Storbyens bagside

En af de helt store sager i London for tiden er de mange knivstikkerier blandt teenagere. Det bruger man meget energi på at diskutere, og det er den velkendte diskussion om strafudmåling versus offentligt ansvar versus kampagner for øget bevidsthed versus økonomi og så videre og så videre. Vi kender den godt.

Så var der også lige fyren i avisen forleden som var blevet anholdt. Han købte Mac-10 maskinpistoler som var bygget om til at være ufarlige attrapper, og så byggede han dem s’gu lige tilbage igen og solgte dem på gaden, den slubbert. Man mener at størstedelen af de seneste års skyderier med den type våben er foregået med hans smedeværk. Sådan.

I det mindste er det alt sammen andre aldersgrupper og andre steder i byen. Jeg føler mig nogenlunde sikker på gaden, og folk er også ganske venlige herovre, og jeg går ikke ad de små gyder – tit.

Forleden aften ved midnatstid kom jeg gående med min sorte hættetrøje godt oppe om ansigtet, ind blandt nogle bygninger et stenkast herfra. Da jeg passerede nogle unge mennesker råbte de mig an, men de virkede larmende og fulde så jeg sagde noget kort og neutralt og sagtnede ikke farten. Da jeg var nået til mit træningssted og så småt begyndte min opvarmning kom der lidt efter en af dem over og kiggede på mig. Han var lidt mere nede på jorden end gruppen havde været, og det viste sig at de ikke vidste hvad jeg var for en og “der havde jo været lidt ballade rundt omkring”. Nåja, fair nok, jeg lignede nok også mere en pusher end en gentleman, men alligevel. Det er da fint de holder øje med deres baggård.

Min bofælle Ben er lige kommet ind ad døren og har fortalt hvordan han kom gående ned ad gaden da en bil kørte hurtigt op på siden af ham og sagtnede farten, hvorefter en fyr på passagersædet stak et skydevåben ud af vinduet og pegede direkte på ham. Ben stod helt stille og så meget forundret ud, og fyren i bilen så ham an et par sekunder, og så kørte de igen.

Nåmen de var jo tydeligvis ude efter en lav, tætbygget sort fyr. Jeg føler mig fortsat sikker på gaden.

… Eller noget.

In other news kommer der lige straks mere video.

Træningsoptagelser

Jeg har netop uploadet de første optagelser af min træning. De er under video i menuen til venstre.

Det er en uge siden jeg optog dem, men jeg skulle lige lære noget om deinterlacing, skærmformater (widescreen er ikke optaget i 16:9, det ved jeg nu), videokompression, DivxPlayer og javascript og hvordan man får det til at køre på WordPress, og endnu flere spændende ting, før jeg var tilfreds. Sådan går det gerne for mig, i hvert fald når computere er involveret.

Hensigten med at optage mig selv er dels at se mine egne teknikker udefra, da det kan gøre det meget tydeligt når der er noget at arbejde med, og dels at kunne se min udvikling efterhånden som tiden er gået.

Hensigten med at lægge dem online er at have dem samlet og tilgængelige, og derudover også at vise hvad det er jeg er taget herover for. En af optagelserne er Dragon Step, som Anders Wegge efterlyste en uddybende forklaring på (strækmarch? tjo…), og jeg skal med det samme advare om at det ikke er det hele der er lige interessant. Det tager omtrent tre minutter at gå ti skridt, så nogen actionfilm kan man dårligt kalde det.

Jeg kan i øvrigt tilføje at jeg allerede nu kan se ting i alle fire optagelser jeg gerne vil rette. Dejligt, men hårdt!

Min første certificering

Jeg har aldrig været særligt begejstret for certificeringer, men den her er nu meget tilfredsstillende selv om den næppe indgår i et eneste jobopslag ude i verden. Jeg var til graduering i lørdags og gik derfra med et fint “certificate”, så jeg konkluderer at jeg er Xing Yi-certificeret på første niveau.

Det er Paul Whitrod hamsjælv som står for gradueringen, men han havde en fyr ved siden af som bistod – en sifu indenfor Chow Gar Tong Long (Southern Praying Mantis).

