det er selvfølgelig alt sammen meget charmerende når man kun bor midlertidigt, så jeg klarer mig nok i kollegiestemningen. Og jeg fremhæver igen: gaskomfuret vinder!

Det har været rigtigt dejligt med besøg, men det var en noget tom fornemmelse at sige farvel tidligt torsdag morgen. En uge er lige tid nok til at lave en lille fælles feriehverdag ud af det, og pludselig er jeg igen alene i England, langt fra hjem og folk jeg holder af. Efter et par dage med blå stemning går det allerede bedre, men det er nu rart at vide at der er en verden som kender mig og venter mig hjemme i Danmark.

« Previous Page« Previous entries « Previous Page · Next Page » Next entries »Next Page »