Jeg har haft besøg i den forgangne uge. Det er faktisk anden gang jeg har besøg, men jeg glemte at tage billeder af den søde Laura, da vi for tre uger siden gik rundt på må og få (og forbi St. Paul’s Cathedral et par gange) og spiste mint humbugs og snakkede om vores fælles ven Orlando B, som Laura næsten helt sikkert havde set på bussen – så hermed de første billeder af besøg i min hybel.
Terese ses her i en vinkelret form for afslapning, med en bog i hånden. Faktisk fik hun købt en hel del bøger mens hun var her, for som jeg før har nævnt er der glimrende muligheder for at agere bogpusher her hvor priserne er lave og udvalget stort, og hun var da også udstyret med en fyldig liste fra diverse venner. Efter en tur forbi den store Borders ved Angel station, adskillige butikker på Charing Cross Road, samt en lokal second hand fantasy/sci-fi boghandel, var hun godt læsset op. Der var desværre hverken Bujold eller Mage-bøger til Pelle, men ellers tror jeg resten af flokken fik en eller flere bestillinger opfyldt.
På Leicester Square fandt vi en plads i solen i en halv times tid, inden vi så Wanted i biografen. De er ikke blege for at tage 120 kroner for en biografbillet til en ganske uimponerende sal, men fred være med det. Filmen var selvfølgelig en let actionsag, som vi morede os godt over. Blodige slåskampe, bullet-time, skør teknologi og et mystisk bagland, kombineret med soundtrack af Danny Elfman og en god portion attitude, alt i alt en glimrende oplevelse. Angelina Jolie ser ud som om hun har tabt nogle kilo for meget, men til gengæld har hun lært at svinge en pistol så hun kan skyde rundt om forhindringer (“curve the bullet!”) – i sig selv et glimrende gimmick som fik mig til at grine flere gange, og det blev da også brugt flittigt i de knap to timer jagten på skæbnen stod på. Se den, men husk ikke at tage den alvorligt.
Efter en tur i Fortnum & Mason (“we are still at 181 Piccadilly, just as we have been for nearly 300 years.”) havde vi både vanillete til Maria, en lillebitte marengs med masser af smag i, og et par dåser te til Terese. Her vil jeg med det samme anbefale Royal Blend, og selv om jeg ikke normalt bruger mælk i min te gør det sig godt i den her. Den bringer gode minder frem om “Loyal Milk Tea”, som Pernille og jeg drak i rå mængder da vi var i Japan forrige sommer. Lav en kop af det her, tilsæt lidt mælk og en del sukker, så har du den! Afkøl efter behag.
Hos Fortnum’s har de flere etager med spændende ting, og man bemærker at der på etageoversigten ikke er angivet toiletter, men dog et “gentlemens’ cloakroom” og et “ladies’ powder room”. Vi så kun stueetagen, for det kan sagtens lade sig gøre at bruge en rum tid på bare at kigge på te og bagværk og på de andre kunder, som er en blanding der spænder fra helt almindelige middelbemidlede mennesker til velklædte japanere i højt tempo og fin hatteføring – så vi kiggede! Det er nok også sundest for pengepungen hvis man kigger mest og køber med måde. Deres Food Hall er stor, med rødt gulvtæppe, møbler og diske og gelændere i træ, blankt metal og glas, stilfuld betjening og masser af plads mellem hylderne. Og så midt i London.
Man er nok klar over at det ikke er discount, men omvendt fik jeg nu heller ikke fornemmelsen af at priserne var helt urimelige.
I en af de store glasdiske havde de et udvalg af kandiseret extravaganza. Adskillige spørgsmål trænger sig på, såsom: hvor tit sælger de sådan en anretning? Hvad koster den? Smager det godt? Hvad har I egentligt gang i? Er det økologisk? Kan jeg få den pakket ind? Kan det der faktisk spises, eller har I bare lamineret noget frugt på dåse? Og så videre.
Det smager velsagtens temmeligt godt og koster garanteret kassen, men jeg ved det ikke, for jeg efterlod frugtanretningerne hvor jeg fandt dem.
Det meste af ugen har været regnfyldt, men bøger, snak og madlavning kan også fylde en masse tid ud, og i et anfald af ren nostalgi så vi et afsnit af Star Trek: The Next Generation den ene aften. Det er en del år siden jeg har gjort det, og som en glædelig overraskelse var det et afsnit med Data og Lore. Ikke dårligt!
Det blev også til en halv times fægtetræning med shinai. Noget besværliggjort af at vi begge gerne vil udføre teknikker som er aldeles farlige selv med bambus, og at den ene rustning jeg har ikke kan dække os begge, og slet ikke på de rigtige steder. Jeg bliver til stadighed bekræftet i at en hybrid mellem Kenjutsus traditionelle kata-træning og Kendos frikamp er vejen frem. Tereses teknikker er glimrende til at komme rundt om en rustning med, og der er masser af sværdbrug som jeg ikke har brugt meget praktisk tid på (f.eks. alle skæreteknikker nedefra og op). Til gengæld har hun ikke mange svar på rede hånd overfor en modstander der nægter at tilpasse sin afstand, hele tiden flytter sig og i øvrigt bruger alskens ukurante kneb som ikke passer ind i de kendte danse.
Onsdag eftermiddag var Kroll i London til et møde, men vi nåede desværre ikke at ses, da han skulle nå sit fly hjem igen. Måske når vi det en anden gang. Jeg havde ellers mit kamera med, i håbet om at få et billede med smil og øl-i-hånd, men det skulle ikke være. Skidt også med det, vejret var alligevel elendigt, og vi når nok den øl senere. Her kommer i stedet et andet billede, denne gang af vores køkken, med Terese i gang med madlavningen.
Hvis man kan tage øjnene af modellen i forgrunden for en stund, vil jeg godt henlede opmærksomheden på gaskomfuret i baggrunden. Det er en fornøjelse at lave mad på. Hvis bare resten af køkkenet stod mål. Ovnen er ikke i særligt god stand, men den kan da varme fint nok. Der er to knapper, en er til temperatur (og lys, men det virker ikke, ligesom i emhætten) og en til tid. Altså, på den måde at man drejer den om på et antal minutter, og når de så er gået slukker ovnen igen, uanset hvilken temperatur man i øvrigt har stillet den på. Jeg tror ikke der er blevet uddelt designpriser for den ide. Skærebræt og wok er halv størrelse af hvad jeg kunne ønske mig, og kniven på brættet er “den skarpe”, desværre kun lidt bedre end en træske, men dog anvendelig. Det er selvfølgelig alt sammen meget charmerende når man kun bor midlertidigt, så jeg klarer mig nok i kollegiestemningen. Og jeg fremhæver igen: gaskomfuret vinder!
Det har været rigtigt dejligt med besøg, men det var en noget tom fornemmelse at sige farvel tidligt torsdag morgen. En uge er lige tid nok til at lave en lille fælles feriehverdag ud af det, og pludselig er jeg igen alene i England, langt fra hjem og folk jeg holder af. Efter et par dage med blå stemning går det allerede bedre, men det er nu rart at vide at der er en verden som kender mig og venter mig hjemme i Danmark.