Første skulle jeg demonstrere de opvarmningsøvelser jeg har lært. Det gik glat. Dernæst var det Pi Quan, hvor jeg fik jeg bemærkning med på vejen om mit fodarbejde. Det var godt at få styr på den detalje, men det var lidt irriterende at det han rettede var noget jeg oprindeligt havde gjort helt korrekt, indtil en af de andre havde “rettet” mig. Nu er jeg ikke længere i tvivl. Den samme person har også en uvane i Pao Quans fodarbejde som jeg er styret udenom. Godt at vide.

Efter Pi Quan blev det lidt spændende. Jeg har tidligere undret mig over at min undervisning gik direkte fra Pi Quan (metal) til Pao Quan (ild), men ikke fundet anledning til at spørge yderligere til det. Det typiske næste skridt ville have været Beng Quan (træ). Min underviser – til hvis forsvar det skal siges at han træner mange mennesker hver uge, eftersom det er hans fuldtidsjob – kunne vist ikke helt huske hvad han havde lært mig og bad mig som det næste om at lave
– Beng Quan.
– Sorry?
– Beng Quan … wood.
– I haven’t learnt that one.
– Oh, ehm, Pao Quan then, fire.

Så lavede jeg Pao Quan og fik en rettelse til mit fodarbejde. Ingen overraskelse der – jeg kendte godt fejlen. Jeg troede vi var færdige efter det, men han stillede op ved siden af mig, sagde jeg skulle gøre som ham, og demonstrerede Beng Quan. Efter en tur frem og tilbage over gulvet sagde han fint, bliv ved med det, og satte sig igen. Mens de to sad og snakkede og kiggede nogle papirer igennem havde jeg fornøjelsen af at øve min nylærte teknik i nogle minutter. Det er klart at jeg ikke gjorde det særligt godt endnu, men det var bekræftende at opdage at jeg kunne kombinere enkeltdele af det jeg allerede havde lært (Pi Quan, Pao Quan og Dragon Step) på en måde som gjorde den nye teknik relativt let at samle op.

Efter et stykke tid blev jeg afbrudt og fik at vide at jeg havde bestået. Som afsluttende kommentar sagde han at jeg har gjort fremskridt. At det sværeste i Xing Yi er kropsholdning (stance), hvor hofter, brystkasse, arme og så videre skal holdes korrekt, men at han kan se at jeg har arbejdet med det og er blevet dygtigere. Det var en rar anerkendelse at få.
Gradueringsbevis, Xing Yi 1st stage
Som en glædelig bonus er mit navn stavet helt rigtigt. Det er en sjælden luksus, selv i Danmark, og en kunst svenskerne ikke formåede på hverken på mit første dan eller anden dan gradueringsbevis.

Jeg har fået kuller

Under nyligt besøg i Danmark spurgte min familie mig hvad jeg får at spise herovre. I en sådan situation er det fristende at finde på absurde egnsretter, men sandt at sige kan det være meget svært på kort varsel at opdigte en passende kreation uden at den enten er langt kedeligere end faktiske, virkelige egnsretter, eller at nogen siger “det har jeg prøvet, det er lækkert, selv om man ikke skulle tro det”, så jeg bekendte at jeg skam spiser det samme som i Danmark.

I al sandhed spiser jeg ganske godt for tiden. Meget bedre end for et halvt år siden. Det skyldes nok til dels at jeg har tid til at lave fornuftig mad alle de dage jeg gider, men ikke mindst også at jeg ikke længere må nøjes med udvalget i een eneste sølle lille Fakta som på Trillegårdsvej. Nu har jeg i stedet en fin Sainsbury’s Local, en Tesco, adskillige grønthandler-kiosker, og hvis jeg gider har jeg Angel inden for rækkevidde, med en stor Sainsbury’s som både har alt hvad jeg skal bruge og åbent til klokken 23. Ikke nok med det, så har de et fint udvalg af økologiske varer.

Forleden spiste jeg spejlæg til sen morgenmad. Æggene smagte godt på dansk rugbrød (tak, mormor), men virkede lidt vrede over det der med at blive fortæret. Det starter med et face-off allerede inden jeg har fat i bestikket.
Vredt spejlæg
Efter et par mundfulde optrappes konflikten, og det udøde spejlæg truer mig med alskens forbandelser.
Udødt spejlæg
Jeg spiste det nu alligevel. Mums. Bare rolig, ingen laptops fik mad på sig under denne optagelse.

Efter træningen torsdag aften fik jeg en rib eye (svarer vist til entrecôte) krydret med salt og godt med peber, samt lidt timian og nok chili til at det var varmt uden at rykke i tårekanalerne. Dertil babykartofler kogt med skræl – for det kan jeg godt lide, og det er nemt – og efterfølgende vendt i smør i wokken, med en hel del oregano. Den alt for lille wok er min altmuligpande, da de andre stegeflader er bulne og ridsede. Mens jeg var i gang med blusset stegte jeg to halve tomater godt mættet i den samme krydderiblanding som kødet fik. Resultatet ses her.
Rib eye med kartofler og tomat
Til sådan en ret er der sikkert en passende kraftig rødvin der matcher, men jeg tog det sikre valg med en køleskabskold Châteuneuf-du-Coca-Cola. Sådan noget chili vil gerne skylles ned med syre. Det siger min læge selv er godt for maven. Agtigt.

Ja, og denne fredag har jeg så fået kuller. I fryseren fandt jeg en fisk som jeg mente var min, så jeg lavede mig en eftermiddagsret med den. I mangel af fløde varmede jeg noget sødmælk (whole milk, 3.9% fedt) og lod kulleren iklæde sig peber og salvie og soppe behersket i det indtil en del af mælken var fordampet. Dertil et par æg i rørende samspil med lidt rød peberfrugt af den søde variant.
Kuller med æg og peberfrugt

Og hvad koster det så? Jeg har ikke rigtigt sammenlignet med derhjemme, men det føles som om det koster det samme, måske endda lidt billigere. Det baserer jeg mest af alt på mængden af varer jeg får i favnen for omtrent 300 kroner, og ikke så meget på at jeg lægger mærke til de faktiske priser. Her er et par indkøb fra juli.

2 liter sødmælk
2 pakker oksekød i tern (400g/pakke)
2 pakker hakket oksekød (magert, 400g/pakke)
1.5kg røde kartofler
750g gulerødder
3 dåser hakkede tomater
6 æbler
En pakke te (80 breve)
1 agurk
1 pakke brune champignon
3 peberfrugter
5 mellemstore tomater på stilk
Alt sammen økologisk, bortset fra teen som dog var fairtrade, til en samlet pris af 280 kroner.

12 ruller toiletpapir
1 liter sødmælk
3 peberfrugter
750g små kartofler
1.5 kg røde kartofler
3 courgetter
6 æbler
2 breve oregano (2 x 7g)
6 store æg
2 pakker oksekød i tern (400g/pakke)
1 bøf (240g rib eye)
Alt sammen økologisk, bortset fra toiletpapiret som dog var 100% genbrugspapir, til en samlet pris af 275 kroner.

Nu er det ikke alt jeg køber der er økologisk, og jeg fortærer typisk heller ikke 1600g oksekød til 2250g kartofler, men når jeg er i den store Sainsbury’s ved Angel køber jeg gerne lidt kød til fryseren også. Dels er der ofte tilbud ved køb af flere pakker, og dels har de et godt udvalg. Jeg får f.eks. en del mere lam end jeg er vant til, og de har også en fin fiskedisk som jeg nu og da plukker fra.

Så vidt madrapporten herfra. Jeg spiser i perioder også en del wokmad med blandede grøntsager og kød i tern, med nudler og masser af soya og eventuelt teriyaki eller sukiyaki. Spises gerne med pinde og fra en skål eller dyb tallerken.

« Previous Page« Previous entries « Previous Page · Next Page » Next entries »Next Page »